Sanne Salomonsen: »Da jeg hørte Aretha Franklin første gang, troede jeg, at himlen var faldet ned over mig«

Hen over sommeren fortæller en række aktuelle musikere om den musik, der har været med til at forme dem. I dag hele Danmarks rockmama, Sanne Salomonsen.

Sanne Salomonsen lyttede til The Beatles på børneværelset, opdagede soulmusikken gennem Stevie Wonder og Aretha Franklin og fandt sin lyd ved at lytte til The Police. Hele Danmarks rockmama giver et indblik i musikken, der skabte hende. Fold sammen
Læs mere
Foto: Elona Sjøgren
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sanne Salomonsen behøver næppe nærmere introduktion – hun er og bliver en af de mest markante stemmer og personligheder i dansk musik.

Med et frodigt musikalsk cv, der strækker sig på tværs af seks årtier, er det umuligt at opsummere hendes karriere i en enkelt og fængende sætning.

Vi kender hende som hele Danmarks Rockmama, og selvom det er et kælenavn, hun har taget til sig, er Sanne Salomonsen meget mere end bare rock.

Der findes nærmest ikke en genre, hun ikke har prøvet af, og den musikalske appetit og begejstring spænder dengang som nu vidt og bredt.

»Jeg er ret forelsket i damerne på den danske musikscene i øjeblikket. Jeg er lidt træt af hele snakken om, hvor kvinderne bliver af i dansk musik. Der er fyldt med dem. De er fantastiske,« siger Sanne Salomonsen og nævner navne som Jada, Coco O. og Kira Skov. Fold sammen
Læs mere
Foto: Elona Sjøgren.

Først og fremmest skal musikken kunne mærkes – den skal gå i kroppen. Gør den det, er Sanne fyr og flamme.

»Ved du, hvad der er fedt?« udbryder hun begejstret undervejs i vores samtale.

»Det er, når man har spillet musik stort set hele sit liv, og man stadig bliver fuldstændig vildt tændt, når der kommer noget, der virkelig har power. Som har talentet. Altså, hvor det er pisse godt – når det kommer fra hjertet. Og fra nosserne. Jeg bliver så glad! Jeg er 65, jeg er farmor, og jeg er stadig lige så tændt og vild med god musik, som da jeg var helt ung. Musikken holder en kørende. Det har altid været en drivkraft for mig.«

Jo, Sanne Salomonsen er i den grad stadig i gang. Kalenderen er fyldt med koncerter, og hun er lige nu aktuel med den Pharfar-producerede sommersingle »Endelig fri«. Og der er meget mere på vej.

Her fortæller hun om den musik, der har formet hende som menneske og som musiker.

Fra barn til voksen. Fra dengang til nu.

The Beatles: »A Hard Day’s Night« (1964)

»Det var i høj grad mine forældres musik, der prægede min barndom. De hørte hovedsagelig klassisk musik, opera, ragtime og swing, men så kom The Beatles. »A Hard Day’s Night« og alle de der første singler. Jeg har nok været seks eller syv år, da jeg hørte dem første gang på mine forældres orange transistorradio. Da jeg først opdagede, at man kunne stille ind på Radio Luxembourg, var der ingen vej tilbage. Jeg tog simpelthen radioen ind på mit værelse og havde den hos mig altid. Det var ikke kun The Beatles, men også alt det andet fantastiske musik, der kom frem, der i begyndelsen af 1960erne. Jeg tror, at det var det melodiske i det, der tændte mig. Harmonierne – det var til at forstå. Jeg identificerede mig med det. Jeg ved ikke, hvordan man ellers skal forklare en forelskelse i musik. Det føles som om, man vågner.«

Jimi Hendrix: »Axis: Bold As Love« (1967)

»Jeg elskede alt med Jimi. »All Along The Watchtower«, »Foxy Lady« og »Axis: Bold As Love«-pladen. Den var jeg fuldstændig vild med. Jeg kan huske, at jeg havde en krise med min mor. Jeg gjorde oprør, og så sendte hun mig hen og bo med sin veninde. Det eneste, jeg havde med, var min rejsegrammofon og min Jimi-plade. Jeg hørte ikke andet i flere uger. Jeg endte også med at lære at spille nogle af tingene på guitar. Jeg levede med Jimi i den periode. Hvis jeg havde været mand og været sort, havde jeg været Jimi Hendrix. Jeg blev dybt inspireret af hans stil, og det er jeg stadigvæk. Han var et forbillede ud over alle grænser.«

Stevie Wonder: »Signed, Sealed And Delivered« (1970)

»Jeg gik ud af skolen i 9. klasse, fordi jeg blev professionel musiker. Det var i efteråret 1970. Når jeg ikke selv stod og sang, levede jeg næsten med hovedet inde i højttaleren. Jeg flyttede sammen med min første mand som 17-årig og blev gift som 19-årig. Jeg har bare været langt fremme i skoene og været super fucking selvstændig. Jeg hørte sindssygt meget rock og heavy i de år, men det var også her omkring, at jeg opdagede soulmusikken. Stevie Wonder og Aretha Franklin er to sangere og komponister, som har haft en enorm betydning for mig. Det første, jeg hørte med Stevie, var »Signed, Sealed And Delivered« – det var kæmpestort for mig. Og så var der Aretha. Da jeg første gang hørte »I Say A Little Prayer«, troede jeg, at himlen var faldet ned over mig. Det er noget af smukkeste, jeg har hørt.«

The Police: »Outlandos D’Amour« (1978)

»I 1979 stoppede jeg med alt det, jeg havde gang i. Nu vidste jeg, hvad jeg ville lave, og det var poprock. Så kom jeg med i Sneakersand the rest is history. Vi var alle inspirerede af det samme, men så kom Police. Og så kom Toto. Så kom Genesis. Så kom Prince. Og så var vi solgt! Vi var dybt inspirerede af alt det nye, der skete på lige præcis det tidspunkt. The Police havde en helt anden indgangsvinkel. De havde edge, frækhed og en helt anderledes måde at angribe og arrangere musikken på. Det var ikke kun det færdige resultat, der var fascinerende. Det var lige så meget måden, hvorpå de var kommet derhen. Og så var der jo både jazz- og reggae-inspirationer i deres lyd. Der var nogle Sneakers-numre, hvor vi direkte stjal fra dem. Men det var også fordi, at det rytmisk var så pisse frækt! Det inspirerede hele orkesteret.«

»Jeg husker den tid, som noget af det sjoveste og vigtigste i mit liv. Jeg føler, at vi var med til at skabe en scene, som ikke var der før. Vi var nogle af de første herhjemme til at komme med noget, der var lidt anderledes. Som ikke var jazz, som ikke var dansktop eller et beatorkester. Selvom jeg har været solist i mange år, er jeg stadig et bandmenneske helt ind i sjælen og hjertet. Jeg elsker det fællesskab, man har i et band – at man står der som en unit på scenen.«

Bruce Hornsby & The Range: »The Way It Is« (1986)

»Jeg er mere musiker, end jeg er den der intellektuelle, jeg kigger indad og vil gerne være kunstner-type – jeg vil først og fremmest mærke musikken i min krop. Da jeg hørte Bruce Hornsby, var det hans voicings, hans måde at spille klaver på, som rørte mig meget dybt. Hans tonevalg og måde at spille sine akkorder på går lige i hjertet på mig. Hornsby åbnede noget i mig følelsesmæssigt. For mig er det bestemte harmonier og klange, der kan gøre det, mere end det er ord. Nogle gange skal ting kunne formuleres med ord, men jeg føler altid, at jeg har formuleret mig bedst gennem musik. Min fest – hvor det ikke var ordene, der var det mest betydningsfulde – varede fra midt-60'erne til 1990. Så blev jeg mor og blev voksen. Der kom en stor forandring i mig. Og så begyndte ordene at få en større betydning.«

Hans Zimmer: »Gladiator« (2000)

»Efter min blodprop i 2006 havde jeg behov for at lytte til musik uden ord og sangere. Jeg fik et flip med især filmmusik. Det er jo ofte en anden form for klassisk musik. En af dem, jeg har lyttet meget til, er Hans Zimmer. Hans soundtrack til »Gladiator« gav mig noget healing power i en svær periode – især det mere melodiske og bløde af det. I en lang periode var stilhed den smukkeste musik for mig. Efter et langt liv med musik har de seneste 15 år været ret anderledes. Jeg har i højere grad søgt stilheden. Og lyttet til musik på en anden måde.«

Jada: »I’m Back« (2021)

»Jeg er ret forelsket i damerne på den danske musikscene i øjeblikket. Jeg er lidt træt af hele snakken om, hvor kvinderne bliver af i dansk musik – der er fyldt med dem. De er fantastiske! Vi har i øjeblikket nogle damer, der gør mig stolt af Danmark. Med Jada i spidsen – jeg er helt vild med hendes nye single »I’m Back«. Og Drew Sycamore. Hold nu op! Og vi har og Clara og Medina og Lydmor og Kira Skov og Coco O. Vi har så mange, vi kan være stolte af. Der var nogle år, hvor der kom noget, der ikke var helt så interessant som det, der sker i øjeblikket. Jada lader sin sjæl komme ud gennem sin klang og sine sange. Det er et stort talent, at kunne gøre det. Og at turde det. Og virkelig få lytteren til at føle og mærke noget. Hun er en vidunderlig sangerinde. Jeg ved, at Danmark elsker Anne, Sanne og Lis og er stolte af os, men vi tre gamle tøser, vi er pisse stolte af de nye piger!«