Det irske punkband Fontaines D.C. spillede onsdag i forrige uge en efterhånden meget omtalt koncert på Roskilde Festival.
Bandet valgte at overlade scenen til en gruppe propalæstinensiske aktivister de sidste ti minutter af koncerten. De råbte blandt andet »From the river to the sea, Palestine will be free«, og publikum råbte med i stor stil.
På storskærmene ved siden af scenen stod der desuden: »Israel begår folkemord. Brug din stemme«.
Nu skriver TV 2 Kosmopol, at festivalen er blevet politianmeldt to gange.
»Vi har modtaget to anmeldelser, der begge vedrører koncerten med Fontaines D.C. på årets Roskilde Festival, som vi efterforsker nu,« udtaler Midt- og Vestsjællands Politi i en mail til TV 2 Kosmopol.
Det har ikke været muligt for mediet at få svar på, hvad politianmeldelserne præcis drejer sig om.
Koncerten fik stor kritik fra især borgerlige stemmer og politikere.
Mikkel Bjørn (DF) skrev eksempelvis, at selvom han aldrig har været på Roskilde Festival, så var det nu »slut med Roskilde« for hans vedkommende.
En anden af kritikerne var Tom Jensen, ansvarshavende chefredaktør på Berlingske, som skrev på X, at »i aften døde Roskilde igen som samlende begivenhed«, og at festivalen var fanget i politisk radikalisering.
Christian Egander Skov, der er borgerlig debattør og forfatter, og som modsat Tom Jensen ikke var på festivalen, tog kritikken et skridt længere.
Han skrev i en kommentar i denne avis, at festivalen tilsyneladende havde udviklet sig til en »venstreradikal heksesabbat«.
Israels ambassade stemplede også ind og udtrykte »dyb bekymring« over palæstinaaktivisterne på Orange Scene.
Andre var og er mindre bekymrede.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) skrev til Berlingske, at det ikke bliver fra ham, at »man hører en kæmpe forargelse over, at et hold kunstnere – tilsyneladende som en del af deres planlagte performance – har råbt Frit Palæstina fra scenen, mens civile i Gaza mister livet«.
Samtidig, skrev han, blev der sagt ting, der ligger langt over hans grænse, og at han intet har til overs for dem, der måtte mene, at Israel skal udslettes.