Nogle gange findes der en billigere løsning.
Mens 38.000 begejstrede fans onsdag aften havde betalt mindst 685 kroner for at komme ind og høre den engelske singer-songwriter Ed Sheeran, havde andre placeret sig godt på en lille bakketop, en af de få på det flade Amager, hvis højeste punkt rejser sig 8,1 meter over havet, udenfor koncertområdet i Øresundsparken.
Herfra kunne de både høre og se koncerten, og pladserne var ganske udmærkede, hvis man skal tro smuglytternes anmeldelser på Facebook.
»Ed Sheeran koncert i »Baghaven« på Amager. Gratis kig fra øens nærmest eneste bakke,« skriver Per Bjerre.
Og han og de andre smuglytterne blev set og ligefrem hilst velkommen af Ed Sheeran, skriver Per Bjerre, der citerer Sheeran, en af verdens mest aflyttede kunstnere, for denne venlig hilsen:
»Hey you on the Hill, thanks for watching« (Hej til jer oppe på bakken, tak for at I lytter med).
På en lille video, som Per Bjerre har lagt på sit opslag, kan man både høre en mikrobid af koncerten og se, at mange andre end ham lyttede med fra den lille bakketop uden for hegnet – særligt mange unge.
Koncert i havnen
Også i Kastrup Havn havde smuglyttere taget opstilling. Her kunne man høre, men formentlig ikke se, med mindre man klatrede op i en af sejlbådenes mastetoppe.
»Der er gratis Ed Sheeran koncert i havnen,« skrev Marion Pedersen på Facebook i aftes.
Per Bjerre ville tilsyneladende gerne have været inden for hegnet, for han slutter sit lille opslag med ordene:
»Ps: der er udsolgt fire dage. 4 x 40.000 billetter.«
Campingstole, øl, vin og chips
Også Berlingskes udsendte kunne onsdag aften melde om folk, der ude foran Øresundsparken havde slået sig ned uden for koncertområdet for at kunne lytte gratis med. De var velforberedte med campingstole, vin, øl og chips.
»Vi kan sagtens høre musikken herfra,« sagde Lilian Jacobsen på 57 år. Sammen med sin mor er hun mødt op tre og en halv time, før koncerten begyndte.


