Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Udredningen af nazisternes monstrøse plyndringer af jødiske borgeres ejendom under Anden Verdenskrig er tilsyneladende uden ende.
Selv nu – trekvart århundrede efter krigens afslutning – dukker der stadig nye sager om tilbagelevering og erstatning op.
I Tjekkiet tilbageleverer Moravian-museet i byen Brno, der er Tjekkiets andetstørste kulturhistoriske museum, det originale, håndskrevne partitur til fjerde sats af en af Ludwig van Beethovens legendariske sene strygekvartetter, kvartetten i b-dur opus 130, til efterkommere af den jødiske familie Petschek, skriver nyhedsbureauet AP.
Partituret er et af museet højest værdsatte udstillingsgenstande.
»Vi er kede af at miste det, men det tilhører retmæssigt Petschekfamilien,« siger Simona Sindelarova, der kurator på Moravian-museet, til nyhedsbureauet.
Petschek-familien var en af de rigeste familier i Tjekkoslovakiet i mellemkrigskrigstiden. Da Tyskland besatte landet, flygtede familien, der havde tjent sin formue på bank- og minevirksomhed, til USA, og besætterne konfiskerede familiens ejendom.
Da nazisterne under krigen bad eksperter fra Moravian-museet om at vurdere, om manuskriptet var originalt, genkendte museets ekspert Beethovens håndskrift, men for at redde manuskriptet svarede vedkommende modigt og snarrådigt, at det ikke var originalt, og derfor fik museet lov til at beholde det.
Manuskriptet har i 80 år været en af museets største attraktioner, men nu er det altså slut.
Først nazister, så kommunister
Et af familieoverhovederne, Franz Petschek, forsøgte efter krigen fra sit nye hjem i USA at få tilbageleveret sin ejendom, herunder Beethovens manuskript, men efter at nazisterne havde forladt landet, havde kommunisterne taget over, og myndighederne ville ikke efterkomme hans krav.
Først i august 2022 traf Moravian-museet på baggrund af ny international lovgivning om tilbagelevering af kunst stjålet fra jødiske familier under Anden Verdenskrig beslutning om at tilbagelevere manuskriptet til ejerne, skriver det amerikanske Smithsonian Magazine.
Beethovens strygekvartet i b-dur var én ud af tre strygekvartetter, som den russiske prins Nicholas Galitzin bestilte hos den på det tidspunkt døve mester. Strygekvartetten havde premiere i 1826 i Musikverein i Wien.
Ifølge AP var partituret, som nu vender tilbage til sin ejer, i sin tid ejet af Beethovens sekretær Karl Holz. Senere har det haft mindst to private ejere i Wien, inden det blev overtaget af familien Petschek.