Rolling Stones: Hyldest til den beskidte blues fra hårde halse

Veteranerne udsender karrierens første coveralbum i form af »Blue & Lonesome«, som indeholder fortolkninger af en række gamle bluesnumre

The Rolling Stones er aktuelle med Blue & Lonesome Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: PR

Hvis man er pessimistisk anlagt, kan man vælge at tolke det som et tegn på, at den kreative brønd er helt udtømt, når The Rolling Stones efter 54 års aktiv tjeneste for første gang i karrieren udsender et album udelukkende bestående af fortolkninger af andres materiale. Selv på deres debut fra 1964 havde der sneget sig en enkelt original Jagger/Richards-komposition ind blandt de mange veloplagte bluesrock-fortolkninger. Her var »Tell Me (You’re Coming Back)« nemlig at finde på såvel den engelske som den amerikanske version af albummet.

»Blue & Lonesome« er dermed som skrevet det første udspil, hvor de britiske veteraner ikke bidrager med noget selvkomponeret materiale. Det indeholder fortolkninger af et dusin gamle bluesnumre, hvoraf hovedparten daterer sig tilbage til 1940erne og 1950erne, mens et enkelt – »Ride ’Em On Down« (i sin oprindelige form med titlen »Shake ’Em On Down«) – faktisk kan spores helt tilbage til 1937. Altså stammer nummeret fra flere år før Jagger, Richards og resten af rosset kom til verden og udviklede deres smag for rock, kvinder og stimulanser. Et par årtier før fortællingen om The Rolling Stones starter. The blues er et ældgammelt koncept.

Men jeg vælger ikke at anskue udspillet gennem ovennævnte pessimistiske briller. Det er nemlig for let at afskrive pladen som et udtryk for kreativ tørke. Jeg hører den snarere som en flok aldrende rocklegender, der både ærbødigt og lystfuldt returnerer til det udgangspunkt – den afroamerikanske bluesmusik – som satte deres musikalske motor i gang.

Homage til pionererne

»Blue & Lonesome« er et udspil, hvor rullestenene hylder den møgbeskidte og sumpede tidlige blues’ hårde halse, navne som Howlin’ Wolf, Willie Dixon, Jimmy Reed og Memphis Slim. Det kuld af musikalske outlaws, som gav Stones smag for alt det dragende og farlige ved den elektrificerede musik. Pladen er deres homage til de pionerer, som tændte ilden.

Hørt ud fra den præmis fungerer albummet. The Rolling Stones har nemlig alle dage været glimrende fortolkningskunstnere. Og det er de fortsat på trods af, at medlemmerne, 69-årige Ronnie Wood undtaget, alle er over 70 år gamle.

Nok besidder disse tolv fortolkninger ikke den ungdommelige flabethed og fandenivoldske charme, som bandet kunne mønstre på deres tidligste fortolkninger. Men størstedelen af materialet på »Blue & Lonesome« swinger heftigt og syder af uforfalsket spilleglæde og stor respekt for materialets oprindelige karakter. Det er ikke gigtramt bedstefarblues.

Den snavsede udgave af Buddy Johnsons »Just Your Fool« gynger lystigt afsted med gnistrende guitarhug og et længselsfuldt mundharpe-tema. Rullestenens omgang med Eddie Taylors forbryderiske »Ride ’Em On Down« (oprindelig skrevet af Bukka White) er loyal mod originalens bidske og kontroversielle natur. Det samme gælder fortolkningerne af Grayson og Hortons »Everybody Knows About My Good Thing« og Dixons »I Can’t Quit You Baby«, som begge har Eric Clapton, en ligesindet bluesfanatiker, på visit, hvor Slowhand bidrager med sine karakteristiske smukt blødende guitar licks.

Bliver »Blue & Lonesome« så The Rolling Stones’ definitivt sidste musikalske krampetrækning? Det tror jeg er meget sandsynligt. Og hvis det er tilfældet, så vil albummet stå som en værdig svanesang, hvor legenderne genbesøgte deres rødder uden at tabe ansigt.

Hvem: The Rolling Stones
Hvad: Blue & Lonesome (Polydor)