»Kald mig bare elitær. Men hvis det er den slags, DR ønsker at samle danskerne om, bliver det altså uden mig«

DR satser på at samle høj og lav om vores fælles sangskat i en ny omgang »Fællessang«. Det er skønt med et skarpt fokus på musikken, men hvorfor skal det hele være så leflende?

De to værter på »Fællessang – hver for sig« Katrine Muff Enevoldsen og Jakob Fauerby. Agnete Schlichkrull

Da DR i foråret 2020 første gang begyndte at sende »Fællessang – hver for sig«, stod vi i begyndelsen af en global epidemi. Danmark var ligesom resten af verden lukket ned, og pludselig sad vi alle sammen derhjemme og savnede alt det, vi før tog for givet. Venner, familie og kolleger. Nærvær og fællesskab.

Her blev fællessangen en slags livline i en krisetid. På villaveje og altaner mødtes vi med naboerne og sang. Som en slags symbolsk modstandskamp mod en ydre fjende, der prøvede at splitte os ad. Selvom det ikke altid lød supergodt, var det alligevel noget ret særligt. Frem voksede en anden form for samvær og øget bevidsthed om vores fælles musikalske arv.