Texas’ hippeste musiknørder i brandvarm hyldest til ørkenbluesens mester

AOK
Musik
Guide

Berlingskes musikredaktør guider dig til tidens bedste nye album. I denne uge med nyt fra blandt andet Khruangbin og Oliver Sim.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Rygterne om albummets død er stærkt overdrevne. Selvom der bliver zappet som aldrig før, har streamingtjenester ikke taget livet af det gode albumformat. Singler er snacks, albummet den fulde menu. Det er her, musikerne viser formatet og folder de kunstneriske visioner fuldt ud.

Berlingskes musikredaktør lytter til al den nye musik og guider her til fem stærke album, der skiller sig ud i strømmen af nyt.

1

Vieux Farka Touré & Khruangbin: »Ali«

Der er kommet grænseløst meget god musik fra Mali gennem årene, og en af de malinesiske musikere, der er nået længst ud over Sahara-ørkenens varme sand, er den sublime sanger og guitarist Ali Farka Touré. Han er blevet kaldt Afrikas svar på John Lee Hooker og betragtes som en af ørkenbluesens foregangsmænd.

Og det er lige præcis Ali Farka Touré, der bliver hyldet på »Ali«. Albummet er et samarbejde mellem sønnen Vieux Farka Touré og den texanske trio Khruangbin, og det er på alle måder et match made in heaven. Vieux er selv en fremragende sanger og guitarist, der er som snydt ud af næsen på sin far, mens Khruangbins unikke smeltedigel af globale inspirationer – fra thaifunk over iransk psychrock til amerikansk soul og jamaicansk dub – har gjort esoterisk musiknørderi tilgængeligt for et stort globalt publikum.

Derfor er det også forbilledligt, at trioen nu kaster sig helhjertet ind i hyldesten af den gamle mester og på den måde bidrager til at introducere ham for nye lyttere. Og med Vieux på sang og guitar lyder det vitterligt som Ali Farka Touré med Khruangbin som støvet, stilet og kattepotte-funky backingband.

»Ali« er et varmt, tilbagelænet og mildt psykedelisk ørkentrip, som kun kan anbefales.

Lyt til albummet her:

1

Oliver Sim: »Hideous Bastard«

Jeg har altid tænkt medlemmerne i britiske The xx som tre perfekt afstemte komponenter i et større hele. Men hvad sker der, når man piller en af komponenterne ud? Fungerer det stadig?

Sanger og bassist Oliver Sim vover pelsen med »Hideous Bastard« – hans første album i eget navn. Her hører vi ham for første gang uden Romy Madley Croft ved sin side, men dog stadig med Jamie xx i producerstolen.

Spottet lyser alene på Oliver Sim, og det slipper han faktisk ualmindeligt godt fra. »Hideous Bastard« er et usædvanligt personligt og radikalt ærligt album om at lære at acceptere sig selv og finde ud af, at man er værd at elske. Men også om at filtre sig ud af de falske fortællinger og narrativer, man har fundet på for at beskytte sig selv, når man – som Oliver Sim afslører undervejs – har levet hemmeligt med hiv i hele sit voksenliv.

Det hele har en let ildevarslende klang og urovækkende udtryk, som understreges af flere referencer til Bret Easton Ellis’ kontroversielle yuppie-horror-klassiker, »American Psycho«. Både i teksternes fokus på fremmedgørelse, masker og utroværdige fortællere samt Oliver Sims blodindsmurte fjæs på de ledsagende pressebilleder.

Læs hele anmeldelsen her.

Lyt til albummet her:

3

Yussef Dayes: »Live at Joshua Tree«

Lyden af Yussef Dayes’ trommer i samspil med Alexander Bourts congas og perkussion giver mig seriøse ASMR-fornemmelser. Måden de er spillet og optaget på, gør det til en uhørt taktil og stimulerende oplevelser. Jeg kan faktisk ikke mindes at have hørt trommer lyde så umanerligt godt, som de gør på »The Yussef Dayes Experience Live at Joshua Tree«.

Som titlen slår fast, så er der tale om en en liveindspilning i den sagnomspundne Joshua Tree-nationalpark i den californiske ørken med Yussef Dayes og hans band. Yussef Dayes er noget så sjældent som en trommevirtuos, der udgiver musik i eget navn. Det ser man ikke tit nu om dage, men Dayes har i den grad noget at have det i. Han er ganske enkelt et fænomen bag trommerne og er et af de mest markante navne i de senere års bølge af ung, hip og moderne jazz fra Londons multikulturelle smeltedigel.

Dayes’ stil er dog så langt fra old school-swingjazz, som man kan komme. Han er groovets mester. Funk, broken beat, drum'n'bass, snublende J Dilla-beats, caribiske rytmer, afrobeat. Det hele er smelter sammen i hans stil, der sjældent har lydt så tilbagelænet som på denne ualmindeligt vellydende livesession, hvor også laber saxofon, kaskader af bløde rhodesakkorder og en massiv bund af groovy bas bidrager til det mest funky ørkentrip i mands minde.

Eneste problem er, at det er ovre, før man får set sig om.

Lyt til albummet her:

4

DOMi & JD BECK: »NOT TiGHT«

DOMi & JD BECK er internettets mest hypede jazzduo. To purunge musikalske virtuoser, der med deres kulørte udseende og absurde humor bryder med alle forestillinger om, hvad vi forbinder med ekvilibristiske jazzmusikere.

Bag navnet gemmer sig den blot 19-årige amerikanske trommeslager JD Beck og den 22-årige franske keyboardspiller DOMi. Sidstnævnte er som trådt direkte ud af en japansk anime, mens JD BECK med sit bløde 70er-hår bare mangler en tandbøjle for at være den ultimative arketype.

På debutalbummet skinner både duoens uhøjtidelige humor og ufattelige musikalske evner igennem. Uden at skygge for helheden. Albummet er først og fremmest en legesyg melange af neosoul, funk, jazzfusion og instrumental hiphop med et skræmmende stærkt og varieret lineup af prominente gæster som Herbie Hancock, Anderson. Paak, Thundercat, Mac DeMarco, Snoop Dogg og Busta Rhymes.

Det siger ikke så lidt om DOMi og JD BECKS evner, at de ikke alene kan tiltrække den slags kapaciteter, men samtidig også får alle stjernerne til at passe ind i egne kulørte jazz- og beateskapader fremfor den anden vej rundt.

Velkommen til fremtiden.

Lyt til albummet her:

5

Beyoncé: »RENAISSANCE«

Beyoncés syvende album, »Renaissance«, signalerer både en genfødsel for popstjernen Beyoncé, men også for alle os andre post-lockdown. Albummet er nemlig hyldest til dansens frigørende potentialer.

Det er et album, der handler om at vriste sig fri af sine kæder – hvad end det er arbejde, religion eller majoritetskulturens kassetænkning – og i stedet søge nydelsen på sine egne præmisser. Både på dansegulvet og i dobbeltsengen. For derigennem at realisere sig selv.

Frem for blot at holde sig til et enkelt hjørne af dansemusikken tager hun os på en røvrystende rejse gennem 40 års klubmusik. Albummet er som sådan en skinnende spejlkugle af musikalske og tekstlige referencer til specifikke natklubber, scener, sange og miljøer fra før og nu.

Overordnet set et imponerende album, ulasteligt produceret og med et kæmpe musikalsk scope og ambitionsniveau. Det er svært at forestille sig andre end Beyoncé arbejde i den her skala.

Læs hele anmeldelsen her.

Lyt til albummet her: