Lyden af de kulørte 80ere er (igen) tilbage på hitlisterne. Og særligt vi danskere kan slet ikke få nok

Fra The Weeknd over Gulddreng til Fyr Og Flamme. 1980erne er i den grad tilbage i tidens musik. Er det ren retro? Nostalgi? Eller bare lyden af lige nu?

International superstjerner som The Weeknd og Dua Lipa har begge haft snablen dybt nede i 80er-honningkrukken på deres seneste udgivelser. På billedet er The Weeknd, som har haft kæmpestor succes med det 80er-inspirerede hit »Blinding Lights«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mark J. Rebilas
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En energisk trommemaskine, blip-blop-synthesizere og et refræn, der lyder som noget, Tommy Seebach kunne have skrevet. Gulddreng trykkede på alle de rigtige nostalgi-knapper, da han for et par måneder siden udgav EM-slagsangen »Helt sikker«. Fodboldfeberen rasede, og med Gulddreng-nummeret som soundtrack blev nationen sendt direkte tilbage til dynamitdrengenes storhedstid i 1980erne.

»Helt sikker« var både godt set og timet af flere grunde. For det er ikke kun fodboldlandsholdets præstationer på banen, der minder om dengang i 80erne. Det gør rigtig mange af tidens største pophits også. Selvom vores kollektive besættelse af 80erne langt fra er en ny ting, så er det alligevel bemærkelsesværdigt, hvor mange musikere der igen-igen dyrker lyden og looket lige nu.

International superstjerner som The Weeknd og Dua Lipa har begge haft snablen dybt nede i 80’er-honningkrukken på deres seneste udgivelser. Og har haft kæmpe succes med det.

»Blinding Lights« med The Weeknd var sidste års ubetinget største globale hit og lyder med sit opskruede tempo og markante synth-tema som en dyster tvilling til A-ha-klassikeren »Take On Me«.

På Dua Lipas hitalbum »Future Nostalgia« støder neonfarvet dancepop sammen med retro-klingende synthbas og funky Nile Rodgers-guitarer. Singlen »Physical« fik sin helt egen aerobic workout-video, så ingen længere kunne være i tvivl om referencen til Olivia Newton-Johns sang og musikvideo med samme titel fra 1981.

Hvad er det ved 80erne, der gør, at vi bliver ved med at vende tilbage til dem? Er det ren retro-nostalgi, eller peger det også fremad?

Lyden af fremtiden

Rent musikhistorisk var 1980erne på mange måder årtiet, hvor den moderne popæra begyndte. Den teknologiske udvikling ændrede lyden af musik for altid. Med synthesizere, trommemaskiner, samplere og digitale rumklange rykkede poppen over i maskinernes verden. Musikken fik et helt nyt vokabularium. Pludselig kunne tid og rum kollapses og forskydes på helt nye og uvirkelige måder. Farvel til den naturalistiske gengivelse af analoge instrumenter, goddag til den digitale fremtid.

Det var her, hiphoppen opstod. Synthpoppen. House- og techno. Og med introduktionen af musikvideoer på MTV blev det samtidig årtiet, der skabte den moderne imagebevidste popstjerne, som vi kender i dag. Selvom teknologien er blevet langt mere raffineret siden, så lever vi på mange måder stadig i det musikalske paradigme, der blev introduceret i 80erne.

Og på sin vis har 80erne aldrig rigtig har været væk. Allerede i 00erne havde indie-scenen godt gang i 80er-festen. Siden fulgte popverdenen også trop, og op gennem 2010erne svingede nostalgi-pendulet gentagne gange mod den kulørte del af 80erne. Både Taylor Swift og Bruno Mars genbesøgte æraen med stor succes, mens Hollywood satsede stort på remakes af 80er-blockbusters som »Robocop«, »Ghostbusters«, »Mad Max og »Blade Runner«. Og på Netflix så hele verden med på tv-serien »Stranger Things«, der dryppede af overnaturlig 80er-nostalgi.

Vi elsker 80erne

Herhjemme har dansk popmusik også en solid 80er-fetish kørende for tiden.

Før Gulddreng havde Lord Siva et af det seneste års mest usandsynlige hits med »Solhverv«. En sang baseret på dansktoporkesteret Ekspressens (tidligere Humørekspressen, red.) sang af samme navn, der i Lord Sivas version fik skruet op for tempoet og udvidet det kække keyboardmotiv og vocoder-omkvæd med hans egen dybfølte helium-r&b-vokal. Musikvideoen lignede passende nok et mashup mellem titelsekvensen til tv-programmet »Eldorado« og arcade-spilklassikeren »OutRun«.

Helt så åbenlyse er referencerne ikke hos danske Drew Sycamore. Og så alligevel. For lytter man til hendes store hit, »I Wanna Be Dancing«, er det svært ikke at sende en kærlig tanke til Whitney Houston-klassikeren »I Wanna Dance With Somebody«.

For Drew Sycamore er 80er-inspirationen på hendes seneste album et resultat af et ønske om at slippe tøjlerne og omfavne nogle af de ting, som hun tidligere aldrig ville have rørt ved.

»Det, der har været allermest forbudt at gøre, har været ting, der i mange år har været lame og 80er-agtige. Det er jo meget skamløst. More is more. Der er ikke nogen, der skal stoppe os, vi går hele vejen-agtigt. Jeg har brugt mange år på at søge væk fra alt det der. Men hvorfor egentlig? Det fungerer jo vildt godt,« siger hun.

Hun mener dog, at tidens 80er-revival langt fra handler om at genoplive fortiden 1:1. Det handler mere om at lave noget nyt ud af fortidens guld. Målet er ikke at lave 80er-musik for 80er-musikkens skyld. Målet er at lave 2021-musik.

»Der er helt klart nogle paralleller, men jeg synes jo samtidig, at både »I Wanna Be Dancing« og »Solhverv« lyder ekstremt moderne målt op imod 80er-musikken. Måske er det bare lyden lige nu, der har den her opturs-larger-than-life-følelse. Fordi det er det, vi har brug for,« siger hun.

Dodo and the Dodos på Scenen under Bork Havn Musikfestival lørdag aften 6 august 2011. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jørn Deleuran.

De gamle hits lever videre

Sandt er det, at 80’er-æstetikken har meldt sin genkomst på hitlisterne i en tid, hvor der ikke har været meget at grine af. Coronapandemien lukkede for både fest og samvær, og pludselig sad vi alle sammen mutters alene hjemme i vores stuer. Og drømte længselsfuldt om fyldte dansegulve, kindkys, sjov og ballade. På den måde har den nostalgiske lyd af 80erne måske været en kærkommen flugt fra lockdown-tilværelsens kedsommelige monotoni.

Men nu er festen endelig begyndt at vende tilbage. Og på dansegulvet er det langtfra kun de nye hits, der samler folk. De gamle hits fra 80erne lever i den grad stadig videre. En sang som »All My Love« med Rocazino er i skrivende stund blevet streamet over 18 millioner gange på Spotify og kan dermed måle sig med tidens allerstørste danske hits.

Lige efter følger sange som Ray Dee Ohh med »Jeg vil la’ lyset brænde« (15 millioner streams), Dodo & The Dodo med »Vågner i natten« (11,7 millioner streams) og Thomas Helmig med »Det er mig der står herude og banker på« (10,8 millioner). Og sådan fortsætter listen ellers med danske 80er-hits med streaming-tal i millionklassen. De store 90er-hits kan slet ikke følge med.

»Vi danskere har en meget stærk forankring i 80erne. Det er næsten lige meget, hvilken fest du er til. Når klokken rammer 01, så er det de klassiske 80er-hits, der bliver smækket på, og som folk bliver ved med at danse til og synge med på,« siger Laurits Emanuel fra duoen Fyr Og Flamme.

Bandet Fyr & Flamme var vinderne ved dansk Melodi Grand Prix 2021 med hittet »Øve os på hinanden«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest.

Kan man tage kitsch seriøst?

Tidligere på året vandt gruppen det danske Melodi Grand Prix med sangen »Øve os på hinanden«. Men allerede før den optræden havde duoen – der udover Emanuel tæller forsanger Jesper Groth – et par gedigne hits i form af »Menneskeforbruger« og »Kamæleon«. Det netop udsendte debutalbum både ligner og lyder som én stor kærlighedserklæring til nogle af 80ernes mest kitschede tendenser.

»Da vi først fandt sammen, tænkte vi, at det kunne være sjovt at gå den lidt kitschede vej. Vi var trætte af, at dansktop var blevet kedeligt og havde et dårligt omdømme. Det kunne vi godt tænke os at lægge arm med, og så tænkte vi, hvad nu hvis vi prøver at lave noget 80er-dansktop? Og så gik det derefter op for os, at 80erne faktisk rummede alt det, vi godt kunne tænke os at sige.«

Og man skal bestemt ikke tage fejl af det kulørte tøj og skulderpuderne. Fyr Og Flamme er ikke nogen gimmick, understreger han.

»Selvom vi står på skuldrene af fortiden, så føler vi faktisk, at det er meget uberørt land. Vi føler virkelig, at det var noget, der manglede. I mange år har 80erne været et eller andet sjovt, folk har holdt ud i strakt arm med en vis distance og et glimt i øjet. Men vi mener det sgu. Med rank ryg. Og jeg tror, at det er det, folk har forelsket sig i.«

For Laurits Emanuel er det ikke kun lydene og looket, der lokker. Det er i høj grad også sangskrivningen.

»Jeg synes jo på mange måder, at det var i 80erne, at musikken peakede. Her skrev man stadig fuldbyrdede store sange som i 70erne, men samtidig skete der en masse nye ting med teknologien, der gav musikken et helt nyt sæt farver og maling. I dag er det kun malingen, der hænger ved. Derfor synes jeg heller ikke helt, man kan sige, at 80erne er tilbage. Så er det i hvert fald i en meget mild udgave,« siger han.

»Men jeg kan da godt høre, at der er nogen, der har fået sat nye batterier i deres gamle keyboards.«