Musikredaktøren gør status: »Det er vist aldrig sket før i festivalen 50-årige historie«

Roskilde er under forvandling. Aldrig har så mange kvinder stået på scenerne. Og aldrig har der været så meget rendyrket pop på Orange. Berlingskes musikredaktør gør status efter fire dage på Roskilde Festival.

Publikum til Rae Sremmurd på Arena Scenen under Roskilde Festival lørdag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hovedet er tungt, og benene værker. Efter fire tætpakkede dage på Roskilde Festival er jeg mæt af indtryk, mennesker og musik.

Men selvom kroppen føles, som om den har været gennem en affaldskværn, er det okay. For jeg kommer også hjem fra Roskilde Festival med noget andet. Følelsen af at vi nu endelig er vendt tilbage til det liv, vi kendte før corona. Et liv hvor 130.000 mennesker kan mødes på en græsmark syd for en mellemstor dansk provinsby og skabe stor fælles magi.

Hvad kendetegnede så Roskilde Festival nummer 50?

Tydelige tendenser

Kigger vi på musikken, tegner der sig et par meget tydelige tendenser. Først og fremmest var det et år, hvor den rendyrkede popmusik for alvor tog teten på festivalens største scene.

Fra Dua Lipa og Thomas Helmig til Drew Sycamore og Jada. Skarpt forfulgt af en stribe hiphopnavne som Post Malone, Megan Thee Stallion og Tyler, The Creator. Rockmusikken var nærmest ikkeeksisterende, og det virkede aparte, da jeg på festivalens sidste dag hørte St. Vincents elektriske guitar skære igennem luften på Orange. Nå ja! Det er sådan de der seksstrengede lyder!

Koncert med Thomas Helmig på Orange Scene på Roskilde Festival 2022. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis.

Selvom der isoleret set var mange rigtig fine og festlige fælles stunder under de mange popkoncerter, så blev summen af alle disse oplevelser også en lidt letbenet Orange-følelse i år. Vi stod jo for pokker og skrålede med på »Stupid Man« med Thomas Helmig. Det kan næsten ikke blive mere Grøn Koncert.

Mere tyngde i toppen

Helt overordnet savnede jeg et par navne med mere tyngde i toppen af programmet. Især det mere rockede program lørdag med St. Vincent, Haim og The Strokes savnede noget aktualitet og schwung.

I forhold til den aflyste 2020-festival må man igen ærgre sig gul og blå over, at det ikke lykkedes at fastholde bookingerne af Taylor Swift og Kendrick Lamar.

Hvem havde ellers pyntet? Hvad med en Billie Eilish? En Elton John? Harry Styles? Olivia Rodrigo? Tame Impala. Charli XCX. Rage Against The Machine! Alle navne, der spiller i Europa henover sommeren.

Overbliksbillede af Roskilde Festival 2022. Fold sammen
Læs mere
Foto: lars laursen.

Det er nemt at sidde her på bagkant og brokke sig over alt det, der ikke var på festivalen. Man skal dog huske på, at der stadig har været et vist coronaefterslæb at forholde sig til for Roskildes bookere. Til sammenligning kunne de internationale navne på NorthSide Festival i Aarhus nærmest tælles på én hånd. På den måde har Roskilde alligevel leveret et virkelig flot program.

Kønsaktivistisk booking

En anden åbenlys tendens på årets festival var det historisk høje antal kvindelige musikere på scenerne. Nu har jeg ikke talt efter, men jeg tror, at vi nærmer os en 50/50-fordeling mellem mænd og kvinder på årets festival. På Orange Scene havde otte ud af de samlede 13 koncerter en eller flere kvinder i front – altså cirka 60/40 i kvindernes favør. Det er vist aldrig sket før i festivalen 50-årige historie.

Kvindelige musikere har historisk været underrepræsenteret i alle grene af musikbranchen, og det er efterhånden veldokumenteret, at det i høj grad skyldes størrelser som forskelsbehandling, kønnede kvalitetskriterier og mangel på kvindelige rollemodeller. Hvis den udvikling skal vendes, er der nogen, der er nødt til at gå forrest, og her må man sige, at Roskilde Festival har taget ansvaret på sig i år. Jeg vil næsten gå så langt som til at kalde festivalens bookingpolitik for kønsaktivistisk.

Koncert med Tobias Rahim på Arena-scenen på Roskilde Festival 2022. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis.

Intentionen om flere kvinder i musik fejler ikke noget, og Roskilde skal vedblive at være det progressive festivalflagskib herhjemme. Under festivalen tyder det indimellem også på, at enkelte kvindelige musikere har fået scener og placeringer i programmet, som deres popularitet ikke helt har kunnet retfærdiggøre.

Her tænker jeg blandt andet på de kvindelige rappere Amina, Sosa og FVNs, der fik chancen i det gigantiske Arena-telt med plads til 18.000. Samme sted optrådte også den amerikanske hyperpop-artist Ashnikko og r&b-auteuren H.E.R. ligesom countrypop-sangeren Kacey Musgraves fik chancen på Orange Scene. Alle artister, der normalt skulle være glade, hvis de kunne fylde Store Vega.

Koncert med Post Malone på Orange på Roskilde Festival 2022. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis.

Jeg forstår hensigten, men synes også, at festivalen lider lidt under det. Det tyder på, at man fra Roskildes side har været så forhippet på at booke kvinder, at man har spændt buen for hårdt i forhold til den forhåndenværende talentmasse. Med det resultat, at man har sat kvindelige kunstnere op på nogle scener, som hverken de eller publikum har været helt klar til. Ashnikko fik vitterlig et angstanfald under sin Arena-koncert lørdag aften, og det var mega synd for den gode Kacey Musgraves, at hun skulle stå der og blomstre foran en helt tom Dyrskueplads.

Selvom det ser godt ud i statistikkerne, kan det jo være lige meget, hvis ikke det fungerer ude på scenerne. Så gør man bare kunstnerne og publikum en bjørnetjeneste. Jeg håber, at de finder en bedre balance næste år.

Hvad det så end betyder.