Gospelkor og corny metaforer: Kanye West overbeviser ikke som vækkelsesprædikant – men han er stadig en gudsbenådet producer

»Jesus Is King« er ikke det religiøse mesterværk, man kunne håbe på. Dertil er teksterne for famlende, og metaforerne for corny. Men grebet med at bruge gospelkoret som kunstnerisk udtryk giver Kanye Wests produktioner en hel ny dimension.

På »Jesus Is King« er Kanye West blevet kristen. Albummet er indspillet med det gospelkor, som han siden januar har afholdt sine famøse nyreligiøse Sunday Service-ceremonier med. USA TODAY SPORTS

Man kan mene meget om Kanye West. At han er lige så gal, som han til tider er genial. At han lider af galopperende storhedsvanvid. At hans flirt med Donald Trump muligvis er det største selvmål i hans karriere.

Men selv om personen Kanye West ofte kommer til at skygge for kunstneren Kanye West, kommer man ikke uden om, at den 42-årige rapper og producer har været med til at præge lyden af ikke blot hiphoppen, men også popmusikken, de seneste 15 år.