Lørdag eftermiddag indtog den britiske punk/rapduo Bob Vylan scenen på en af verdens største musikfestivaler, Glastonbury i England.
»Død, død over IDF (Israels militær, red.)« og »from the river to the sea«, råbte forsanger Bobby Vylan blandt andet til publikum, som kvitterede med at råbe samme slagord tilbage.
Nu vælter problemerne ned over Bob Vylan.
Mandag har USAs udenrigsministerium besluttet at annullere gruppemedlemmernes amerikanske visa.
»Udlændinge, som hylder vold og had, er ikke velkomne i vores land,« skriver landets viceudenrigsminister, Christopher Landau, på X.
Det er derfor usandsynligt, at Bob Vylan vil kunne gennemføre sin USA-turné, som efter planen skulle begynde til oktober.
Samtidig har britisk politi besluttet at åbne en egentlig efterforskning af gruppens antiisraelske udtalelser under koncerten. Det skriver Reuters.

Efterforsker to rapgrupper
Bob Vylans optræden er i det hele taget ikke ligefrem gået ubemærket hen.
Den israelske ambassade i Storbritannien er »dybt foruroliget over den provokerende og hadefulde retorik, der kom til udtryk på scenen«, lød det samme dag som koncerten i et opslag på X.
Den britiske regering har givet BBC, som livestreamede koncerten, en reprimande.
Koncerten er siden blevet fjernet, og en talsmand for tv-stationen har erklæret, at visse udsagn var »dybt krænkende«.
Glastonbury Festival siger i en udtalelse, at den er »frastødt« af det, der blev sagt, og at slagordene »krydsede en grænse«.
Dertil er det lokale politi gået ind i sagen.
Mandag indledes en officiel efterforskning af udtalelser af Bob Vylan og en anden rapgruppe, irske Kneecap, som optrådte samme dag.
Kneecap fik blandt andet publikum til at synge »Fuck Keir Starmer« (Storbritanniens premierminister, red.), og »Israel er krigsforbrydere«.
Såvel politikere som chefer i musikindustrien havde forinden opfordret festivalens arrangører til at droppe rapgruppens optræden, efter at medlemmet Liam O’Hanna i sidste måned blev tiltalt i en terrorsag.