Michael Jackson var en af de mest succesrige musikere nogensinde, og kun The Beatles har solgt flere album end ham.
Alligevel viser nye retsdokumenter, at han var i en kolossal gæld, da han døde i 2009 efter en overdosis af medikamentet propofol, der normalt bruges som narkose til operationer.
Ifølge The New York Times, så havde han en samlet gæld på over 500 millioner dollar, 3,5 milliard kroner i dagens kurs, til en række kreditorer.
Michael Jackson skyldte blandt andet omtrent 40 millioner dollar til turnépromotoren A.E.G. ifølge et retsdokument, der blev indgivet til en domstol i Los Angeles County i denne måned, skriver avisen.
Men nu skulle alle kreditorerne være betalt, står der i retsdokumentet.
Jackson tjente som nævnt endog rigtig mange penge på at sælge sin egen musik og på turneer. Men han tjente også penge på at have købt rettighederne til hele The Beatles' bagkatalog, som han købte i 1985.
Han solgte senere rettighederne til Sony/ATV Music mod 50 procent af aktierne i det store pladeselskab.
Og det er blandt andet på grund af det, at boet efter Michael Jackson nu må være mere end gældfrit.
Sådan brugte han penge
Det kan nok undre, at en mand, der tjente så mange penge, kunne have så stor en gæld, da han døde.
The Los Angeles Times beskrev i 2013 – på baggrund af vidneudtalelser fra en revisor i en retssag vedrørende Jacksons død – at Jackson blandt andet brugte rigtig mange penge på smykker.
Ifølge samme revisor betalte Jackson også årligt over 30 millioner dollar, 208 millioner kroner, om året i renter på sine lån.
Jackson brugte også en del penge på sine boliger.
Særligt den ene residens, Neverland Ranch, hvis private zoologiske have og forlystelsespark krævede megen vedligeholdelse og et stort personale, blev der brugt penge på.

I dokumentarfilmen »Living with Michael Jackson«, der udkom i 2003, fik seerne et klart eksempel på sangerens store privatforbrug.
I filmen ser man Michael Jackson gå rundt i en antikvitetsbutik i Las Vegas og udpege den ene dyre antikvitet efter den anden, som han enten allerede har købt eller ønsker at købe.
Det gælder blandt andet et skaksæt til 89.000 dollar, svarende til 620.000 kroner, som du kan se i videoen ovenfor.
I samme dokumentar optræder også et kræftsygt barn, som Michael Jackson var venner med. Barnet sov af og til i Michael Jacksons seng, mens Jackson hævdede, at han selv sov på gulvet i samme værelse.
Frikendt for overgreb
Det skabte megen debat, og i december 2003, altså senere samme år, blev Michael Jackson anklaget for syv tilfælde af overgreb på børn og to tilfælde af at have drukket et barn fuld.

Han blev frikendt for alle anklager i 2005.
Men han trak sig efter retssagen tilbage fra offentligheden og flyttede i en periode til Bahrain som gæst hos Sheikh Abdullah, der er kongen af Bahrains næstældste søn, og som var stor fan af Michael Jackson.
Sheikh Abdullah og Jacksons venskab varede dog ikke ved, og sheiken sagsøgte på et tidspunkt Michael Jackson for at få omtrent 40 millioner kroner tilbage. Jackson mente, at pengene var givet som gave, mens sheik Abdullah hævdede, at det var betaling for at indspille musik, som aldrig blev indspillet.
Da Michael Jackson døde, var han ved at forberede sin stort anlagte »This is it«-turné.



