Birthe Kjær
Optræder på Rådhuspladsen tirsdag aften.
Hvad betyder det at spille til CPH Pride?
»Jeg synes, det er helt oplagt at spille til Priden. Det virker meget gammeldags, at det overhovedet skal være et tema, hvem folk forelsker sig i. Jeg har et stort publikum i LGBT-publikummet, så jeg glæder mig meget til at levere en kæmpe fest. Jeg ved fra venner, at der ikke går en aften på Centralhjørnet (populær bøssebar, red.), hvor jeg ikke bliver spillet.«
Hvad kommer I til at optræde med?
»Vi spiller vores festivalsæt, så det bliver alle de numre, folk kan synge med på. Det bliver et brag af en fest - vi kommer både til at spille mine numre og grand prix-hits.«
Tina Dickow
Optræder på Rådhuspladsen tordag aften.
Hvad betyder det at spille til CPH Pride?
»Jeg er stolt over, at arrangørerne har spurgt mig, om jeg vil spille, fordi det må betyde, at de mener, jeg er én, der kan samle folk, og at de tror på, jeg kan levere en fest, der passer til Pridens budskaber. Det er jo en KÆMPE kærlighedsfest, men på en bund af alvor, personlige overvindelser og vigtige temaer, og jeg tror, det bliver en stor oplevelse for mig at få lov at spille mine sange direkte ind under Pridens faner.«

Hvad kommer du til at optræde med?
»Jeg kommer til at spille op til fest på den hjertevarme måde, og så tager jeg en gæst med, der nok skal få taget til at løfte sig endnu højere over Rådhuspladsen.«
Infernal
Optræder på Rådhuspladsen lørdag aften.

Hvad betyder det at spille til CPH Pride?
»For os er CPH Pride hjemmebane. Vi kan takke en stor del af homomiljøet for vores internationale gennembrud, og nu er Priden blevet en fest for alle, der støtter friheden til at være den, man er – og den, man ønsker at blive. Og det er en kerneværdi i Infernal: Vær den, du inderst inde drømmer om. Også selv om nogle kunne finde det »for meget« eller »for underligt«.«
Hvorfor er det vigtigt for jer at støtte op om LGBT+-sagen?
»Ingen bliver lykkelige, hvis de lever i skam, ensomhed eller fornægtelse og ulykkelige mennesker magter ikke at bidrage til verden omkring dem. Både Paw og jeg har kendt følelsen af at være udenfor og ikke accepteret. Måske derfor ønsker vi at støtte op om dem, der desperat har brug for at den brede befolkning forstår, accepterer og giver plads.«
Hvad kommer I til at optræde med?
»Vi har valgt at spille det, vi fornemmer var stort i homomiljøet i 00erne og så de numre, som starter den største fest. Vi lover kostumer og en visuel oplevelse, som vi har lagt RIGTIG mange kræfter i.«