Lider du også at tankespind, der holder dig vågen om natten? Fat mod, du er ikke alene. Taylor Swift har samme problem, og på hendes nye album, »Midnights«, har superstjernen skrevet 13 sange om alt det, der giver hende søvnløse nætter.

Har man fulgt bare lidt med i 32-årige Taylor Swifts karriere, der med »Midnights« efterhånden tæller imponerende ti studiealbum, så ved man også, at hun kan være nærmest sygeligt besat af de indre power-dynamikker i for længst forliste forhold. Hvem gjorde hvem fortræd? Hvem kom ud på toppen, og hvem stod tilbage med alle tårerne? Men så sandelig også af sit eget image og offentlighedens blik på samme.