Hvis du tror, jazzen er død, kan du godt tro om igen: En ny generation gør den ung, cool og moderne

Jazzen revitaliseres i disse år. I anledning af Copenhagen Jazz Festival stiller vi skarpt på bølgen og forklarer, hvorfor vi ser denne opblomstring lige nu – både herhjemme og internationalt.

»Jeg ser ikke mig selv som jazzmusiker, og det tror jeg, at der er mange, der ikke gør. Hvad vil det overhovedet sige? Vi spiller musik, og det er det vigtigste,« siger Astrid Engberg (forrest). Her er hun i Pumpehuset sammen med Malika Mahmoud. Fold sammen
Læs mere
Foto: FLEMMING BO JENSEN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Knap 100 år efter, at saxofonisten Valdemar Eiberg dannede det første danske jazzorkester, lever dansk jazz i bedste velgående. En ny generation af talentfulde musikere revitaliserer i disse år genren med stor kreativitet og ungdommelig virkelyst og det i en sådan grad, at man næsten fristes til at kalde det en ny guldalder for dansk jazz.

Men det lyder alligevel en tand for gammeldags. Selvom deres respektive udtryk stritter i alle mulige retninger, er navne som Bremer/McCoy, Athletic Progression, Astrid Engberg og OTOOTO alle på hver sin måde med til at vise nye veje ind og ud af jazzen i disse år. Fælles for dem alle er viljen og evnen til at puste nyt liv i de gamle former ved at bruge jazzen som afsæt frem for som endestation.

»Lige nu går det virkelig godt for dansk jazz. Mange af de her unge navne er med til at redefinere genren i disse år,« siger Jonas Visti, der som DJ og vært på P8 Jazz har fulgt scenen indgående gennem flere år.

Han peger særligt på klaver/bas-duoen Bremer/McCoy som frontløbere i den nye generation. På tværs af fire album er Jonathan Bremers og Morten McCoys meditative nordiske dub-jazz ekkoet langt ud over Danmarks grænser. Deres musik er blevet streamet millioner af gange på Spotify, og i denne weekend spiller de to udsolgte koncerter i DRs Koncertsal som hovednavn på årets Copenhagen Jazz Festival.

»Ikke nok med at de streamer helt vildt godt, kunstnerisk har de også taget arven op fra en klaver/bas-duo som Kenny Drew og Niels Henning Ørsted Pedersen, som jo dyrkede de her gamle folkemelodier og spillede på det nordiske repertoire. Der har Bremer/McCoy fornyet den stolte tradition og redefineret en strømning inden for den nordiske jazz på en meget original måde.

Det er helt vildt genrenedbrydende, men samtidig kender jeg ikke nogen, der ikke synes, at det er helt vildt lækkert at lytte til. Det er det, der er så fantastisk ved jazz i den her boldgade,« forklarer Jonas Visti.

Bremer/McCoy er ikke alene om at dyrke denne eftertænksomme og skønhedssøgende forgrening af den nordiske jazz. Navne som Svaneborg Kardyb, Hvalfugl og Little North er også fulgt efter med hver sit take på en beslægtet lyd, der via blandt andet Spotifys jazzspillelister når ud til lyttere langt fra Danmarks grænser.

»Man har specielt i Asien kunnet se, at dansk jazz i almindelighed har klaret sig godt. Især den her mere lyriske, kølige form for jazz har fået vind i sejlene og er blevet opfattet som eksotisk, fordi musikerne dyrker det nordiske i så høj grad. Især Bremer/McCoy har formået at føre traditionerne videre på en meget original måde,« siger Jonas Visti.

Bandet OTOOTO gør brug af en masse selvironi i deres fortolkning af jazzgenren. Fold sammen
Læs mere
Foto: OTOOTO.

Inspiration fra London

En anden løst defineret forgrening i den unge danske jazz tegnes af navne som Athletic Progression og Yellow Spoon, der dyrker et mere produceret udtryk, inspireret af samplebaseret instrumentalhiphop og elektronisk musik.

Her har de unge musikere så bare vendt bøtten og specialiseret sig i at håndspille den type snublende og synkoperede beats, der oprindeligt blev skabt af af jazzsamplende hiphopproducere.

Som sådan er de en del af en større international bevægelse i jazzen i disse år, hvor unge musikere i byer som Los Angeles og London, der er vokset op med hiphop og elektronisk musik, gentænker hele det rytmiske fundament for genren. I gamle dage dansede man til swing – i dag er det nogle helt andre rytmer, der sætter ungdommen i bevægelse.

»Jazzen fusionerede jo allerede med clubmusikken på den britiske acid jazzscene i 1990erne, og det er lidt nogle af de samme ting, vi ser ske i dag. Nu er det bare genrer som house, dub, afrobeat, techno og særligt i London genrer som grime, jungle og broken beat, som får en revival i jazzen igen.

Det ser vi også nogle dryp af i nogle af de danske bands. Jeg synes faktisk, at Athletic Progression og Yellow Spoon gør det lige så godt som nogle af de bedste i London. Det i sig selv er ret imponerende,« siger Jonas Visti.

På den unge jazzscene i London har navne som Shabaka Hutchings, Kamaal Williams, Yussef Dayes, Nubya Garcia, Moses Boyd og Ezra Collective været med til at give jazzen en renæssance og gjort den hip blandt unge lyttere igen. Musikerne spiller på nogle af landets største festivaler, og på streamingtjenesterne rykker jazzen også blandt de unge. Ifølge The Guardian stod unge under 30 år for 40 procent af al jazzlytningen på Spotify i 2019. Tallet har været stigende over en årrække.

»Londonjazzen har i den grad kronede dage. Mange af de her danske bands og i øvrigt også festival- og koncertarrangører har skævet meget til England og særdeles London de seneste fem-seks år. Det har helt klart smittet af på den måde, mange af de her danske musikere tænker deres karriere og promoverer sig selv,« siger Jonas Visti og uddyber:

»De er gode til at tænke 360 grader om deres virke som musikere og bands. Noget, der egentlig har været forbeholdt populærmusikken i mange år. Når de skal promovere sig selv, bliver der både tænkt udgivelses- og koncertstrategisk.

Man sender singler ud i stedet for en hel plade, så der bliver holdt gang i noget aktualitet. Mange af dem er også gode på sociale medier og laver flotte visuelle værker, der spiller sammen med deres lyd, albums og koncerter.«

På sin vis er det fornyede fokus på præsentation og indpakning en tilbagevenden til glemte dyder. Tænk blot på alle de ikoniske og stilfulde albumcovers, der ledsagede alle de store jazzplader på selskaber som Blue Note, Columbia, Impulse! og CTI Records i storhedstiden i 1950erne, 60erne og 70erne! Den slags var også var med til at give jazzen en aura af stilet coolness.

Saxofonisten Oilly Wallace og guitaristen Johannes Wamberg er ifølge Jonas Visti to eksempler på yngre danske musikere, der har styr på håndværk og traditioner, men samtidig formår at navigere i den nye virkelighed.

»De har nærmest været etablerede jazznavne, siden de var teenagere. Det er helt vildt, så talentfulde de er. De har uden tvivl øvet sig helt vildt meget, men de har samtidig formået at kigge op. Specielt med deres bands OTOOTO og Tabloid viser de, at de også har noget selvironi og ikke er så skide prætentiøse,« siger Jonas Visti.

Det kan godt være, at de går i suits, men det virker også bare som om, at de har det sjovt. Den der uhøjtidelighed er røget lidt ud af det, selvom de også spiller stringent old school jazz.«

Sanger, musiker og producer Astrid Engberg kombinerer forskellige genrer, hvilket gør hende unik som artist. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kia Hartelius.

En følelse af frihed

Sangeren, musikeren og produceren Astrid Engberg er en af dem, der favner det hele. Når hun spiller sangene fra sit seneste album, »Tulpa«, synger hun, mens hun spiller på en sampler, akkompagneret af håndspillede tangenter og horn.

Ved siden af sine egne kompositioner udsætter hun for eksempel jazzstandarden »Lush Life« for et bastungt hiphopbeat. Det er svært at sætte musikken i bås, og det er på sin vis også hele pointen.

»Jeg ser ikke mig selv som jazzmusiker, og det tror jeg, at der er mange, der ikke gør. Hvad vil det overhovedet sige? Vi spiller musik, og det er det vigtigste,« siger Astrid Engberg.

»Mange fra min generation er vokset op med hiphopbeats og elektronisk musik, og der er en kæmpe bevægelse lige nu, hvor man blander tingene. Det har man selvfølgelig også gjort før, men jeg tror bare, at det i dag ligger mere lige for. Det er også det, man ser i London. Folk har et kæmpe behov for at spille ud fra en følelse af frihed og at sprænge nogle rammer.«

Hør også om Copenhagen Jazz Festival i Berlingskes kulturguide Byens Bedste.