Hvorfor bliver Mads Langer ved med at hælde for meget fløde i sovsen?

AOK
Musik
Anmeldelse

Selvom der er gode takter undervejs, lider Mads Langers musik stadig under klodsede metaforer og en tendens til overdosering af virkemidlerne.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Han er jo skide dygtig. Det ved vi godt. Mads Langer kan synge. Rent, smidigt, i falset og fuldt register. Og med masser af følelse. Det er den slags, der gør sig godt i »Toppen af poppen«. Fordi det er så overvældende. Og det var da også i lige præcis det tv-program, at Mads Langer fik sit store gennembrud i 2012.

I år er det så Alex Vargas, der med samme vilde ekspressivitet får folk til at tabe kæberne hjemme i stuerne.

Men når man er så dygtig og kan udtrykke så meget med sin stemme, så er der også en risiko for at overdosere. Hælder man for meget fløde i sovsen, kan den godt blive kvalm. Det handler at ramme den rette balance. Ikke for meget, ikke for lidt. Og det er lige netop denne balance, som Mads Langer har kæmpet med at ramme gennem store dele af sin karriere.

Det tilbagevendende problem med Mads Langers musik er, at mængden af patos i hans levering ofte er omvendt proportional med dybden i hans tekster. Der altid er voldsomt velmenende og befolket af enten klodsede eller klichéfyldte metaforer.

»I feel like I am an elephant in a porcelain shop,« som han – med store armbevægelser og uden skyggen af ironi – sang på et af sine gamle hits. Ja, det tør siges!

»Where Oceans Meet« er navnet på Mads Langers nyeste album. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sony Music.

En tiltrængt rusketur

Helt så grelt står det ikke til på hans nye album, Where Oceans Meet« – hans første siden »Reckless Twin« fra 2016. Teksterne er ganske vist stadig fulde af tunge klicheer og slidte metaforer – se blot på sangtitler som »Monster In My Mind«, »Lost Highway«, »Dark Clouds«, »Puppet Show« – men rent musikalsk er Langer til gengæld udmærket kørende.

Både åbningsnummeret »White Noise« og den hektiske »Dark Clouds« giver hans ellers velfriserede radiopop-lyd en tiltrængt rusketur med deres skælvende, skurrende og støjende guitarteksturer og trippende rytmefornemmelse, der begge sender tankerne i retning af noget så troværdigt som Radiohead anno »In Rainbows«.

Men det bliver ved lige ved og næsten. For så kan Mads Langer alligevel ikke dy sig for at synge sig selv helt ud på overdrevets rand på det hårdt rockende c-stykke til »White Noise«. Og lige dér taber han det hele på gulvet.

Mads Langer har været aktuel, siden han debuterede med »Attention Please« i 2006. Sangeren er i dag 37 år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kim Haugaard/Ritzau Scanpix.

Less is more

Så rammer han en bedre balance på et nummer som »21-4« – en atmosfærisk folk-ballade, der med lidt god vilje lyder, som hvis Bon Iver lavede en coverversion af Bruce Springsteens »I’m On Fire«. Bare knap så intenst. Her viser han til gengæld, at less faktisk kan være more. At han ikke behøver de helt store armbevægelser for rent faktisk at efterlade et godt indtryk.

Og det er egentlig det gennemgående indtryk her. Mads Langer er bedst på de numre, hvor han tør hvile i sine melodier og stemninger. Og ikke er så forhippet på at imponere og vise noget kant. »Monsters In My Mind« er endnu et fint eksempel på, hvor lidt han egentlig behøver gøre, når først han rammer en flyvefærdig – og i det her tilfælde nærmest Paul McCartney'sk – melodi.

Der er kort sagt tale om en blandet pose bolsjer fra Mads Langer. Det rå musikalske talent kan ingen tage fra ham, og selvom han flere steder er blevet meget bedre til at dosere sine virkemidler, så rammer han bare for sjældent balancen helt rent.

Mads Langer. »Where Oceans Meet«. Sony Music.