Så skal jeg lige love for, at det endelig blev Frank Ocean-tid. Efter utallige frustrerende udskydelser udgav den amerikanske R&B-auteur ikke bare ét, men to nye album i den forgangne weekend. Og nu står vi så pludselig med mere Frank Ocean, end alle os, der elskede den fire år gamle nyklassiker, »Channel Orange«, kan gabe over. Det kan man da kalde et luksusproblem.
Natten til fredag dansk tid udkom først det såkaldte visuelle album, »Endless«, eksklusivt på streamingtjenesten Apple Music. En 45 minutter lang sort/hvid-video, hvor musikken flyder som én lang blok med glidende overgange mellem numrene, mens man på billedsiden følger Frank Ocean omstændigt snedkerere og bygge en vindeltrappe i et stort råt lokale.
Sent lørdag aften fulgte så samme sted den formelle album-opfølger til »Channel Orange«: »Blonde« eller »Blond«. Albummet har to forskellige titler, formentlig fordi den seksuelt udefinerede Frank Ocean spiller på de næsten identiske ords forskellighed – blond er på engelsk en lyshåret mand, blonde en lyshåret kvinde.
Læg dertil et mere end 300 sider langt magasin med titlen »Boys Don’t Cry«, som samtidig blev sat til salg i en række udvalgte butikker i USA som en slags fysisk appendiks til det digitale album. Magasinet blev forudsigeligt nok revet ned fra hylderne og bliver allerede nu solgt til ågerpriser på nettet.
Værkets grænser
Med så meget nyt materiale udgivet på samme tid kan det være svært at finde hoved og hale i, hvor værket starter og slutter. Skal enkeltdelene ses som et samlet kunstnerisk udtryk? Giver det mening af betragte dem isoleret set? Det er ikke til at sige, og det synes at være en pointe i sig selv. »I got two versions,« som Frank Ocean selv teasede tidligere på året på sin Tumblr-blog. Tingene flyder, og ligesom på Kanye Wests »The Life Of Pablo« fra tidligere i år synes albummet implicit at stille spørgsmålstegn ved værkets grænser i en digital tidsalder.
Men lad os nu for overskuelighedens skyld her prøve at forholde os til musikken på de to nye udgivelser. Det visuelle album »Endless« er en sær størrelse, der lyder som en både interessant og pletvis lidt kedelig samling ekstremt vellydende demoer.
At lytte til det føles som om at blive sænket ned i Oceans musikalske værksted, hvor vi bader i en flydende strøm af assorterede idéer og musikalske noter. Man er nødt til at bruge nettet som reference, hvis man skal orientere sig i, hvor man befinder sig. De 19 sange, skitser, strøtanker og interludes er smeltet sammen i én lang blok af musik, der bedst kan beskrives som en slags impressionistisk R&B. Bedst og mest formfuldendt er »At Your Best (Your Are Love)«, der er Frank Oceans ømme falset-version af R&B-sangerinden Aaliyahs cover af en gammel The Isley Brothers-sang.
Ocean samarbejder på de to album med et hav af kunstnere fra alle hjørner af musikkens verden, og her er det altså med James Blake på synth og Radioheads Jonny Greenwood i front for The London Contemporary Orchestra. Smukke, smukke sager.
Andre højdepunkter er »Comme des Garcons« og »Wither«, der tilsammen tegner en fortæller med flydende seksualitet tydeligere op end nogensinde før. Og så er der ikke mindst den sære afslutter »Device Control«, hvor den tyske fotograf Wolfgang Tillmans over et hårdt technoidt beat oplæser, hvad der lyder som en lovprisende reklametekst for smartphones, som dog mod slutningen udvikler sig til en subtil metakritik af samme.
Aldrig de nemme løsninger
Efter at have siddet igennem »Endless«-videoen er det til gengæld en nydelse at lade sig omslutte af det »rigtige« album, »Blonde« (eller «Blond«). Her er vi – i hvert fald formmæssigt – tilbage på mere sikker grund. Relativt set. For selv med sangtitlerne som pejlemærker er der stadig virkelig meget at pakke ud.
Først og fremmest er det dog et meget afdæmpet album domineret af Frank Oceans helt fænomenale vokalarbejde. Det skriger ikke på lytterens opmærksomhed med store hooks og endnu større beats. Ofte er der slet ikke nogen rytme, men i stedet de skønneste teksturer af våde guitarer, gospel-kor, tangenter, sære vokalmanipulationer, fordoblinger og baglæns sløjfer.
Frank Ocean kan og vil ekstremt meget. Og under de første par gennemlytninger kan man umuligt få det hele med – de abstrakte musikalske former, de fritflydende arrangementer, teksternes betydning, der ofte er begravet i nogle ret dybe referencer. Én ting springer dog i ørerne med det samme: Det her album lyder stinkende godt.
De to nye udgivelser er samlet set lyden af en stor R&B-kunstner, der insisterer på at finde sit helt eget personlige spor. Og aldrig vælger de nemme løsninger.
Det gør i denne omgang, at vi som lyttere er nødt til at grave lidt mere. Til gengæld får vi skønhed i metermål. Og dybe værker. Hvor dybe må tiden vise. Lige nu graver vi stadig i overfladen.
Hvem: Frank Ocean.
Hvad: »Endless« og »Blonde« (eller «Blond«).
Hvor: Kan streames eksklusivt via Apple Music. Senere også på andre streamingtjenester.
