Det var et uforglemmeligt syn, der afsluttede årets Roskilde Festival. Velsagtens 50.000 festivalgængere fandt de sidste kræfter frem efter en uges eskapader, og de fandt hinanden nogle centimeter over de medtagne græsarealer med hænderne over hovedet.
Alt imens det amerikanske rockband Kings Of Leon spillede deres livs hit, »Sex On Fire«, på Orange scene. Hvordan må det ikke have føltes at stå på selve scenen og efter seks ugers intens turnévirksomhed spille sit sidste job inden hjemrejsen, og så blive sendt af sted på den måde. Det må være alt det et rockband drømmer om, allerede fra den dag, den første akkord på guitaren klinger rent.
Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg aldrig helt har knækket koden til kvartettens svulstige rockmusik. Vist er sange som førnævnte, »Use Somebody«, »Crawl« og et par andre, deriblandt min personlige favorit, »Closer«, et stille og ufattelig intenst rocknummer, så tæt på ørehængere, som noget rockband kommer i disse år.
Men det er i længden de mange metervarer, der fylder det meste af kataloget på nu fem albums fra Kings Of Leon. Og det kan end ikke Caleb Followills vokal kæmpe imod, uanset hvor desperat og guddommelig en rocksanger, han til tider kan være.
MR
I løbet af de 90 spilleminutter voksede Kings Of Leon med opgaven. Og der var flere lysende højdepunkter i tusmørket, som nærmest blæste de truende bygeskyer væk fra festivalpladsen (det begyndte først at regne en halv time efter musikken stoppede). Kings Of Leon spillede stramt.
Trommerne piskede derudaf, bassen var til tider farlig og de to guitarer snerrede om kap med Followills klassisk, hæse rockvokal. Jo, det er musik, der kan spille masserne op, når sangene er til det. Men Kings Of Leon ville egentlig være endnu bedre i en lille klub, hvor der sådan rigtig er plads til at komme helt tæt på svedige og beskidte sydstatstradition, der gennemsyrer firebandens musik.
Den slags drukner mestendels i widescreenformat.
Matchet mellem festival, publikum og King Of Leon var ikke på forhånd en given succes. Men amerikanerne fik noget nær det bedste ud af det materiale, de har at gøre godt med. Åbner man historiebøgerne og husker tilbage på bare de seneste lukkekoncerter i Roskildes historie, sidste års Prince og forrige års Coldplay, på hver deres måde fuldstændig fremragende, ja, så var årets afslutning på den 40. udgave af Roskilde Festival anderledes menneskelig.
