Et af de mest ikoniske pladeomslag fra 90erne er coveret fra Nirvanas »Nevermind«, hvor en nøgen baby tilsyneladende rækker ud efter en pengeseddel på en fiskekrog. I dag synes den nu 30-årige Spencer Elden, der optræder på omslaget, ikke længere, at billedet kan forsvares.
The Sun skriver, at Spencer Elden har sagsøgt Nirvanas overlevende medlemmer og den afdøde forsanger Kurt Cobains bo, fordi Elden ikke mener, at han kunne samtykke til at blive afbilledet på albumcoveret fra 1991.
Det er gossip-siden TMZ, der har fundet frem til retsdokumenterne, hvori Elden påstår, at hverken hans forældre eller han selv gav samtykke til brugen på albumcoveret, og at Dave Grohl, Kurt Cobain og resten af bandet ikke beskyttede ham mod at blive seksuelt udnyttet, samt at det, at han optræder på albumcoveret, har været årsag til livslange lidelser.

Ifølge musikmediet Pitchfork mener Spencer Elden og hans advokater ydermere, at bandet har forbrudt sig mod USAs love om børnepornografi, ligesom Elden mener, at der er tale om seksuel udnyttelse af et barn.
CBS News skriver, at der i søgsmålet står:
»Sagsøgte producerede, var i besiddelse af og gjorde reklame for kommerciel børnepornografi med Spencer Elden.«
200 dollar for at smide sit barn i poolen
Billedet blev ifølge Pitchfork taget af en fotograf ved navn Kirk Weddle, som var venner med Spencer Eldens far, Rick Elden.
Rick Elden fortalte i et radioprogram på NPR i 2008 historien således:
»Weddle ringede og var sådan 'Hey Rick, vil du tjene 200 dollar (cirka 1.200 danske kroner, red.) og kaste dit barn i poolen?'«
Rick Elden indvilgede, idet han ikke kunne se, hvorfor han skulle lade være. Rick Elden vidste dog angiveligt ikke, at billedet skulle blive til albumcoveret.
På godt og ondt har billedet forfulgt Spencer Elden. Han har flere gange genskabt fotoet i forskellige medier, og han har ifølge Pitchfork også albumtitlen »Nevermind« tatoveret på brystet.
Alligevel sagde han allerede i 2016, at han var blevet ked af albumcoveret.
»Det pisser mig af, for at være ærlig,« sagde Spencer Elden til GQ.
Spencer Elden beder om lige under en million kroner fra hver af de 17 sagsøgte, herunder tidligere medlemmer af Nirvana og en række pladeselskabsfolk, skriver CBS News.
Ingen af de omtalte medier har fået en kommentar fra de sagsøgte.
