Det krævede et helt særligt David Bowie-album at trække Alex Vargas ud af den værste skriveblokade i mands minde

Hen over julen fortæller en række aktuelle musikere om den musik, der har formet deres vej gennem livet. I dag er turen kommet til Alex Vargas, der for nylig tog de danske musiklyttere med storm efter sine intense optrædener i »Toppen af poppen«.

Alex Vargas tog for nyligt de danske musiklyttere med storm. Her er han i sit studie på Nørrebro. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man skal ikke undervurdere effekten af godt gammeldags flow tv. Bare spørg Alex Vargas.

Den erfarne 33-årige musiker har flere radiohit, Royal Arena-koncert og en Danish Music Award på cv’et, men siden deltagelsen i TV 2-programmet »Toppen af poppen« er det alligevel, som om karrieren er steget til et nyt niveau.

Alex Vargas fik sit gennembrud som soloartist i 2015 med hittet »Solid Ground«. I 2018 spillede han i Royal Arena, senest udgav han ep-trilogien »Ego« i 2019, og i 2022 venter både en stor Danmarksturné og et nyt album. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Vargas intenst dramatiske sangforedrag gjorde stort indtryk på måbende tv-seere landet over dette efterår. Uge efter uge eksploderede antallet af følgere og begejstrede kommentarer på sociale medier. Og da han endelig satte billetterne til sin kommende Danmarks-turné til salg, blev de revet væk.

»Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Det tog to uger, så var der også udsolgt, selv i Esbjerg. Det her går ud over alt, hvad jeg har prøvet før,« fortæller den 33-årige musiker til Berlingske.

Vargas er dog ikke kommet sovende til sin plads i solen. Allerede som barn havde han flere store musicalroller, inden han som 17-årig flyttede til London for at forfølge drømmen om at blive musiker. Selvom han både indgik en pladekontrakt og nåede at udgive et album med sit britiske band Vagabond, var det først, da han i 2015 – efter ti år i London – debuterede som soloartist, at også de danske musiklyttere begyndte at få ørerne op for hans talenter.

Her fortæller han om den musik, der har formet ham som menneske og musiker. Fra barn til voksen. Fra dengang til nu.

Michael Jackson: »HIStory« (1995)

»Selvom mit forhold til Michael Jackson i dag er meget ambivalent, så elsker drengeversionen af mig stadig de her sange. »HIStory« var det første album, jeg købte for mine egne penge. På det tidspunkt er jeg vel en 7-8 år. Jeg kunne albummet forfra og bagfra og elskede alt ved det: CDerne, der lignede, at de var lavet af guld. Bookletten med alle de dramatiske billeder. Jeg kan huske, hvordan jeg sad med høretelefoner på og skrålede med og brugte timevis på at øve dansemoves og optræde for mig selv foran spejlet. Selvom jeg havde en far, der spillede musik, så var min kærlighed til musikken stadig så uskyldig og naiv, at jeg ikke tænkte, at der var et eller andet formål med det. Jeg drømte stadig mest bare om at blive professionel fodboldspiller.«

Sebastian: »Skatteøen« (1986)

»Da jeg er 12 år gammel, tager mit liv for alvor en drejning. Jeg ved godt, at jeg kan synge rent, men det er aldrig noget, jeg forfølger. En dag ser min stedfar i lokalavisen, at Folketeatret er på udkig efter en mørkhåret dreng på min alder til at spille hovedrollen i Sebastians »Skatteøen«. Det synes jeg lød meget spændende, så jeg tog til første audition i København med min far.«

»Jeg endte med at gå videre og skulle så til næste audition lære sangen »Hispaniola«. Problemet var bare, at jeg kun fik den udleveret på noder, så min mor og jeg hoppede i bilen og kørte til nærmeste pladebutik, hvor vi så købte hele cd’en med »Skatteøen«. Og det viste sig jo at være et fantastisk album. »Ude hvor lykken vender« med Lis Sørensen er legendarisk! Jeg endte med at få rollen som Jim Hawkins, og derefter var der ikke længere nogen tvivl: Jeg vidste bare, at jeg skulle stå på en scene. Al sport røg ud af vinduet. Jeg skulle være skuespiller, jeg skulle synge.«

Stevie Wonder: »Music Of My Mind« (1972)

»Efter »Skatteøen« var jeg med i flere musicals og arbejdede i den forbindelse med en vocal coach, som hjalp mig rigtig meget, da min stemme begyndte at gå i overgang. Til min 15 års-fødselsdag forærede han mig »Music of My Mind« med Stevie Wonder. Det er et blændende album. Og noget helt andet end de rockplader, min far havde givet mig. Allerede da jeg blev fem år, gav han mig »The Dark Side of the Moon«, »Nevermind« og »Led Zeppelin II«. Efter at have hørt så meget rock, var det bare vildt spændende at blive introduceret til soul og funk. Okay! Det kan man også! Det var en kæmpe øjenåbner for mig.«

»Siden blev jeg også introduceret til resten af Stevies 70er-ting, men for mig er det stadig »Music of My Mind«, der står som den største. Det var det første album, hvor han ikke længere var Little Stevie Wonder, men nu skulle være voksen. Jeg nærstuderede teksterne og begyndte på et helt andet plan end tidligere at dyrke, hvordan musikken var sat sammen. Der er så meget liv i de her kompositioner. For mig ændrede det fuldstændig gamet.«

»Find The Cost of Freedom« med Crosby, Stills, Nash & Young minder Alex Vargas om de år, hvor han boede i London. »For mig repræsenterer sangen den her helt særlige tid i mit liv, hvor jeg var flyttet derover og pludselig havde enormt meget frihed. Jeg fik hurtigt dannet mig et hjem med et netværk af venner og endte med at bo i et kollektiv med seks venner gennem flere år,« siger han. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

CSNY: »Find the Cost of Freedom« (1971)

»Det er en sang, som for mig fanger tiden lige efter, jeg flyttede til London som 17-årig. Min første rigtige gode ven derovre hed Henry, og vi hang altid ud hjemme hos ham. Hans forældre lavede mad, og vi måtte gerne drikke deres sprut og ryge deres tjald. Og så lyttede vi ellers bare til plader natten lang. Henry var allerede dengang et omvandrende musikleksikon, og der er så meget af min musikalske dannelse, der kommer fra de aftener og nætter hjemme hos ham.«

»En af de sange, vi hørte rigtig meget, var »Find the Cost of Freedom« med Crosby, Stills, Nash & Young. Den starter ud med den her smukke akustiske guitar-intro og munder ud i et himmelsk firstemmigt kor. Den måde, deres stemmer klinger sammen på, er for sindssyg. Det burde kun være søskende født af samme mor, der kunne synge sådan sammen.«

»For mig repræsenterer sangen den her helt særlige tid i mit liv, hvor jeg var flyttet derover og pludselig havde enormt meget frihed. Jeg fik hurtigt dannet mig et hjem med et netværk af venner og endte med at bo i et kollektiv med seks venner gennem flere år. Det var først, da jeg forelskede mig i en dansk pige, og vi skulle have vores første barn, at vi besluttede os for at flytte hjem til Danmark.«

Jeff Buckley: »Grace« (1994)

»Hvis man kender til Jeff Buckley og nogensinde har set mig live, så er det nok ikke nogen hemmelighed, at jeg er fan. For mig repræsenterer han som sanger det ultimative. Ikke fordi han synger perfekt – det gør han ikke – men mere på grund af nerven. Det gør så ondt. Han mener det. Alt, hvad han siger. Og man tror på det. Det er meget det, jeg har lyttet til hos ham, og det har lært mig, at det, jeg synger, også skal være noget, jeg tror på.«

»Albummet har altid været et pejlemærke for mig, men var det især i starten af mine 20ere. Jeg var helt knækket efter et brud med en kæreste og et længere forløb med et band, hvor jeg egentlig ikke kunne lide musikken. Jeg var ligesom bare landet i det med stor pladekontrakt og dyre musikvideoer og blev fløjet rundt. Da bandet brød op, prøvede jeg at fortsætte den der popstjerne-drøm, men pludselig var pengene bare væk. Jeg var 21 år gammel og var nødt til at starte helt forfra. I den periode hørte jeg »Grace« rigtig meget. Og efter noget tid begyndte jeg at arbejde på nogle sange, som var helt anderledes. De var netop drevet af kærligheden til musikken fremfor en eller anden forskruet idé om succes.«

David Bowie: »Hunky Dory« (1971)

»Jeg føler jo, at jeg burde have The Beatles med på sådan en liste her, men nu blev det altså David Bowie i stedet. For mig er det altid »Hunky Dory«, jeg vender tilbage til. Jeg fik først ørerne op for det i midten af 20erne, da jeg havde en af de værste skriveblokader i mit liv. Mange på min egen alder snakkede om deres Bowie-fase, men det havde jeg aldrig selv haft, så jeg tænkte, hvorfor ikke? Jeg tror, jeg hørte 11 Bowie-albums de to første dage, og det løftede absolut blokaden. Jeg fandt bare en ny helt. Den her kompromisløse trang til konstant at forandre sig, var bare så fascinerende. Han nægtede jo at fastholde status quo, selvom han havde succes. Det var og er stadig vildt inspirerende.«