Tillad mig at være lidt højtragende. En af de helt centrale skillelinjer i den indspillede populærmusik går mellem det naturalistiske og det artificielle.
Det handler dybest set om, hvordan produktionen sætter musikken i scene: Enten forsøger man at genskabe oplevelsen af musikerne, der spille musikken i et konkret fysisk rum - sådan lyder det meste rockmusik for eksempel - eller også skaber man bevidst et kunstig rum, hvor alt i princippet kan manipuleres. Her tænker jeg især på genrer som elektronisk musik og hiphop.
Skellet er sjældent blevet illustreret på så overrumplende vis som på den lange albumudgave af Tame Impalas »Let It Happen«. På den australske gruppes første to plader spillede de en kalejdoskopisk omgang syrerock, der på trods af sine psykedeliske effekter havde rødderne solidt plantet i den naturalistiske lejr. Produktionerne gengav i overvejende grad lyden af et band, der spillede rockmusik i et genkendeligt rum.
Men på dette års album nummer tre, »Currents«, tog primus motor Kevin Parker sagen i helt egen hånd. Han skrev, indspillede og producerede alt selv. Og med den beslutning kom også et spektakulært opgør med det naturalistiske. Trommerne, bassen og guitaren var der stadig, men rummet, som instrumenterne foldede sig ud i, blev nu åbenlyst manipuleret på samme måde som i den elektroniske musik.
Intet sted var det tydligere end 3 minutter og 29 sekunder inde i åbningsnummeret »Let It Happen«, hvor hele nummeret synes at gå i hak, som en ridset cd. Man når lige akkurat at checke, om der er noget galt med afspilleren, inden et dramatisk strygerarrangementet viser sig.
Kort efter sætter filtrene ind, alt sejler, det er som om hele det musikalske rum er forsvundet ned i et sort hul. Og så går det langsomt op for en, at det oprindelige nummer vender tilbage ovenpå det gamle skippende track, der nu har morfet til en ny puls i nummeret. Effekten er svimlende. Det er som om, at nummeret æder sig selv.
Kort sagt: En af 2015s mest blærede musikalske sekvenser. Indlagt i et nummer, der selv i sin korte singleudgave står som et af årets bedste. Hør den korte version her - om ikke andet for den vilde musikvideo:
