00'ernes dronning fylder 30

Alicia Keys var 00'ernes mest succesfulde sangerinde. Tirsdag fylder hun 30 år.

Fold sammen
Læs mere

Hendes fire album solgte mere end 30 millioner eksemplarer, hun turnerede over hele verden for fulde huse og den unge newyorker samarbejdede med de største navne i musikbranchen om hits på hits, bl.a. Jay-Zs »New York State Of Mind«, den største sang om The Big Apple siden Frank Sinatra delte ud af sin kærlighed til smeltediglen på østkysten. Når man er født og opvokset i Hell's Kitchen bliver det ikke meget større.

Det gik allerede godt for Alicia Keys på debuten »Sons In A Minor«, som ikke bare sendte kaskader af hits på alverdens toplister, den vandt hende hele fem af de eftertragtede Grammy Awards og solgte på den rigtige side af ti millioner eksemplarer. Med en sådan succes, kunne det egentlig kun gå ned ad bakke. Det gjorde det bare ikke. Og det kan Keys især takke sin mor for. Forældrene blev skilt, da Alicia var to år, og hendes mor sørgede alene for opdragelsen, for at Alicia kunne føle sig tryg i det ellers hårde kvarter til og fra skole og for at der var penge til klaverundervisning. De værdier, den fokusering, Alicia Keys fik med sig tidligt i livet, er elementer, der har præget hendes stadig korte liv i den blitzfotograferede og på alle måder fristende og knaldskøre musikindustri.

Ligeså har den snart firsårige pladeselskabslegende Clive Davis, der i sin tid opdagede Alicia Keys, delt rundhåndet ud af sine erfaringer med bl.a. Whitney Houston, Billy Joel og genopfindelsen af Santana. Nogle har tjent som skrækeksempler, andre som skoleeksempler til efterfølgelse.

Tilsætter man hovedpersonens åbenlyse talent for at skrive sange, spille klaver og hendes smukke, smukke stemme og ditto ydre, er »pakken« Alicia Keys en af de mest attraktive på den internationale musikscene. Hendes bundniveau er tårnhøjt, og hendes topniveau om ikke enestående, så lige ved og næsten. Det er naturligvis ikke gået Hollywoods næse forbi, hvorfor Keys har indgået en filmudviklingsaftale med selveste Disney. Ligeså har selveste Bob Dylan udtalt om Keys:

»Der er ikke noget ved den kvinde, jeg ikke kan lide.«

Han har sågar sunget om hende i en sang. Mens fødselarens fire hidtidige album har været genstand for enorm bevågenhed fra medier og fans, har hendes privatliv netop været privat.

Som hun forklarede til The Times:

»Da jeg begyndte, fik jeg en medietræner, som lærte mig at kontrollere en samtale. Når man taler med en journalist, skal man fortælle vedkommende om sin plade og om den turné, man skal på. Man skal derimod ikke fortælle hvem man sover sammen med, eller hvem man er forelsket i.«

I maj sidste år gjorde Alicia Keys dog op med det dogme. Eller rettere, det gjorde hendes kollega, produceren Swizz Beatz, da han i maj offentliggjorde, at han dannede par med Keys. De blev gift i sommer.