Hip newyorker deler funky kram ud på svævende protest-album

Blood Orange viser på sit sensuelle tredje udspil, »Freetown Sound«, at den bløde funk også kan være politisk.

Hynes’ Freetown er en slags smuk og simpel utopi – det er drømmen om det sted, hvor du kan være fri til at være dig selv. Uden at skulle være bange. Uden at din hudfarve, dit køn eller seksualitet begrænser dig, fordi omverdenen ikke kan finde ud af at forholde sig til det. Foto: Bryan Derballa Fold sammen
Læs mere

Man siger ofte, at det personlige er politisk. Og der er noget om snakken, hvis man lytter til »Freetown Sound«, det nye, tredje album fra Blood Orange. Det er ikke kun bagmand Devonté Hynes’ mest personlige plade, det er i høj grad også hans mest politiske. Tingene hænger uadskilleligt sammen.

Og hvordan kan det også andet, når man som han er en New York-bosat britisk mand af afrikansk afstamning, der både personligt og musikalsk lader skellet mellem mand og kvinde være en flydende størrelse?

Her som tidligere under sit Blood Orange-alias fatter Hynes sympati og omsorg for de udstødte, de der ikke passer ind i samfundets kasser og dømmes ude på grund af deres køn, seksualitet og hudfarve. Men han gør det ikke gennem de knyttede nævers poetik. Han gør det ved at skabe et musikalsk rum – en slags sikker zone – der mere end noget andet føles som en kærlig og øm omfavnelse. Eller en skulder at græde ud ved.

Man kan høre det i de ømme vokaler, som ud over Hynes selv leveres af en lang række kvindelige gæstevokalister, heriblandt Nelly Furtado og Debbie Harry.

Og så kan man ikke mindst høre det i den smægtende lydside, der på ret utrolig vis finder en luftig sensualitet mellem 80er-trommemaskiner, funkbas, synthhug, små klassiske klaversignaturer, smooth saxofon-løb, reallyde fra gaderne i Dev Hynes’ New York City og samples af bl.a. en sort kvindes identitetspolitiske hyldest til Missy Elliot.

Diskrete paralleller

Pladen er et rigt patchwork, hvor Hynes væver både personlige detaljer og referencer til konkrete fælleserfarede begivenheder: Freetown er navnet på hovedstaden i Sierra Leone, hvor Dev Hynes’ far stammer fra, og på »Augustine« – en sang drevet frem af trommemaskine og de smukkeste korstemmer – drager Hynes diskrete paralleller mellem sin fars ankomst som ung mand i London og Hynes’ egen ankomst til New York.

Den politidræbte afroamerikanske teenager, Trayvon Martin, nævnes også ved navn i »Augustine«, og på »Hands Up« kan man høre Hynes’ egen lydoptagelse fra en Black Lives Matter-demonstration: »Don’t Shoot! Don’t Shoot!« råber folkemassen med reference til politiets nedskydning af en anden ubevæbnet sort teenager, Michael Brown.

Hynes’ Freetown er en slags smuk og simpel utopi – det er drømmen om det sted, hvor du kan være fri til at være dig selv. Uden at skulle være bange. Uden at din hudfarve, dit køn eller seksualitet begrænser dig, fordi omverdenen ikke kan finde ud af at forholde sig til det.

Og som sådan er det nærliggende at lytte til »Freetown Sound« som en forlængelse af Kendrick Lamars »To Pimp A Butterfly« og Beyoncés »Lemonade«. Begge plader fortalte gennem deres personlige narrativer en større historie om, hvad det vil sige at være sort i nutidens USA. Om frygt, frustration, om systemisk racisme og om at finde en ny form for stolthed. Om at insistere på at finde styrke og stolthed i sort kultur.

Det må man sige, at Dev Hynes gør her. Og heldigvis kan alle lytte med. Uanset hudfarve.

Hvem: Blood Orange
Hvad: »Freetown Sound«, Domino Records