Uffe Lorenzen voksede op blandt venstresocialister i 70erne: »Der er særligt én sang, jeg ikke kan høre uden at knibe en tåre«

Hen over sommeren fortæller en række musikere om den musik, der har formet deres vej gennem livet. I dag er turen kommet til Uffe »Guf« Lorenzen, der voksede op på den politiske venstrefløj i 70erne og som bare 12-årig fik sin musikalske åbenbaring på Roskilde Festival.

Op gennem 90erne kom cd’en på banen, men det var jeg slet ikke interesseret i. Min interesse var gamle lp’er. Det univers blev altomfattende, og derfor stod jeg også af på den musik, der var moderne i 90erne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Du kender ham som langskægget og denimklædt forsanger og guitarist i bands som Baby Woodrose, Spids Nøgenhat og senest på en stribe soloudgivelser. Uffe Lorenzen holder som få herhjemme fanen højt for lyden af rockmusik, som den blev spillet tilbage i de psykedeliske 60ere og flippede 70ere. Til efteråret udkommer debutalbummet fra hans nye band, LYDSYN, der dyrker den tungere del af den klassiske rock. Naturligvis på dansk.

Her fortæller han om den musik, der har formet ham som menneske og musiker. Fra barn til voksen. Fra dengang til nu.

Røde Mor: »Johnny gennem ild og vand« (1970)

Røde Mor: »Johnny gennem ild og vand« (1970) Fold sammen
Læs mere

Mine forældre var venstresocialister. VS-slangebøssen hang på væggen over sofabordet, og et af de tidligste musikalske minder, jeg har, er Røde Mor med »Johnny gennem ild og vand«. Det er en 7” single-EP, den allerførste udgivelse med Røde Mor, og en støttesingle, hvor overskuddet gik til de danske Vietnam-komiteer.

Min mor satte den ofte på, når hun var lidt melankolsk. Jeg husker tydeligt den der lidt triste stemning i stuen. Der er særligt én sang, jeg ikke kan høre uden at knibe en tåre, og det er »Lil' Johnnys Mund«. Den rammer et eller andet i mig. Det er også en sang, jeg selv har sunget med flere forskellige bands gennem tiden. Lille Johnny er naturligvis en amerikanske soldat, der kommer hjem fra krigen. Mor venter i lufthavnen, scenen er sat over fire vers, men først til allersidst går det op for hende, at Johnny altså kommer hjem i en kiste.

Alt det gik fuldstændig hen over hovedet på mig dengang. Men stemningen i nummeret, Troels Triers stemme, den her lidt sørgmodige slideguitar, gjorde noget ved mig. Senere i mit voksenliv har jeg genfundet nummeret, selv sunget det ved flere lejligheder og fundet ud af, hvor fantastisk teksten er. At man kan lave en antikrigshymne, der er så brutal og så skåret ind til benet uden at den bliver firkantet og unuanceret. Det er en bedrift i sig selv.

Gasolin »Gør det noget« (1977)

Gasolin': »Gør det noget« (1977) Fold sammen
Læs mere

Det var ikke, fordi der blev hørt vildt meget musik derhjemme. Det var mest Svantes viser, Jan Johansson og noget af det der politiske rock.

Men jeg vokser op med en storebror, der er 12 år ældre, og en storesøster, der er otte år ældre end mig. De var begge musikinteresserede, så der var rigeligt med inspiration. Jeg kan huske, at jeg blev rigtig vild med »Gør det noget?« med Gasolin’. Især »Spillemand« var noget af det bedste i hele verden, da jeg var ti år. Jeg dansede rundt og elskede de der guitarsoloer, hvor Franz Beckerlee prøver at lyde som en violin og en guitar, og de bliver mere og mere disharmoniske og vilde og jazzede. Det elskede jeg virkelig højt.

»Værsgo’« med Kim Larsen og Gasolin’ var noget, vi alle kunne blive enige om var godt derhjemme. Men jeg var lidt forvirret over, hvad der var Kim Larsen, og hvad der var Gasolin’. Jeg kunne jo høre, at det var den samme mand, der sang, men jeg kunne ikke skelne.

Kliché: »Supertanker« (1980)

Kliché: »Supertanker« (1980) Fold sammen
Læs mere

Da jeg er 12 år gammel, tager jeg på min første Roskilde Festival. Året er 1983. Jeg har fået en søndagsbillet af min storebror, og jeg er der for at høre Kliché, som jeg er rigtig vild med. »Supertanker« er stadig et album, som jeg sætter utrolig meget pris på og elsker meget højt.

Kliché spiller på det, der dengang hed Rytmescenen, og der sidder jeg så oppe på skuldrene af min storebrors ven Mikkel – en to meter høj mand med meget brede skuldre. Jeg sidder og holder øje med trommeslageren Anders Brill og følger alle hans bevægelser. Når han ruller rundt på tom’erne og slutter på et bækkenslag. Det er dér, jeg bliver solgt. Lige der tænker jeg for først gang: »Det dér vil jeg også, når jeg bliver stor. Jeg vil spille trommer i et rockband!«

Allerede fra jeg var ti år, var jeg dybt forelsket i musik, og det kom hurtigt til at fylde rigtig meget i mit liv. Det var sådan noget med at tage på musikbiblioteket i Albertslund og låne en hel pose plader. Cykle hjem med dem, høre dem allesammen, overspille dem og så cykle derned igen dagen efter. Og så gentage processen.

Sort Sol: »Everything That Rises Must Converge« (1987)

Sort Sol: »Everything That Rises Must Converge« (1987)  Fold sammen
Læs mere

I de der år begynder jeg at gå rigtig meget til koncerter. Det er altid sådan noget med, at jeg får en hundredkroneseddel af min mor, og så er der til to sodavand og en natbus hjem. Selvom jeg stadig er en lille knægt på 15, får jeg set en hel del i de der år. Jeg skulle bare afsted. Et af de bands, jeg ser rigtig mange gange i den periode, er Sort Sol. Både i Fælledparken, på Roskilde Festival og i Saltlageret.

Da jeg er 15 år, laver de »Everything That Rises Must Converge«, og det kommer til at gøre en kæmpe forskel for mig. Det er her, jeg opdager nogle af mine andre store idoler. På den plade – og i den periode – laver Sort Sol nemlig ret mange coverversioner af 60er-navne som Roky Erickson, 13th Floor Elevators, Love og Red Crayola. Det sender mig ned ad en sti med at prøve at finde originalkunstnerne bag de her sange. Og det er faktisk en sti, jeg har været på mere eller mindre lige siden.

Punkmusikken blev lidt kedelig og konform på det her tidspunkt, så jeg søger i stedet tilbage i tiden for at finde et udtryk, der har samme vildskab, men bedre sange. Det er alt sammen med til at sende mig ned ad den her sti, hvor jeg begynder at lede efter obskur 60er-musik af en mere psykedelisk karakter.

»Get Primitive! The Best Of Pebbles, Volume One: The Originals« (1986)

»Get Primitive! The Best Of Pebbles, Volume One: The Originals« (1986) Fold sammen
Læs mere

Jeg er nok 20, da jeg første gang støder på »Get Primitive – The Best Of Pebbles«. Det er en opsamling med 16 sange på, som alle kommer fra nogle obskure amerikanske singleplader med primitiv garagerock fra 1960erne.

Det er noget, jeg dyrker i utroligt mange i år op gennem mine 20ere. Jeg falder for den der primitive energi. Jeg oplever det som en upolitisk, men virkelig vital og primitiv form for punkrock. På trods af, at den er skabt i 60erne og ikke i 70erne. Jeg forelskede mig i lyden, og det har på mange måder været med til at skabe min musikalske karriere sidenhen.

Mit band Baby Woodrose var netop et forsøg på at bryde ud af det meget syrede band, jeg spillede trommer i, som hed On Trial. Med Baby Woodrose lavede jeg en pastiche over det der garageunivers, men som samtidig var mit eget personlige udtryk. Og det endte jo i høj grad med at skubbe min karriere i gang.

Furekåben: »Prinsesseværelset« (1970)

Furekåben: »Prinsesseværelset« (1970)  Fold sammen
Læs mere

Op gennem 90erne kom cd’en på banen, men det var jeg slet ikke interesseret i. Min interesse var gamle lp’er. Det univers blev altomfattende, og derfor stod jeg også af på den musik, der var moderne i 90erne.

Jeg mødte andre mennesker på min egen alder, som havde samme interesse, og vi følte, at vi var en del af en lille subkultur. Vi søgte noget andet. Sad og røg joints og hørte Alrune Rod og flippede over, hvor fedt det var, når der kom en guitarsolo. Det var en anden måde at høre musik på. Det var et fællesskab og er det stadig. Pludselig var vi 30-40 stykker omkring min alder, som søgte det her.

»Prinsesseværelset« med Furekåben er et af den slags album. Det er meget improviseret og eksperimenterende hippiemusik lavet på akustiske instrumenter. Der bliver slået i grydelåg og filet i violinerne. Første gang man hører den, sidder man nærmest med åben mund og polypper. Det er hård kost at lytte til, men gemmer på de smukkeste ordblomster og et helt utroligt univers. Når man har hørt det ti eller 20 gange, forstår man, at det er en grundpille i den menneskelige oplevelse, der udspiller sig. Vi er nede i noget primalt.

Dengang i 90erne var det en plade, man altid kunne finde til en hund eller to. I dag koster den 4.000-5.000 kroner i god stand. Det var en plade, som var så langt ude, at det blev definerende for både mig og mange af de mennesker, jeg har lavet musik med. Vi elskede den her 25 år gamle musik, som var fuldstændig langt ude i andre menneskers ører. Det var meget identitetsskabende for os alle sammen.