Sidste år havde jazzklubben The Standard flere gange besøg af den indonesiske pianist Joey Alexander. Til trods for sine blot 11 år imponerede han i kraft af sin virtuositet samt – ikke mindst – sin evne til at sætte et personligt præg på de musikstykker, han valgte at spille.
Samme efterår fik han også tid til en tur i pladestudiet i New York, og her foreligger så debutalbummet fra den nu 12-årige pianist. Og kan man så fortsat blive imponeret over, at en lille dreng kan spille jazzklaver?
Ja. De, der i sin tid oplevede den nu afdøde franske pianist Michel Petrucciani, vil utvivlsomt huske, at de ved de første møder ikke kunne undgå at fokusere på hans dværgvækst, og at dette markante handicap på ingen måde forhindrede ham i at levere et fantastisk jazzklaverspil. Ved senere koncerter syntes dværgvæksten underordnet, og man kunne bare nyde musikken i fulde drag.
Lidt på samme vis er det med Joey Alexander. Først tænker man, at det er utroligt, at en lille purk kan spille på den måde, men lige pludselig er man bare fanget af musikken, og det er jo den, der tæller.
Joey Alexander lægger ud med John Coltranes »Giant Steps«, som jo ikke blot er en prangende titel, men også i kraft af sine tætte akkord-rundgange et svendstykke for enhver ambitiøs jazzmusiker. Og Joey Alexander består prøven med bravur. Dog uden at det bliver et bravur-nummer.
Med stort overblik præluderer han sig frem til temaet, og får hen ad vejen assistance af bassisten Larry Grenadier og trommeslageren Ulysses Owens Jr. med råswingende »klassisk« triojazz til følge.
Det bliver til en ti-minutters version, hvor tomgang aldrig lurer. Og sådan forbliver det. Og det er overvældende. For tydeligvis er den unge pianist i besiddelse af en uspoleret nysgerrighed, spillelyst og fantasi. Ja, der er bare noget utroligt frisk over hans tilgang til, og behandling af, det velkendte jazzrepertoire.
Hans idé med at indlægge en solokadence midt i et nummer er original. Det giver ny energi til musikken, sådan som det sker forbløffende flot i Richard Rodgers’ »It Might as Well Be Spring«.
I flere værker er det Russell Hall og Sammy Miller, der varetager bas og trommer, ligesom trompetisten Alphonso Horne dukker op og viser sit format i Dizzy Gillespies velbetitlede »Tour De Force«.
Ikke desto mindre forbliver Joey Alexander albummets hovedrolleindehaver. Han diverterer da også med et par rene solonumre i form af en meget nuanceret udgave af Thelonious Monks »Round Midnight« og en dybt romantisk version af Harold Arlens »Over The Rainbow«.
Nok engang kan man fundere over, at det nærmest er naturstridigt, at denne musik leveres af en blot12-årig knægt. Men ret beset skal man jo bare nyde musikken.
Hvem: Joey Alexander.
Hvad: »My Favorite Things«. Motéma/Naxos.
