I en tid, hvor ungdommen kæmper med presset fra sociale medier, kravet om perfektion og stigende problemer med psykisk mistrivsel, føles Olivia Rodrigo som en tiltrængt musikalsk frelser.
For her er en 20-årig popstjerne, der ikke er interesseret i perfektion, men i stedet smadrer ind på hitlisterne med en forfriskende blanding af dagbogsagtige tekster, langtidsholdbare omkvæd og hårdtslående grunge-energi, man kan skære sig på.
Hvis du ikke ved, hvem Rodrigo er, så spørg din teenagedatter, som helt sikkert har skrålet med på hits som »Driver’s Licence« eller »Good 4 U«.
Rodrigo slog igennem i 2021 med debutalbummet, »Sour«, der er en samling stærkt vanedannende popsange baseret på fræsende guitarer og buldrende trommer med rødderne solidt plantet i 90ernes riot girl-scene og tydelig inspiration fra bands som Bikini Kill og Hole.
Tidligere Disney-stjerne
Olivia Rodrigo blev født i Californien i 2003. Hendes mor er skolelærer, og hendes filippinske far er familieterapeut.
Forældrene spillede en vigtig rolle for Rodrigos musikalske dannelse, og hun voksede op med nogle af 90ernes store rockbands, som Pearl Jam, Green Day og The White Stripes, på stereoanlægget.
Allerede tidligt stod det klart, at Rodrigo havde et særligt talent for musik og teater, og hun lærte som barn at spille klaver og guitar.