»En dag ringer der en gut ved navn Lars Ulrich. De er et band fra San Francisco, der spiller noget rock. Om jeg ville være interesseret i at lave en plade med dem?«

Flemming Rasmussen har gennem fem årtier optaget nogle af dansk musiks største kunstnere i det legendariske Sweet Silence-studie. Store album fra navne som Gasolin' og Kliché til Anne Linnet og Metallica har været forbi hans mixerpult, i en tid hvor musik blev lavet i hånden og ikke på computeren.

Producer Flemming Rasmussen har gennem 40 år stået i spidsen for Sweet Silence Studio, hvor navne som Gasolin’, Kim Larsen, Metallica og Anne Linnet har indspillet nogle af deres største sange. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En computer, et lydkort og en mikrofon. Det er alt, hvad du behøver for at producere et hit i 2021. Selv på et SU-budget kan de fleste i dag producere noget, der lyder som en million, selvom det er lavet hjemme i soveværelset.

Men sådan har det ikke altid været. Vi skal ikke særlig mange år tilbage, før musik var noget, der blev spillet og sunget af mennesker af kød og blod. Som krævede enorm præcision og teknisk snilde. I store og avancerede musikstudier fyldt med tonstunge mixerpulte, analoge båndmaskiner, akustisk behandlede lokaler og mikrofoner, der kostede spidsen af en jetjager.

Det gjorde musikstudier til sagnomspundne, nærmest mytiske steder. Det var her, den musikalske magi fandt sted. I tæt samarbejde mellem musikere, producere og teknikere, der drev musikken til nye lydlige højder. Og sommetider hinanden til vanviddets rand.

En af dem, der har været helt tæt på magien, er Flemming Rasmussen, der som lydtekniker, producer og siden ejer har været synonym med det legendariske Sweet Silence-studie siden den helt spæde begyndelse i 1976. Over 1.000 pladeproduktioner er det blevet til gennem årene og særligt i 70erne og 80erne kørte den store 24-spors Trident-mixerpult i Sweet Silence i noget nær døgndrift.

»Det handler meget om at skabe en god stemning i studiet. Du får ikke det der sammenspil, hvis du sidder i hver sit soveværelse og indspiller,« siger Flemming Rasmussen, da Berlingske møder ham i Sweet Silence i Københavns sydhavn.

Flemming Rasmussen er nok allermest kendt som produceren bag tre af Metallicas største plader, men gennem årene har han arbejdet med Gud og hvermand i dansk musik. Med en ny erindringsbog frisk fra trykken har Berlingske bedt ham åbne døren på klem til Sweet Silence og tage os med tilbage til skabelsen af nogle af de helt store klassikere:

Gasolin’: »Efter endnu en dag« (1976)

Det allerførste nummer, som Flemming Rasmussen indspillede som producer i Sweet Silence, var »Hva’ gør vi nu, lille du?« med Gasolin’. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»Det allerførste nummer, vi indspiller i Sweet Silence, er »Hva’ gør vi nu, lille du?« med Gasolin’. Mens de indspiller, står jeg og banker korkplader op på væggen i et trommerum.

Jeg havde været i erhvervspraktik i Rosenberg-studiet, hvor Freddy Hansson var producer, og han kunne hurtigt se, at jeg kunne noget. Så da han besluttede sig for at starte Sweet Silence, tilbød han mig at være med. Jeg var 18 år. Dengang var der ingen lydteknikeruddannelse. Det var learning by doing og ren mesterlære. Og det fik jeg rig mulighed for, da vi senere på året indspillede Gasolin’s næste album med producer Roy Thomas Baker.

Han var en rigtig posh englænder med højhælede sko. Det første, han gjorde, var at skrue på Gasolin’s forstærkere. Det lød jo ad helvede til. Det skal være ordentligt ved kilden. Mit job bestod mest i at hjælpe med at flytte rundt på mikrofonerne. Det gik der afsindig lang tid med dengang.«

»Det handler meget om at skabe en god stemning i studiet. Du får ikke det der sammenspil, hvis du sidder i hver sit soveværelse og indspiller,« siger Flemming Rasmussen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»Studiet var helt nybygget, så der lå stadig en masse byggematerialer. Fliser og kasser med alt mulig lort i. Dem brugte Roy til at lave små bokse med, så man kunne sætte en højttaler ind i den ene ende og en mikrofon i den anden, og så på den måde fucke med lyden. Han fyrede den af og udvidede Gasolin’s lyd med strygere, blæsere og harpe.

Jeg havde jo fulgt hans arbejde med både Queen og Gasolin’, så at være en flue på væggen og se, hvordan han gjorde det, var simpelthen så fedt.«

Sods: »Minutes To Go« (1979)

»Der er jeg 20-21 år, og det er jo sådan set mig, der indspiller pladen sammen med Poul Bruun. Jeg er tekniker, og han er producer.«

Flemming Rasmussen, musikproducer

»Når jeg var klar til at gå byen, var de andre jo faldet om af druk.«


»Jeg havde både set Sex Pistols og Patti Smith på Daddy’s Dance Hall (populært diskotek på Axeltorv i København i 1970erne og 80erne, red.), så jeg var helt oppe at køre over, at vi skulle indspille det her unge punkband. Vi var blevet ret gode til at lave sådan noget amerikansk funk-poplyd, men det her skulle jo lyde meget mere britisk, så der blev eksperimenteret meget med lyden. Vi havde ingen idé om, hvad de senere skulle drive det til. De var bare nogle unge knægte med en masse energi, som måske ikke spillede helt så fremragende, som de selv gik rundt og troede.

Men det bliver meget hurtigt afsløret, når du skal lave en plade, så det var også noget med lige at tæske dem igennem nogle gange. Jeg tror, de var stolte af resultatet. Men jeg hang jo ikke ud i det miljø. Vi kørte toholdsskift, hvor der var en dagsession fra ti til 18, og så var der et nathold fra 19 til tre-fire stykker om natten. Det var mig. Når jeg var klar til at gå byen, var de andre jo faldet om af druk.«

Kliché: »Supertanker« (1980)

»Kliché var meget anderledes og brød med hele den der 70er-ting. Bare det, at de havde ens skjorter på, gjorde jo, at de så uniformerede ud.

Det var stik imod alt, hvad hippiebevægelsen havde stået for. Jeg husker det som et ret intenst forløb. Lars H.U.G.s mormor var lige død, og det tog hårdt på ham. Han blev indlagt på den lukkede, mens vi var i gang med indspilningerne. Han var helt manisk. Jeg kan huske, at jeg og Ulla Tvede (trommeslager i Shit & Chanel, red.) tog ud og besøgte ham. Bagefter tog vi ind på Musikcaféen, hvor hans kæreste arbejdede i køkkenet.

Pludselig kommer Lars gående ind ad døren, og jeg tænker bare »fuck, hvad nu?« Men så tager hun hånd om ham, får ham hjem, og så sover han mere eller mindre nonstop de næste 14 dage. Jeg lavede en del af leadvokalerne med Lars alene, fordi han var så stresset og ikke kunne håndtere, at Poul Bruun og resten af bandet var der. Men han var tryg ved mig.«

Poul Bruun, som var executive producer for Kim Larsen, var også en af dem, som Flemming Rasmussen har arbejdet sammen med gennem sin lange karriere. Fold sammen
Læs mere

Kim Larsen: »Midt om natten« (1983)

»Den blev til at starte med indspillet i Sweet Silence med Franz Beckerlee som producer og mig som tekniker. Det var meningen, at det skulle være en rockplade, men Poul Bruun (executive producer for Kim Larsen, red.) syntes vist, at det var blevet lidt for vildt, så han hyrede Søren Wulff ind til at mixe det og gøre det mere kommercielt. Det var nogle skide gode numre og dejligt at have Kim og Franz i studiet igen.

Stemningen var fin, men det blev lidt anstrengt, da Franz blev fyret, og Søren Wulff blev hentet ind. Man hentede jo alle mulige folk ind for at gøre det mere moderne i lyden, blandt andet Laid Back. Franz Beckerlee er jo ikke til sådan noget moderne noget. Igen var det nok Poul Bruun, der havde et sikkert øje for det der. 80erne var ankommet, og tiden kaldte ikke på endnu en Gasolin’-plade.«

Flemming Rasmussen, musikproducer

»Vi har taget et par takes, og så spørger jeg Lars: ‘Hvorfor kommer du ind på et lift, hver gang du har lavet et break?’ Så kigger han på mig og siger: ‘Lift? Hvad er det?’ Og så måtte vi lære Lars Ulrich, hvor et-slaget var.«


Metallica: »Ride the Lightning« (1984)

»En dag ringer der en gut ved navn Lars Ulrich. De er et band fra San Francisco, der spiller noget rock. Om jeg ville være interesseret i at lave en plade med dem? Ja, selvfølgelig, siger jeg. Det første nummer, vi indspiller, er »Ride the Lightning«.

Vi har taget et par takes, og så spørger jeg Lars: ‘Hvorfor kommer du ind på et lift, hver gang du har lavet et break?’ Så kigger han på mig og siger: ‘Lift? Hvad er det?’ Og så måtte vi lære Lars Ulrich, hvor et-slaget var.

Lars er jo sindssygt god til at lave fills, men alt det imellem interesserer ham ikke så meget. Dengang var han ikke klar over, hvad det var, han lavede. Det var ren intuition.«

»Vi kørte toholdsskift, hvor der var en dagsession fra ti til 18 og så var der et nathold fra 19 til tre-fire stykker om natten. Det var mig,« fortæller producer Flemming Rasmussen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»Alle dem, der siger, at Lars er en dårlig trommeslager, aner ikke, hvad de snakker om. Vi klikkede sindssygt godt, og jeg kunne mærke, at det her ikke bare var endnu et band i rækken. Freddy (Hansson, studiets ejer, red.) kunne slet ikke forstå, at jeg kunne holde det ud. Men jeg syntes, det var det fedeste. Det var os mod resten af verden. Mig og Metallica. Jeg følte mig faktisk lidt som en del af bandet. De kaldte mig daddy.

Det var mig, der havde styr på det. Jeg var 25-26 år, og de var i starten af 20erne. Et par år senere lavede vi så »Master of Puppets«, der endte med at sælge 10-12 millioner eksemplarer. Jeg tjener stadig royalties på den, og det er en af grundene til, at jeg stadig kan have studiet i dag.«

»Alle dem, der siger, at Lars er en dårlig trommeslager, aner ikke, hvad de snakker om,« siger musikproducer Flemming Rasmussen om Lars Ulrich fra bandet Metallica. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Anne Linnet: »Jeg er jo lige her« (1988)

»Jeg har arbejdet med Anne siden sidst i 70erne og har været med til at lave næsten alle hendes plader.

Jeg kan huske, at hun var sindssyg glad for de her numre og gerne ville lave dem meget akustisk. Vi hyrede guitaristen Finn Olafsson ind, og så handlede det for mig som tekniker om at få de der akustiske guitarer til at lyde så godt som overhovedet muligt. Det brugte vi meget tid på. Og de lyder jo pisse fedt selv den dag i dag. »Forårsdag«, »Søndag i april«, »Tusind stykker« – der er så mange gode numre.

Anne er meget dedikeret og fokuseret. Når vi skal lave vokaler, vil hun helst være her alene. Selv hvis hendes børn kommer, ved de godt, at de skal smutte, når mor synger. Fordi det betyder så meget for hende.«

Sort Sol: »Flow My Firetear« (1991)

»Sort Sol var jo blevet fyret af Medley, fordi de ikke var blevet den kommercielle succes, man havde håbet på. Måske de også selv syntes, at de var blevet lidt for arty-farty, og nu ville de fandeme lave en popplade.

Jeg lavede demoerne til pladen sammen med bandet, og de er ret tæt på de endelige versioner, der ender på pladen. Jeg kan huske, at jeg snakkede meget med Peter Peter om lyden. Det skulle være glam og punk og hele udtrækket. Nu skulle de fandeme lave noget tråd igen. Jeg elskede det! Og jeg synes, at vi trak den så langt, som vi overhovedet kunne.«

Det er blevet til over 1.000 pladeproduktioner gennem årene i Flemming Rasmussens legendariske Sweet Silence-studie. Fold sammen
Læs mere

D-A-D: »Soft Dogs« (2001)

»På det her tidspunkt havde vi flyttet studiet fra Strandlodsvej til Islands Brygge. Jeg havde overtaget det helt fra Freddy, der ikke havde hjertet med i det længere. D-A-D havde hyret amerikaneren Don Smith som producer. Han startede med at købe analoge bånd for 75.000 kroner. Jeg kan love dig, at pladeselskabet rev sig i håret!

Men så sad Don Smith bare og så CNN hele tiden. Han virkede virkelig uinteresseret og sad bare og drak en masse rødvin. Så selvfølgelig sad han der også 11. september, da det første fly ramte. Kort efter sad vi der alle sammen og så det live, da nummer to fly ramte. Vi blev hurtigt enige om, at vi ikke skulle lave mere den dag. Men Don Smith havde faktisk nogle ret gode ideer. Kun fire mikrofoner på trommerne. Helt old school. Det lød sgu meget fedt, men det passede bare ikke til D-A-Ds univers. Så det endte med, at han blev fyret, og så indspillede vi resten selv.

Selvom den fik megadårlige anmeldelser, så synes jeg, det endte med at være en fremragende plade.«

Erindringsbogen »Rock & Stjernestøv – historier fra Sweet Silence-studiet gennem 45 år« af Flemming Rasmussen og Thomas Vilhelm er netop udkommet på forlaget Momenta med forord af Anne Linnet og Lars Ulrich.