4. låge: Mø indtager verden

Hver dag frem til jul peger vi på de 24 sange, der har gjort størst indtryk i det forgangne år. Bag dagens låge gemmer sig det største hit på planeten Jorden i 2015.

Still fra musikvideoen til verdenshittet »Lean On«. Fold sammen
Læs mere

Herhjemme har vi længe kendt til Møs stjernepotentiale. Men at det ligefrem skulle udmønte sig i et af klodens største hits i 2015 var det alligevel nok de færreste, der havde turde spå om. Ikke desto mindre står »Lean On« - et samarbejde mellem Mø og de amerikanske stjerneproducere Major Lazer og DJ Snake - tilbage som den nok mest lyttede sang overhovedet på planeten Jorden i det forgangne år.

På Youtube er musikvideoen i skrivende stund blevet set 848.351.880 gange. Og det var altså ottehundredeotteogfyremillionertrehundredeenoghalvtredstusindottehundredefirs visninger. Læg så dertil over en halv milliard afspilninger på Spotify. Det er altså tal så svimlende, at ikke engang Adele kan være med længere.

Er sangen så verdens syvende vidunder? Nej, egentlig ikke. Men mindre kan også gøre det. »Lean On« er et rasende simpelt mashup af et reggae-vuggende house-beat med lidt indiske krydderier i mixet og et hook lavet af et opklippet og -pitchet sample af Møs stemme. Og så selvfølgelig med Møs uforlignelige lead og über-fængende melodi på toppen af den kulørte kransekage.