2 stjerner til L.O.C.s cokeskyede og sexdunstende univers

På »Sakrilegium« bevæger L.O.C. sig igen, igen, igen igennem et cokeskyet, blitzhvidt og sexdunstende univers..

L.O.C. – alias Liam O’Connor – under indspilningerne af »Sakrilegium«. Foto: Martin Dam Kristensen Fold sammen
Læs mere

For en rapper er flowet og sproget alt­afgørende. Men hvor mange rappere har et godt flow – altså en sikker afvikling af de mange ord – ja, så er der ganske få, som bruger sproget på en interessant eller original facon. Lidt af et paradoks, når man tænker på, hvor meget ordene fylder hos dem. Det svarer vel nogenlunde til, at en digter er god til at læse op, men ikke særlig dygtig til at skrive.

Måske var det netop digterne, de bedste af dem, rapperne skulle tage at læse. Så kunne de i hvert fald lære at genkende banaliteten og klicheerne i deres eget materiale. I tilfældet Liam O’Connor er det ikke bare ordene, der er en kliché, men hele det univers, han har skabt, og som han har bevæget sig rundt i i årevis. Således også på »Sakrilegium«, hvor det depraverede stjerneliv leves. En Bret Easton Ellis-verden befolket af fucked-up modeller og mænd fulde af stoffer, tomhed, aggression, liderlighed og guldkort. Her fra åbneren »V.S.S.B.«:

»Alting er okay så længe man smiler i en varm BMW 745/Din bitch har mig i munden/mens hun sluger mine børn«.

Som hos Easton Ellis bor der også en moralist og en syndsbevidsthed i katolske L.O.C. Der er gode og onde handlinger og gode og onde mennesker, og i »Rødt lys« møder L.O.C. og lytteren denne kvinde:

»Hende her hun er grim indeni/men stadig det smukkeste objekt i byen/så kom her og sæt dig lidt ned lad mig gøre ting ved dig misogynt/Jeg er afhængig af dig bitch/sådan fuldstændig bitch/hvis jeg ikke får dig får jeg tics.«

Det er L.O.C. som han har lydt meget længe, og vel er der intet galt med at udforske det samme univers igen og igen. Men her synes universet udtømt, stilen i tomgang, og med få sproglige lyspunkter. Som sætningen om, at »Jeg tror at alle de vil kneppe mig/jeg er pornoid«. Ellers kører det i samme dybe, dybt forudsigelige rille, og det er, som om L.O.C. selv ved det, når det i »Paradis brænder« lyder: »Mit luder-madonnakompleks/engleøjne og en masse ond sex/de er blot kliché/ligesom en popsangs tekst«.

Alle linjerne på »Sakrilegium« leveres med L.O.C.s karakteristiske stødende vokal og i produktioner, hvor beatene ikke er programmerede, men stammer fra en »rigtig« trommeslager, ligesom en guitarist er kaldt ind i det simple lydbillede, der nok skal virke på de største scener, men fremstår lidt fladbundet i et par høretelefoner.

Men ærgerligst er den fornemmelse af stilstand og fanpleje, der udgår fra flowet: De, der kan lide L.O.C.s tirader om stjernelivet-i-en-sky-af-coke-fyldt-af-fortabte-kvinder-der-bliver-gennemkneppet, ja de får mere af det, de kender. Men skeptikere som mig drømmer om, at stjernen – der helt ubestrideligt er begavet – spænder sig selv for noget andet og mindre klichetungt og kedsommeligt.

Hvem: L.O.C.

Hvad: »Sakrilegium«, SGMD