1. låge: Da Macca mødte RiRi og Yeezy

Hver dag frem til jul peger Berlingskes musikredaktion på de 24 sange, der har gjort størst indtryk i det forgangne år.

2015 var ikke mere end et par uger gammel, da denne på alle måder overraskende sang ramte offentligheden. »Fourfiveseconds« var ikke kun et møde mellem generationer, den var - i hvert fald på papiret - et møde mellem vidt forskellige verdener: Den på det tidspunkt 26-årige popsangerinde Rihanna, den 37-årige rapper Kanye West og den 72-årige eks-Beatle, Paul McCartney.

Sikke et topmøde. Men det mest overraskende ved »Fourfiveseconds« var dog alligevel, hvor nøgen og ind-til-benet den var. Over Paul McCartneys simple akustiske guitarspil fik vi for én gangs skyld Rihanna og Kanye Wests stemmer helt uden filter. Indrømmet, Kanye er ikke verdens største sanger, men han slipper alligevel fint afsted med sin optræden.

Den sande stjerne her er dog Rihanna, der viser, hvor stor og sjælfuld en sanger, hun er. Sjældent har hun lydt så optændt som her - især i omkvædene, hvor det hele løfter sig og ikke mindst i det fornemme c-stykke, hvor der går ren gospel i den.

Nogle gange er mindre mere.