Som rapper skiller Macklemore sig ud på flere parametre.

Han er hvid, opvokset i middelklassen, har irsk/katolske rødder og har lavet hits, der hylder homoægteskaber (»Same Love«), takker sin ekskæreste for den tid, de havde sammen (»These Days«) og to antiracistiske numre med titlen »White Privilege«.

Macklemore er med andre ord en evig dydsmønster-rapper i krydsfeltet mellem hiphop og pop, der bare gerne vil gøre det rigtige, selv om han er formet af en hiphopkultur og har oprør som en del af sit dna.

Måske derfor kommer han ofte til at virke som en dukset skoledreng. Som for eksempel i 2014 da han til de fleste store overraskelse vandt en Grammy for Bedste Rap Album og på sms undskyldte til storfavoritten Kendrick Lamar.

Det kom uden tvivl fra et godt sted, men mine tæer er stadig ikke helt krøllet ud endnu.

Generisk fitnesscenterpop

Det er ti år siden, Macklemore skrev historie, da kæmpehittet »Thrift Shop« med produceren Ryan Lewis gik nummer 1 på Billboards Hot 100-hitliste uden et stort pladeselskab i ryggen – som det første nummer i 24 år.

Hans tredje soloalbum »Ben« (udover de to han udsendte med Ryan Lewis) har fået sin titel efter hans borgerlige navn og er en status over hans karriere. Men det lyder lidt som en ujævn musikalsk midtlivskrise fra en kunstner, der ikke ved, hvilken vej han skal gå.

På første halvdel af albummet forsøger Macklemore sig med tidstypisk firserpop med hurtige trommer og opløftende synthesizere, som både The Weeknd og Ed Sheeran har lavet bedre.

Først på anden halvdel hæver produktionerne sig over generisk fitnesscenterpop, og man kan mærke, der er noget på spil i teksterne.

Som på »Heroes« med hiphoplegenden DJ Premier, der minder om Cypress Hills' tilrøgede lyd, om at vokse op med en kultur, der glorificerer kriminalitet:

See, my heroes died of overdoses, ridin' for the culture/ Mind tied to psychosis, all the lies in show biz/ My heroes shot dope and inhaled blow in their noses/ Got locked up, got out, and did some more shit.

Letkøbte klicheer

Macklemore vil gerne være opbyggelig, men det bliver sjældent til mere end letkøbte klicheer og overfladiske refleksioner, som når han på »I Need« kritiserer materialistisk overforbrug eller på »Lost/ Sun Comes Up« langer ud efter TikTok og sociale medier.

Så er der mere at komme efter på albummets bedste nummer, »Faithfull« med NLE Choppa, hvor han beskriver sin kamp mod sit tidligere misbrug af alkohol og opioider. Han skildrer skarpt misbrugerens skam, skyldfølelse og paranoia over en slæbende spøgelsesagtig produktion.

Som rapper er Macklemore en notorisk oversharer, og jeg ville tilgive ham det hele, hvis hans rim var dybere (»And I can’t heal your trauma/ I even said sorry to your mama«), og hans produktioner ikke for ofte forfaldt til det generisk sentimentale.

Al respekt for at ville være rollemodel fremfor gangster, men det kræver stadig, at man skriver tekster, der hæver sig over banaliteter og udtrådte klicheer. Og det gør Macklemore kun på enkelte numre.

Macklemore: »Ben« (Warner Music)