Roskildes nye minifestival var undervældende og uforløst. Men så kom en lille listig dame på scenen

Med Summer Days prøver Roskilde Festival at give et festivalhungrende publikum bare en snert af den legendariske festivalstemning. Det lykkedes bare alt for sjældent på en skuffende premiereaften.

I denne uge og igen den 1.–4. juli afvikler Roskilde Festival sommerkoncerter under navnet »Summer Days«. Berlingskes anmelder var med torsdag, da de første kunstnere gik på scenen. Her er det den herboende norske duo Smerz, der er på scenen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Allerede i toget på vej mod Roskilde kan jeg mærke, at det ikke er det samme. Suset i maven, spændingen, bevidstheden om, at det her bliver stort og vildt og udmattende, er der ikke rigtig.

Jeg skal på Roskilde, men det er ikke Roskilde Festival, som vi kender den. Det er Summer Days. Festivalens lille plaster på såret – det muliges festival under de gældende coronarestriktioner. Den første af i alt otte mindre musikevents fordelt over to forlængede weekender med maksimalt 1.000 publikummer. Inddæmmet (som farvestrålende kvæg) i to små separate sektioner.

Roskilde Festival er normalt 100 gange større. Bogstavelig talt. Men det lugter måske lidt derhenad.

Lokationen er den samme. Folkene bag er de samme. Og bare en snert af The Orange Feeling er da trods alt bedre end ingenting, prøver jeg at bilde mig selv ind, da jeg står på perronen i domkirkebyen.

For jeg er ligesom så mange andre sulten efter igen at mærke suset fra musikken foran scenerne. Jeg trænger til igen at opleve det fællesskab, den samhørighed, der opstår mellem publikum, når musikken spiller. Det kollektive sus. Nærværet. Frihed. Opløsning. Ekstase. Alt det, Roskilde kan, når festivalen er allerbedst.

Og det skal jeg faktisk også opleve – i glimt – sidst på aftenen. Men det vender jeg tilbage til. For det startede sgu sløvt, og min umiddelbare oplevelse af at ankomme til Dyrskuepladsen var både syret og, ja, temmelig undervældende. På den her kæmpe plads, der normalt summer af aktivitet, mennesker og forventninger, er der i år bare tomt.

Der, hvor Orange Scene plejer at stå, er der ingenting. Det er en hel by, der er forsvundet. En by fuld af minder. Revet væk af pandemien. Der er svært ikke at blive lidt vemodig.

Koncerterne finder sted på Roskilde Festivals mindste scene, Gloria, hvor publikum inddeles i sektioner à 200 mennesker i denne uge, mens det fra juli i stedet hedder 500 mennesker per sektion. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

I et lille hjørne af det gigantiske areal er der en indhegning. Her foregår Summer Days. Den lange hal, der normalt huser festivalens mindste scene, Gloria, er på Summer Days hovedscene. Eller rettere den eneste scene. Hallen har fået fjernet vægbeklædningen, så siderne er åbne.

På hver side af bygningen er der et afgrænset publikumsområde med lidt borde og bænke, en bar, en kaffevogn og en enkelt madbod.

Og så starter vi ellers med at stå i kø. To bartendere til 4-500 mennesker. Det er en lille ting, folk er bare glade for at komme på græs, men ikke desto mindre virker det bare utjekket. Og køen får vi lov til at stå i flere gange i løbet af aftenen. Roskilde Festival plejer at være virkelig gode på logistikken, men intet er som bekendt, som det plejer at være.

Kontakten til publikum var helt død

Aftenens musikprogram er med kvindeligt fortegn. Tre koncerter med ML Buch, Smerz og Erika de Casier. Tre mindre navne med hver sin egensindige, skæve og kunstneriske tilgang til musikken og som sådan en gruppering, det giver fin mening at sætte på samme plakat.

Desværre levere ML Buch en sløj åbningskoncert. Sangeren og guitaristen Marie Louise Buch udgav ellers sidste år et glimrende debut-album, der undersøgte det fysiske begærs vilkår i en virtuel tidsalder, hvor skærme og teknologi skaber nye forbindelser, men så sandelig også større afstand. »Touching screen/more than skin,« synger hun et sted, og det lyder jo som en ret præcis opsummering af livet under lockdown.

Budskabet kom dog ikke for alvor ud over rampen. Buch og hendes to kvindelige medmusikanter virkede, som om de godt kunne have brugt et par timer mere i øvelokalet. I enkelte passager var det som at overvære et usikkert efterskoleband, kontakten til publikum var helt død og mærkeligst af alt: Hvor var glæden og begejstringen ved at spille på Roskilde? Ærgerligt, for jeg er ellers virkelig vild med ML Buchs musikalske projekt.

I denne uge og igen den 1.–4. juli afvikler Roskilde Festival sommerkoncerter under navnet »Summer Days«. Berlingskes anmelder var med torsdag, da de første kunstnere gik på scenen. Her er det den herboende norske duo Smerz, der er på scenen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Frustration og forløsning

Så blev det lidt bedre med den herboende norske duo Smerz. Der var dog mere tale om en kunstinstallation end om en egentlig koncert.

Henriette Motzfeldt og Catharina Stoltenberg sad det meste af tiden i statiske havfruepositurer på et podie og sang, rappede og sukkede på skiftevis engelsk og norsk uden at fortrække en mine. Musikken var en kunstfærdig omgang fragmenterede og ildevarslende beats tilsat skurrende digitale teksturer.

Visuelt besættende – salen hujede lystigt over synet af Stoltenberg i stiletter og bondage – men også enormt stillestående, krævende og uforløsende.

Det moment, Berlingskes anmelder havde ventet på, opstod, da den danske r&b-sangerinde Erika de Casier gik på scenen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Med to ud af tre koncerter overstået var det op til r&b-sensationen Erika de Casier at give os den festlige forløsning, jeg tror, vi alle havde brug for. Og det fik vi heldigvis. Endelig fik vi en artist på scenen, der rent faktisk lod til at nyde at stå der.

Flankeret af en spansk guitarist og vanvittigt dygtige Jonathan Ludvigsen på digitalt trommesæt vuggede hun rundt på scenen til sit stilfulde og intime take på bouncy r&b fra omkring årtusindskiftet.

Endelig var der noget at bevæge sig til, en rytme at falde ind i, så kroppen også langt om længe blev inviteret med til festen, mens Erika charmerede hele salen og havde en fest på sin egen underspillede cool måde.

Lige dér opstod momentet endelig. Roskilde-øjeblikket. Bare for en stund. Og tak for det. For indtil da havde Summer Days været en temmelig undervældende og uforløst oplevelse.

Summer Days
ML Buch, Smerz og Erika de Casier
Torsdag, Dyrskuepladsen i Roskilde