5 bananer til Malk de Koijn

Ni år efter Malk De Koijns seneste skive har de tre bananer, du ikke kan nå, igen fået en uhelbredelig omgang rustik, humoristisk og begavet legesyge.

Albumcover. Fold sammen
Læs mere

Det er længe siden, at Snoop Dogg røg sig igennem Long Beach på toppen af gangstarapbølgen og hitlisterne. Og otte år er det siden, at Malk De Koijn frivilligt forlod Langestrand og dansk rap med priser og statuetter for den et år ældre »Sneglzilla« i rygsækken med kastestjerner og bøf med flag i. Lige siden har titusinder af måbende, skuffede fans sukket efter en genforening (den fik de på Roskilde i 2009) og håbet på en ny langspiller - den tredje - fra verdens bedste band med verdens dårligste navn. Natten til søndag sker det.

13 nye schlagere ud i dansk fra en fjern planet tilsat kælne gammelskole-toner fra tiden hvor bl.a. De La soul, A Tribe Called Quest og Gang Starr bød op til musikalske causerier uden postuleret attitude. Skiven lyder titlen »Toback to the Fromtime« og er, som flere track signalerer, mere »Jenka og Shake« og »fortidslevn« end en skive med ferie på Mars.

Trioen, rapperne, producerne og plade-ven-vend-venderne Tue Track (Anders fra Jylland), Blæs Bukki (Lasse fra Sjælland) og Geolo G (Janus fra Fyn) gør ligefrem og naturligvis dyd ud af det tilbageskuende element, der især (og ikke overraskende) træder i karakter i det musikalske udtryk. Men kun enkelte steder bliver det for meget og for bøvet. Mestendels er »Toback...« bare et skønt genhør med et act, som ingen kan nå efter en nødvendig pause. Fra hverandre og fra en musikgenre, der »var blevet tørt som krat«.

Stadig langt ude

Malk De Koijn er blevet mere lyrisk eksplicitte i deres skriverier. Præmisserne er stadig deres alene, dele peger tilbage på Malks selvopfundne univers. Men de prøver hverken at efterligne sig selv eller deres amerikanske forbilleder endsige tækkes gamle fans, der er mere til pjank og absurditeter end tænksom, twistet realisme. I 2011 er Malk De Koijn stadig humor, langt ude, under bæltestedet og afvæbnende selvironi. Men de er også blevet mere bevidste om egne evner og mere samfundskritiske. Sprogbilleder og referencer vælter frem i et tempo, der ikke er til at holde styr på. Geolo G er længst ude, men også skarpest og sjovest på danske Danmark, Blæs mest bombastisk og Tue Track mest direkte i deres respektive vers. Sådan må det være, når man runder de 35 og skal finde argumenter for at genåbne et så krævende og unikt kapitel i nyere dansk musikhistorie.

Efter et par uger i selskab med »Toback...« er det uundgåeligt at tage sig selv i at citere vidt og bredt i supermarkedskøer og til middage med nyvoksne talknusere: »Fik din fuck på og fik dronning og job/kaldte hende spædbarn og honningekop/nu ser du supersprød ud i tre stykker med slips/jonglerer rundt med paragraffer og clips« (Geolo G i »En gang«).

Eller fra titelnummeret: »Emil Zola og Baudelaire/ved de har haft det præcis sådan her, yeah!/En ny litteraturskat fucker med dit eventyrland som velourkat/fylder tanken op imellem de skanker/moser modne druer ud der hænger på ranker....« Kort sagt: »ÅÅÅ Mæio Mæio, Malk De Koijn, tre bananer du (STADIG) ikke ka nå«.