Her er årets fem bedste udenlandske album

AOK
Musik
Guide

Året går på hæld, og det er tid til at gøre status. Hvilke udenlandske album gjorde størst indtryk i 2021? Berlingske peger på de fem bedste.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

5

Olivia Rodrigo: »SOUR«

Den 18-årige tidligere Disney-stjerne Olivia Rodrigo slog med sit debutalbum fast, at det overraskende megahit »Drivers license« ikke var en enlig svale.

Med et teenage-breakup som tematisk omdrejningspunkt skriver og synger hun sig med stor indlevelse gennem både helt intime ballader, storladen power-pop og et par vrængende poppunk-knaldperler, der skurrer på den helt rigtige måde.

Det burde ikke rigtig fungere, men det gør det. Måske fordi teenagelivet netop er spændt ud mellem ekstreme følelsesmæssige yderpoler: vrede, tristesse, frustration, utilstrækkelighed, usikkerhed og fuck dig-attitude.

Herfra er der ingen tvivl: Generation Zs nye store stjerne har meldt sin ankomst.

4

The War On Drugs: »I Don’t Live Here Anymore«

På album nummer fem fra amerikanske The War On Drugs indtager forsanger Adam Granduciels stærke stemme hovedrollen som aldrig før. Som en naturlig kulmination på et årti, hvor bandet gradvist er vokset og vokset i takt med, at både lyden og sangskrivningen er blevet større, skarpere og mere fokuseret.

Flere steder leges der veloplagt med referencer til 80ernes poprock. »I Don’t Wanna Wait« lyder både lidt henad Phil Collins’ »In The Air Tonight« og et glemt radiohit af Bryan Adams anno 1988, mens bandet på »Victim« skifter de endeløse amerikanske highways ud med nattekørsel i et neonoplyst Miami.

Bedst er dog det monumentale titelnummer, der med sit himmelske kor igen beviser, at Adam Granduciel kan lave rockmusik, der får selve livet til at virke større, ja, nærmest bristefærdigt.

​​

3

Billie Eilish: »Happier Than Ever«

Man skal ikke tage fejl af titlen på Billie Eilish’ andet album. Her dykker det 19-årige amerikanske popfænomen frygtløst ned i både berømmelsens bagside og giftige magtrelationer. Hvem styrer hvem? Hvem er ovenpå? Hvem er kuet? Hvem er i kontrol?

Spørgsmålene væver sig på mesterlig vis ind og ud af sangene på et album, der stritter i alle mulige og umulige retninger: Fra old school crooner-pop over svalende bossanova til futuristiske Timbaland-beats, og benknusende rock. De stille sange er dog i overtal og ligner et forsøg på at fjerne hånden bare en anelse fra berømmelsens kogeplade. Eller i hvert fald skrue lidt ned for blusset.

Det kan godt være, at Billie Eilish synger om syge ting. Men at popmusikken stadig kan favne så særlig en stemme og personlighed er alt andet lige et sundhedstegn.

 

2

Adele: »30«

Adele har tidligere joket med, at hun er allerbedst, når hun lider af en knust hjerte. Og der er noget om snakken. Da hun for et par år siden blev skilt og alenemor kastede det hende ud i en kæmpe krise, som hun på fremragende vis synger sig ind og ud af på sit fjerde album »30«.

For en popstjerne af hendes rang er det et overrumplende personligt og sjæleudkrængende take på det klassiske skilsmissealbum. Og musikalsk er det i store træk langt mere interessant og kompromisløst end noget andet, vi har hørt fra hende tidligere. Sangene er stadig super iørefaldende, men de lefler på ingen måde for hverken laveste fællesnævner.

Albummet er udover den faste samarbejdspartner Greg Kurstin blevet til med hjælp fra London-produceren Inflo, der til daglig står bag det gådefulde projekt Sault. Et yderst spændende og overraskende match, der også lyder som om, at det har påvirket Kurstins produktioner på pladen: Under Adeles helt uovertrufne stemme leges der både med psykedelisk soul, filmiske strygere og dyb gospel.

Adele har aldrig lydt bedre. Og det siger ikke så lidt. »30« er et foreløbigt hovedværk i hendes karriere.

1

Kanye West: »Donda«

Bedst som man troede, at Kanye West endegyldigt havde tabt sutten, gjorde han det igen. Hans tiende album »Donda« er på alle måder monumentalt både i højde og drøjde. Et sorgværk om hans afdøde mor, skilsmissen fra Kim Kardashian og bekendelsen til den Gud, der i krisetider synes at være det eneste, der kan redde ham fra hans store ego.

Det er ikke gospelmusikkens ekstatiske påkaldelse af Gud og livets mirakel, vi er ude i her. Vi snakker ildevarslende digitalt manipulerede kirkeorgler og gotisk munkekor, der får det til at lyde mere som en dødsmesse. Men der er heldigvis også striber af lys, skønhed og håb undervejs på et album, der kulminerer i et ophøjet spirituelt rum midt mellem skærsild og himmerige.

Det er ikke alt, der er perfekt. Men når Kanye er bedst, er der ingen andre, der orkestrerer sig selv, sin myte og sin musik på samme måde som ham.