Courtney Barnett har en stor gave. Den australske sangerinde og guitarist kan vride eksistentielle dramaer og dybe sandheder ud af selv de mest trivielle hverdagsting. Tag nu for eksempel den døsigt smukke »Depreston«. På overfladen er det en sang om dengang, hun sammen med kæresten modvilligt tog på en husfremvisning i den deprimerende Melbourne-forstad, Preston.
Men gennem de mange små og fint registrerede detaljer udvikler sangen sig til en stille eksistentiel gyser, der vil vække gru og genklang hos de fleste unge byboere på kanten til det “rigtige” voksenliv. Gentrificeringen og de hippe kaffebarer presser huspriserne op i storbyernes gamle arbejderkvarterer, og så må man jo nødtvungent kigge mod fast ejendom i de knap så spændende forstæder.
Men huset viser sig at være et dødsbo på en blind vej. Den tidligere ejers personlige ejendele står stadig fremme og afslører, at hun var en enlig ældre kvinde, der måske/måske ikke mistede sin mand i Vietnam-krigen. Er det virkelig sådan det hele skal ende?
I baggrunden lirer ejendomsmægleren sine slidte fraser af og sætter så til sidst det endelige dødsstød ind: »If you’ve got a spare half a million / you could knock it down and start rebuilding«. Suk.
»Depreston« er et stille drama fuld af ængstelig humor. Courtney Barnett kan som få besynge det universelle i det super konkrete. Og så kan jeg ganske enkelt ikke stå for hendes deadpan levering med syngende australsk dialekt. En af årets små store nykommere.
