Bedst som man troede, at Kanye West endegyldigt havde tabt sutten, gjorde han det igen. Hans tiende album »Donda« er på alle måder monumentalt både i højde og drøjde. Et sorgværk om hans afdøde mor, skilsmissen fra Kim Kardashian og bekendelsen til den Gud, der i krisetider synes at være det eneste, der kan redde ham fra hans store ego.
Det er ikke gospelmusikkens ekstatiske påkaldelse af Gud og livets mirakel, vi er ude i her. Vi snakker ildevarslende digitalt manipulerede kirkeorgler og gotisk munkekor, der får det til at lyde mere som en dødsmesse. Men der er heldigvis også striber af lys, skønhed og håb undervejs på et album, der kulminerer i et ophøjet spirituelt rum midt mellem skærsild og himmerige.
Det er ikke alt, der er perfekt. Men når Kanye er bedst, er der ingen andre, der orkestrerer sig selv, sin myte og sin musik på samme måde som ham.