Folkeklubben vil have lys over land

Den danske trio Folkeklubben puster på album nummer tre liv i nationalfølelsen med ukuelig optimisme, samfundsorienterede tekster og musikalsk mangfoldighed.

»Slå Flint!« afslutter Folkeklubbens albumtrilogi, der handler om relationerne til familie, kærester, venner, lokalsamfundet og Danmark. Fold sammen
Læs mere

Hvad vil det sige at være dansk? Kan man konkretisere danskheden ved hjælp af kanoner og indfødsretsprøver? Eller er den blot et af de forestillede fællesskaber, som historikeren Benedict Anderson skrev om?

Indrømmet, jeg hælder mest til Andersons idé om, at nationalfølelsen er noget, vi forestiller os. Men når jeg lytter til Folkeklubbens nye album, får jeg lyst til at lege med på danskheden. Ofte er popsangene på »Slå Flint!« nemlig så ukueligt opstemte, at jeg bliver smittet af deres solbeskinnede melodier, fløjten og uhøjtidelige, men dybfølte tekster.

»Slå Flint!« afslutter bandets albumtrilogi, der handler om relationerne til familie, kærester, venner, lokalsamfundet og Danmark. Trioen har favnet bredt siden gennembrudshittet, »Fedterøv«, der spiddede både kyniske friværdiryttere og uengagerede venstreorienterede, og det fortsætter de med her.

Forgængerne indeholder hyldester til Dybbøl, Vesterbro og Bagenkop, men på det seneste album optræder der færre stednavne. Måske gør udeladelsen, at man ikke fokuserer på polarisering, på Udkantsdanmark versus storbyerne?

Til gengæld bruger Folkeklubben naturen og utraditionelle kulturpersoner som fællesskabets markører. »Torben Ulrich« åbner med lyden af smældende tennisbolde, hvorefter forsanger Kjartan Arngrim erklærer sit motto: »Jeg går som Torben Ulrich efter det perfekte slag«. Det er ikke tennisspillerens medaljer, der inspirerer fortælleren, men den kulturelle altmuligmands eksperimenterende ånd og mod til at fortsætte. »Og du taber så smukt, sol i dine øjne, sol i dine nederlag«, synger Arngrim.

På den fine, døsige »Poetens Sidste Tog« beskriver Arngrim en seng, der er »redt som en sommereng / På en smuk dag uden dig.« En simpel, men betagende sammenligning. »Poetens Sidste Tog« er blot et af de numre, der drager inspiration fra C.V. Jørgensen og de gyldne, glimtende guitarlinjer på albummet »Tidens Tern«, og ligesom teksterne, der rummer både Olsen-banden, social ulighed og overlæger på speed, indeholder »Slå Flint« en mangfoldighed af musikalske udtryk.

»Fabrikken« skaber kontrast mellem de varme cha-cha-cha-rytmer og teksten om arbejde, merværdi og krævementalitet. På »Væk Mig« afprøver Rasmus Jusjong et dubbet beat og en lilletromme, der slår smut på rumklangens overflade, mens Arngrim synger om hverdagsromantik med en partner, hvis lyst ikke spoleres af avislæsning om »købesex og fattigdom«.

Lidt for lallede og nysselige øjeblikke findes også på »Slå Flint!«, men det overskygger ikke Folkeklubbens evne til oprigtigt at fremelske dét, som C.V. Jørgensen, med en vis sarkasme, kaldte »det danske, lyse sind«.

Hvem: Folkeklubben.
Hvad: »Slå Flint!«, Art People.