Per Vers om pladen, der ændrede alt: »Jeg så sol, måne og stjerner, da jeg satte nålen i rillen første gang«

Henover sommeren fortæller en række aktuelle musikere om den musik, der har været med til at forme dem. I dag er turen kommet til rapper, freestyler og ordjonglør par excellence Per Vers.

Per Vers med det borgerlige navn Per Uldal kan udover rapkarrieren skrive forfatter og foredragsholder på cv'et. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der findes næppe en rapper herhjemme med et større sprogøre og en hurtigere hjerne end Per Vers. Siden sejrene ved de to første udgaver af battle-rapkonkurrencen MC’s Fight Night har hans sproglige tæft og evne til at freestyle formfuldendte raptekster bragt ham land og rige rundt. Udover en stribe soloplader lavet med alskens kreative benspænd, ernærer han sig som en slags omrejsende ordgøgler af Guds nåde på alt fra uddannelsesinstitutioner over store danske virksomheder til Orange Scene på Roskilde Festival.

Per Vers startede sin hiphopkarriere i 1991, hvor han stillede op til Årets Rapper. Siden da har lyrikeren blandt andet arbejdet som konferencier ved Roskilde Festival. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen.

Senest var det ham, der blev ringet til, da DR skulle bruge et musikalsk indslag til 100-års fejringen af Genforeningen. Per Vers kvitterede med at lave »Æ Sprog« – et helt nyt nummer rappet kun ved hjælp af gamle sønderjyske udtryk og dialekt.

Her fortæller han om den musik, der har formet hans krøllede hjerne. Fra barn til voksen. Fra dengang til nu.

Johnny Reimar: »Privatbanken«-kassettebånd

»Jeg er født og opvokset i Gram i Sønderjylland. Min mor døde, da jeg var syv, og var på hospitalet i et par år inden da. Min måde at reagere på det traume var simpelthen at slette hjernen. Der er flere år, hvor jeg ikke rigtig har nogen minder fra. De begynder så at komme året efter hendes død, hvor jeg starter i skole. På den måde er det et palads af stilhed. Men jeg husker, at vi havde det her skuffedarium derhjemme, hvor der i en af skufferne lå måske 200 kassettebånd. Et af dem var med Johnny Reimar. Han havde lavet et kassettebånd, som var en reklame for Privatbanken, der senere blev til Unibank og Nordea.

På den ene side af båndet var der en skør historie om, hvordan det er at være en 1-krone, og på den anden side var der en sang, der hed »Juniorkontosangen«. En sang som rapgruppen Torpedorr faktisk mange år senere samplede og fik deres eneste rigtige hit med, »Lommen Fuld Af Guld«. Det er det første nummer, jeg lærte udenad og kunne synge med på. Og der var ikke andre, der kendte den her åndssvage lille sang. Den havde jeg bare for mig selv. På den måde foregriber det min senere forelskelse i hiphop. Det var også noget, jeg havde helt for mig selv.«

Lyt med her:

»Star Wars«-kassettebånd

»Min fantasi blev en parallel dimension, som jeg kunne flygte ind i. Mit hjem var ligesom knækket midt over. Min mor var død, og min far kunne overhovedet ikke finde ud af snakke om det. Min fantasi blev en form for portal til en anden verden. Alle børn har den evne, men jeg vil alligevel påstå, at jeg tog den et skridt videre.

Da jeg var omkring 10, hoppede jeg på »Star Wars«-bølgen med hele mit motherfucking væsen. Når jeg ikke lige så filmene på VHS-bånd, så lyttede jeg til det her kassettebånd, hvor danske skuespillere fortæller handlingen fra den oprindelige »Star Wars«-trilogi. Poul Glargaard spillede både Darth Vader med effekt på stemmen og Luke Skywalker.

Det var ret discountagtigt. Men jeg elskede alt, hvad der havde med universet at gøre. Også musikken. Jeg kan huske at stå foran min far og fortælle ham, »prøv lige at høre titelmelodien, far – jeg kommer aldrig til at høre andet musik!« Det var hele min verden. Det sjove er jo, at jeg sagde præcis det samme til ham tre år senere, da jeg som præpubertær teenager havde fundet de vise hiphop-sten.«

Lyt med her:

A Tribe Called Quest: »People’s Instinctive Travels and the Paths of Rhythm« (1990)

»Da jeg var 13, kom det store skift. I efteråret 1989 begyndte jeg at høre »Mandagshiphop« på P3 med den legendariske DJ Soulshock. Det var det første danske radioprogram dedikeret kun til hiphop. Det var der, det åbnede op for mig. Derefter brugte jeg al min tid og alle mine penge på rapmusik. Hver måned købte jeg musikbladet Mix kun for at slå op på Jeppe Bisgaards (legendarisk dansk dj, musikproducer og musikjournalist, red.) side og se, hvad han havde haft med hjem fra sine rejser til New York og Los Angeles. Hiphoppen eksploderede fuldstændig i de år, og det var en fucking fed tid.

Jeg kunne nævne så mange forskellige plader, men hvis jeg skal pege på en enkelt, må det være debutalbummet fra A Tribe Called Quest.

Jeg så sol, måne og stjerner, da jeg satte nålen i rillen første gang. De var en rapgruppe fra New York, som var en del af det større musikerkollektiv Native Tongues. På mange måder var de med til at redefinere hiphoppen. De twistede alle de fasttømrede normer og machoattituder. Det handlede bare om at være ærlig. Lige præcis det gjorde det nemmere at forestille sig selv at gribe mikrofonen og have nogle historier at fortælle som Per fra Gram. Selvom man ikke var fra Brooklyn, og ens forældre ikke var borgerrettighedsaktivister, så kunne man være med, hvis bare man var sig selv.

Pludselig kunne jeg også se mig selv som rapper.«

Lyt med her:

Kool & The Gang: »Live At The Sex Machine« (1971)

»I 1993 blev jeg danmarksmester i rap. Jeg var 17-år, og året efter udgav jeg mit første nummer med rapgruppen Sund Fornuft. Hiphop fyldte alt på det tidspunkt. Vi farede rundt og spillede til hiphop-jams flere gange om måneden over hele landet. Omkring 20-års-alderen begynder min musikalske horisont så for alvor at udvide sig. Min oprindelige hiphop-kerne udviklede sig til decideret pladesamleri og sample-jagt. Jeg havde fattet, hvordan sampling virkede, og hvilke tråde det var, de trak på. Hele det her verdenshav af jazz, soul og funk gik direkte i min krop, og jeg blev totalt forelsket i al sort musik.

En af de plader, jeg gravede frem i den periode, var Kool & The Gang med »Live At The Sex Machine«. Der er fake publikum på, det er det samme loop på 3-4 sekunder, der kører gennem hele pladen. Men det er bare en del af charmen. Kool & The Gang var et skræmmende fedt, sammenspillet liveband. Ligesom Earth Wind & Fire i øvrigt, men de var mega berømte, så ligeså stille fandt jeg frem til de her lidt mindre bands, som bare var garanter for fede grooves fra start til slut. The Meters, Cymande, Mandrill … selvom musikken måske var fra 1969, så var det jo hiphop. Det krævede bare, at nogen rappede over det.«

Lyt med her:

Atmosphere-koncert til Aarhus Took It (2001)

»Omkring årtusindeskiftet var hiphop ikke længere én ting. Der var et kæmpe skel mellem kommerciel og undergrundshiphop. Jeg hadede ikke major label-hiphop, men jeg elskede independent-hiphop. Det var der, min kærlighed lå. Der var især et label, som jeg fulgte, Rawkus – de var street smart, de var hardcore, de var ikke bange for at larme og lave nogle tekster med tusind sætninger i sekundet og helt vildt høje lixtal. Ud af hele den scene kom så Atmosphere, en rapgruppe fra ingenmandslandet Minneapolis.

De blev booket til den første Aarhus Took It, en årlig hiphop-festival, der kørte hele vejen op gennem 00erne. De ankom til Aarhus to ranglede, bumsede hvide dudes og brændte bare huset ned. Ingen af os kunne rappe med på noget som helst. De tryllebandt os udelukkende med microphone skills, humor, den måde de talte til os og hinanden, den måde de freestylede og battlede og tog requests fra publikum. Det var totalt skelsættende for mig. Den aften så jeg, at selvom ingen ved, hvem du er, og ingen kan synge med på dit repertoire, så kan du alligevel give alle folk en fucking fest og en fucking fed oplevelse, de aldrig glemmer.«

Lyt med her:

Tyler, The Creator: »Goblin« (2011)

»Tyler, The Creator er jo en del af kollektivet Odd Future, og jeg vil egentlig gerne fokusere på hele slænget, fordi de var så stærk en pakke. Odd Future var det første internetfænomen. De var dem, alle blogs skrev om, og de havde også deres egen skøre blog, som ikke rigtig handlede om noget. Men den var fantastisk. Grafikken og hele det visuelle univers. De var punker-skater-kids, der i stedet for at lave punk lavede tosset hiphop. Det ramte mig bare hårdt. De var grineren, fede, sjove. De kom bare på sidelinjen og racede forbi hele musikindustrien.

Før i tiden kælede man for hver eneste frekvens i mixet, og så kom den her nye generation, der godt vidste, at musikken alligevel bare blev spillet på telefoner og dårlige laptop-højttalere, og så smadrede de det bare. Når man hører det, kan man ikke lade være med at lave det der fjæs, som om man er ude og skide.

Vi så jo en lignende bølge herhjemme med Kidd og resten af Cheff Records-slænget. Fra et forretningsmæssigt synspunkt var det jo nederen at blive overhalet. Jeg var pludselig blevet 35. Men ikke fra et musikalsk. Selvfølgelig måtte det ske, at der en dag kom en masse teenagere, tog bolden og gjorde tingene på deres egen måde. Det var lige præcis det, der var brug for.«

Lyt med her: