Grøn Koncert-karavanen ruller igen til sommer – men det bliver ikke helt som det plejer

Flere koncertdage og publikum adskilt i mindre sektioner. Grøn Koncert er klar med plan for afviklingen af sommerens koncerter. »Vi føler, at vi er landet på en model, som er troværdig og kan afvikles,« siger festivalens talsmand.

Grøn Koncert afslører deres model for afholdelse af koncerter i løbet af 2021. Her er det Scarlet Pleasure, derspiller på Grøn på Tiøren i København, torsdag 18. juli 2019. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Høj musik, skummende fadøl og tusindvis af mennesker i euforisk fællessang. Det virker efterhånden som et fjernt minde om en verden, der var engang. Men til sommer bliver det virkelighed igen. I hvert fald hvis det står til folkene bag den traditionsrige omrejsende endags-festival Grøn Koncert.

Som de første blandt årets store musikfestivaler er Grøn Koncert nu klar med en konkret plan for, hvordan man vil afvikle sommerens koncerter på forsvarlig vis og under hensyntagen til de gældende corona-restriktioner.

Først og fremmest udvides turnéen fra otte til 16 dage og afvikles nu over fire uger i stedet for de normale to uger. Samtidig reduceres kapaciteten på de enkelte datoer. Normalt samles op 35.000 mennesker til hvert arrangement, men i år sigtes der efter at få lov til at samle 10.000 mennesker pr. gang.

De 10.000 publikummer får dog ikke mulighed for at bevæge sig frit rundt. Pladsen inddeles i 10 mindre sektioner med egne toiletter, øl- og madboder og plads til 1.000 publikummer i hver. Normalt er der beregnet en halv kvadratmeter pr. gæst til koncerterne, men i år kommer der som udgangspunkt til at være halvanden kvadratmeter pr. gæst.

En troværdig model

Berlingske fangede Theis Petersen, der er indsamlingschef for Muskelsvindfonden og talsmand for Grøn Koncert, inden offentliggørelsen af planen.

Lige nu ved ingen, hvordan genåbningsplanen og sommerens restriktioner kommer til at se ud. Hvordan kan det være, at I melder den her plan ud allerede nu?

»Vi føler, at vi er landet på en model, som er troværdig og kan afvikles. Tiden går stærkt lige nu, og vi kan ikke vente længere på en officiel udmelding fra regeringen i forhold til genåbningsplanen. Så når vi simpelthen ikke i mål. Vi skal i gang med at sælge billetter, vi skal i gang med markedsføring og finde en masse frivillige. Vi er nødt til at komme med den her udmelding for at komme videre med resten af planlægningen.«

Så I ved reelt set ikke, om planen overhovedet kan lade sig gøre til sommer?

»Vi er som altid i god dialog med myndighederne og har præsenteret vores model for blandt andre Kulturministeriet og Dansk Live og har fået en masse relevante input. Men vi har ikke som sådan fået et grønt lys fra myndighederne. Det, vi alle venter på lige nu, er genåbningsplanen og hvilke faser, den vil blive rullet ud i. Vi har en model, som vi mener er troværdig, og som har den faglige indsigt til, at det kan lade sig gøre, når vi kigger på, hvordan udviklingen er lige nu. Men i sidste ende bliver det en myndighedsbeslutning.«

Det er et ret stort setup til betydeligt færre mennesker end normalt. Hvad er jeres smertegrænse i forhold til at få økonomi og logistik til at hænge sammen?

»Man kan sige det sådan, at egentlig er vores minimum 10.000 mennesker pr. dag – altså 1.000 mennesker pr. sektion. Hvis det kun bliver 500 pr. sektion så tror jeg ikke, det kommer til at hænge sammen. Men det er klart, at vi håber, at det til sommer er forsvarligt at samle 1.000 mennesker – og forhåbentlig flere. Men det er et tal, der kan skaléres alt efter myndighedernes anbefalinger.«

Hvad gør I, hvis det ender med et forsamlingsloft på 500 mennesker?

»Så sætter vi os ned med vores bagland og bestyrelse og tager stilling til om det så betyder, at vi ikke kan afholde Grøn Koncert i 2021. Men vores forventning er, at med det arbejde, der er lavet – og med de intentioner, der har lydt fra politisk hold – så har vi en stærk tro på, at vi kan lykkes med den her model.«

I har planer om dobbelt så mange shows, som I plejer. Det stiller højere krav til både de mange frivillige og optrædende. Hvordan har de taget imod planen?

»Hele vejen rundt har vi oplevet en velvillighed i forhold til at lykkes med det her. Jeg tror, at det er et tegn på, at vi som branche blev fuldstændig kørt over sidste år i forhold til ikke kunne lave det, vi går og drømmer om og knokler for hele året. Vi vil bare gerne tilbage og vise, hvor dygtige vi er. Det tror jeg gælder på tværs af alle fag i vores branche.«

Det forventes, at regeringen melder den videre plan for genåbningen ud i midten af næste uge.