Magtens Korridorer sprudler på veloplagt kur mod coronablues og værtshusabstinenser

Johan Olsen & Co. er i overraskende stærk form på deres melodisk træfsikre ottende album »Club Promise«.

»Det, jeg prøver at forklare, er, at d'herrer stadig spiller rockmusik med stort R i en tid, hvor den slags virker håbløst gammeldags,« skriver Michael Charles Gaunt i denne anmeldelse af Magtens Korridorers ottende album, »Club Promise«. Billedet er fra Skanderborg Festival 2016. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Noget af det, jeg har savnet allermest det seneste år, er at gå på værtshus. Følelsen af at træde ind i lastens tilrøgede hule og for en stund vinke farvel til fornuftens iboende tyranni. At lade sig opløse i nattens højrøstede kakofoni og finde sit zenit i rusens ophøjede nu.

Det er en følelse, der kun er blevet endnu stærkere i selskab med »Club Promise« – det nye album fra Magtens Korridorer. Ikke fordi albummet som sådan handler om at gå på værtshus. Fornemmelsen ligger der bare latent, når jeg lytter til forsanger Johan Olsen. I hans rå og ru stemme og Kim Larsen-diktion, i teksterne, der finder sin nerve og poesi i Natten, Byen og Rusens hellige treenighed.

Måske handler følelsen også om, at alting er lidt, som det plejer hos Magtens Korridorer. Tiden står stille, selvom verden brøler forbi udenfor. Skriver vi 2021? 2015? 2011 eller 2007? Ingen ved det. Møblerne står, hvor de plejer, bartenderen halter stadig på det ene ben, og ingen gider rigtig reparere revnen i fajancen ude på det gamle pissoir. Og det gør ikke noget. Det er en del af oplevelsen.

Det, jeg prøver at forklare, er, at d'herrer stadig spiller rockmusik med stort R i en tid, hvor den slags virker håbløst gammeldags. »Club Promise« er altså noget så sjældent som ottende album fra et band, der har eksisteret i et kvart århundrede, så hvorfor pokker skulle de også prøve at lyde som andet end det, de er?

Michael Charles Gaunt

»Så ja, sving endelig forbi »Club Promise.« Der er længe åbent, ingen restriktioner og voldsomt intens stemning.«


Især når det fungerer overraskende godt for dem på »Club Promise«, hvor en for Magtens Korridorer sjældent koncis og melodisk træfsikker sangskrivning forløses i en fornemt afstemt produktion. På én gang luftig, stemningsfuld, tung og muskuløs.

Gåsehud galore

Og ret skal være ret: Der bliver prøvet nye tricks af i produktionerne. På sange som »Gennem tågen«, »Ensom stjerne« og »Det gyldne snit« bløder bandet sit klassiske rock-drive op med blåtonede elektroniske teksturer, der giver en snert af Depeche Mode og Kent i ascendanten. Ikke voldsomt nyskabende i sig selv, men gør det så afgjort til en mere varieret og interessant lytteoplevelse.

Andre steder gribes tilbage til en mere 70er-klingende sangskrivning og lyd. »Månelys i rav« lyder med sit smukke klaver- og strygerarrangement som en klassisk ballade i The Beatles/Gasolin’-skolen – et klart højdepunkt – mens den mellotronvuggende »Byens lys« imponerer med sin melodiske pondus og vekselvirkning mellem håbefulde vers og et trykspark af et synkende omkvæd.

Allerbedst er dog nok den flot udfoldede »Helten ud i lyset«, der løfter sig i et majestætisk knejsende højdedrag fuld af desperation, forløsning og triumf. Gåsehud galore á la The National i deres velmagtsdage. Den havde jeg ikke lige set komme.

Så ja, sving endelig forbi »Club Promise.« Der er længe åbent, ingen restriktioner og voldsomt intens stemning. Og hils endelig på rockbandet ovre i hjørnet. Det er sgu rimelig godt selskab i aften – faktisk det bedste, jeg kan mindes i årevis.