I mere end 50 år troede man, hans kultalbum var gået til i en brand - nu kan du høre musikken på ny

Efter mere end 50 år har en sikkerhedskopi af et ikonisk jazzalbum rejst sig fra asken af den brand, alle troede, det var gået tabt i.

Jazzpianisten Hasaan Ibn Alis andet album så aldrig dagens lys – før nu. Kim Haugaard/Ritzau Scanpix

I årtier troede man, at det eneste eksemplar af hans plade var gået tabt i en brand. Det er ikke tilfældet ifølge mediet Jazztimes.

Den amerikanske pianist og komponist Hasaan Ibn Ali har i jazzkredse længe haft kultstatus baseret på det ene album, han nåede at udgive på pladeselskabet Atlantic Records.

I 1965 debutterede pianisten med albummet »Max Roach Presents the Legendary Hassan«. Den dengang 33-årige Ali boede hos sine forældre i Philadelphia, hvor han var kendt for at dukke op til jam sessions. Her plejede han at sætte sig ned ved siden af, hvem end der spillede på klaver, og langsomt overtage.

Saxofonlegenden Archie Schepp, som lærte at spille i samme miljø, har senere fortalt, at når Hasaan Ibn Ali begyndte at spille, plejede han og de andre unge musikere at forlade scenen for at lytte til hans intense, søgende musik.

Blandt kollegaer blev han berømt og berygtet for sine hurtige fingre og til tider uforståeligt moderne spillestil. Mindre end et år efter debutten inspillede han opfølgeralbummet »Metaphysics«.

Men den svære toer så aldrig dagens lys. Få uger efter optagelserne blev Hasaan Ibn Ali arresteret for at være i besiddelse af narkotika, hvilket fik pladeselskabet til at kassere projektet. Det blev begyndelsen på en større nedtur. Ali holdt op med at spille i offentligheden, og i 1981 døde han på et plejehjem.

På hans dødstidspunkt var masterbåndet til opfølgeralbummet allerede gået tabt i en brand, hvor indspilninger af blandt andet Aretha Franklin også gik op i røg. Siden har flere jazzhistorikere forsøgt at finde andre optagelser af Ali, men uden held.

Lige indtil i 2017, hvor en sikkerhedskopi, indeholdende det meste af pladens musik, dukkede op. Nu, fire år senere, er pladen endelig blevet udgivet.

Det var albummets producer, Alan Sukoenig, der endelig opstøvede musikken. Oplevelsen af at lytte til musikken så mange år senere beskriver han overfor JazzTimes som »fantastisk«:

»Det var anderledes, end hvad jeg havde forestillet mig. Det fortalte jeg nogen, som spurgte mig »Hvad havde du forestillet dig?« Og det gik op for mig, at det kunne jeg ikke sætte ord på.«

»Musikken er svær og først lidt forbløffende. Den er meget tæt; det er svært at høre lydendes struktur. Men da jeg virkelig begyndte at forstå det, blev den ufattelig – dyb og virtuos og meget intens.«