Vinderen selv blev overrasket, da Årets sang blev kåret ved årets Grammy-uddeling. Det blev Berlingskes musikredaktør også

»Det er et godt nummer i den neddæmpede americanalignende tradition, men det er lidt til den kedelige side,« mener Nanna Balslev.

 
En af de helt store overraskelser til årets Grammy-uddeling var vinderen af »Årets sang«. Her slog den 73-årige countrysangerinde Bonnie Raitt flere af verdens største stjerner som Harry Styles, kendrick Lamar og Adele i kategorien. Video: Grammy. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Natten til mandag dansk tid løb den amerikanske Grammy-uddeling af stablen.

Blandt de opsigtsvækkende begivenheder var Beyoncés 32. Grammy-pris, som gør hende til den kunstner nogensinde, der har fået flest Grammyer. Hun fik sin 32. statuette for »Renaissance«, der blev kåret til Bedste dance-/elektroniske album, og takkede senere en dansk producer på Instagram.

Ifølge Berlingskes musikredaktør, Nanna Balslev, var aftenens mest overraskende øjeblik, da en 73-årig bluessanger- og guitarist fik den store pris for Årets sang.

En usandsynlig vinder

Hendes navn er Bonnie Raitt, og hun fik prisen for sangen »Just Like That«, som hun selv har skrevet.

»Det var en kæmpe overraskelse. Det var det eneste af numrene, jeg ikke havde hørt, og hun var oppe imod folk som Adele, Lizzo, Beyoncé og Kendrick Lamar,« siger Nanna Balslev.

Nummeret har kun omtrent 500.000 afspilninger på Spotify, siger Nanna Balslev, og det løb med en Grammy foran enormt populære numre, hvis streamingtal kan måles i hundreder af millioner.

»Det er et godt nummer i den neddæmpede americana-lignende tradition, men det er lidt til den kedelige side. Det er tankevækkende, at de har forbigået de store stjerner og de virale hit,« siger Nanna Balslev.

Bonnie Raitt selv så også stærkt overrasket ud, da hendes navn blev råbt op, som man kan se i videoen overfor.

Bonnie Raitt har dog haft en lang og succesfuld karriere, og hun har solgt millioner af plader.

Hendes 10. album, »Nick of Time«, som der blev udsendt i 1989, lå nummer ét på den amerikanske albumhitliste og fik samme år en Grammy som Årets album.

Største skuffelse

Bad Bunny vandt prisen for bedste album i genren Musica Urbana. Fold sammen
Læs mere
Foto: MARIO ANZUONI.

Musikredaktøren er mest skuffet over kategorien Årets album. Her fik Harry Styles en Grammy for albummet »Harry's House«. De øvrige nominerede var Lizzo, Kendrick Lamar, Coldplay, Brandi Carlile, Mary J. Blige, Beyoncé, Adele, Abba og Bad Bunny.

»De fleste ville nok have sat pengene på Adele, Beyoncé eller Bad Bunny, og mange på sociale medier er overraskede over, at Harry Styles vandt. Det er jeg også, vil jeg sige. Det er ikke et særlig godt album,« siger Nanna Balslev.

Ifølge musikredaktøren burde puertoricaneren Bad Bunny være løbet med en Grammy for albummet »Un Verano Sin Ti«.

»Det er et pokkers godt album, der har hittet i hele verden – også i Danmark – selvom det er på spansk,« siger Nanna Balslev, som også mener, at både Kendrick Lamars og Beyoncés album var bedre end Harry Styles'.

Beyoncé skrev som nævnt historie med sin 32. Grammy. I et Instagram-opslag, hvor hun fejrer de to priser, hun fik med hjem ved den tv-transmitterede del af showet – hun havde inden da allerede fået to priser – takker hun en række mennesker.

Blandt dem, Beyoncé takker, er danske Morten Ristorp, som endda bliver nævnt før de berømte producere Nile Rodgers og Raphael Saadiq.

Morten Ristorp har kunstnernavnet »Rissi«. Han bor i Los Angeles, og han var en af de oprindelige medlemmer af Lukas Graham, som han siden sin udtræden har produceret og skrevet sange for. Derudover har han lavet musik med blandt andre Kygo og Beyoncé. Han var en af bidragyderne til Beyoncé-nummeret »Cuff It«, der fik prisen for bedste R&B-sang.

Lizzo var mere end glad for at modtage en af de fire Grammy-priser, der uddeles uden for genrer. Fold sammen
Læs mere
Foto: VALERIE MACON.

Der uddeles kun fire Grammy-priser, hvor der ikke tages hensyn til genrer: Årets album, Årets sang, Record of The Year, som på dansk kan oversættes til årets plade eller årets optagelse, og bedste nye kunstner. De to første kategorier er nævnt ovenfor. Prismodtagerne ved de to sidste blev henholdsvis Lizzo for hittet »About Damn Time« og Samara Joy.

»Lizzo havde en kæmpe fest, roste Beyoncé i sin takketale og lignede i det hele taget én, der havde sit livs aften,« siger Nanna Balslev, der mener, at Lizzo burde få prisen som»aftenens bedste borddame«, hvis den eksisterede.

Herunder kan du høre den officielle Grammy-playliste, hvor de nævnte sange og kunstnere også kan høres. En samlet liste over de mange prismodtagere kan ses her.