Da Bowie ramte USA

Nyt bokssæt dokumenterer David Bowies søgende og intense år i USA i midten af 70erne. Et møde der resulterede i nogle af hans mest centrale værker og til sidst var tæt på at tage livet af ham.

»Who Can I Be Now? (1974-1976)« er en tidskapsel fra en af de mest hæsblæsende og vilde perioder i David Bowies liv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andy Kent

For stort set alle andre kunstnere end David Bowie ville det være totalt overkill at dedikere et helt bokssæt på 13 lp’er til en periode på blot tre år. Men det er David Bowie i 70erne, vi snakker om her, så selvfølgelig giver det mening. Eller gør det? Det vender vi tilbage til. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at den unge Bowie var på toppen af sin karriere i perioden, konstant skabende og på vej videre mod den næste nye lyd, det næste nye look.

»Who Can I Be Now? (1974-1976)« er anden del af en fortløbende serie retrospektive Bowie-bokssæt, der startede med sidste års »Five Years (1969-1973)«. Fokus i den aktuelle boks er på den såkaldt amerikanske fase af karrieren og følger Bowies udvikling fra glamrock på »Diamond Dogs« (1974) over plastiksoul på »Young Americans« (1975) til artrock-mesterværket »Station To Station« (1976)

Umiddelbart en kort periode, når man kigger på årstallene, men som bokssættet så tydeligt viser, også en ekstremt søgende og kunstnerisk frugtbar periode for Bowie.

Vi checker ind på et tidspunkt, hvor Bowie lige har sluppet sin rumvæsen-møder-rockstjerne-persona Ziggy Stardust og fyret backingbandet The Spiders From Mars. »Diamond Dogs« er lyden af en mand på vej videre. Uden dog helt at vide hvor hen. Pladen står som et ambitiøst, hårdt rockende omend ikke fuldt realiseret sci-fi-konceptalbum baseret på George Orwells fremtidsdystopi »1984«, hvor Bowie stadig ikke har sluppet hverken Ziggy Stardust-håret eller glamrock-lyden helt.

Soul og r&b

Det skulle dog snart ændre sig. I løbet af den stort anlagte USA-turné »The Year of the Diamond Dogs« - der er rigt dokumenteret i bokssættet med hele to forskellige udgaver af live-albummet »David Live« - begyndte han for alvor at zone ind på et radikalt nyt spor: Den sorte amerikanske soul og r&b-musik, der strømmede ud af natklubberne i byer som New York og Philadelphia.

Lige præcis her kommer bokssættets største scoop i form af albummet »The Gouster«. Albummet er en tidlig hidtil uudgivet udgave af det, som Bowie selv kaldte sin plastik-soul-plade, »Young Americans« fra 1975.

Ifølge bokssættets medfølgende hardback-bog var »The Gouster« stort set klar og færdigindspillet i legendariske Sigma Sounds Studios i Philadelphia, da Bowie i 11. time besluttede sig for at ændre på både titlen og rækkefølgen af sangene samt ofre tre numre til fordel for bl.a. den grov-funky »Fame« og Beatles-coveret »Across The Universe« - begge numre lavet med John Lennon i New York, mens producer Tony Visconti sad i London og mixede det, han troede skulle blive til »The Gouster«.

De tre skrottede numre - »John, I’m Only Dancing (Again)«, »It’s Gonna Be Me« og »Who Can I Be Now?« - er alle fremragende og har da også været at finde på senere deluxe-udgaver af »Young Americans«. Men på »The Gouster« spiller de anderledes bærende roller, og det giver altså en noget anden albumoplevelse end på eksempelvis deluxe-udgaven af »Young Americans« fra 2007, hvor de tre numre bare er hægtet på som det tynde øl til sidst.

Bowies kærlighedsaffære med soulmusikken var et helt uhørt venstresving for en kunstner, der indtil da havde gjort karriere ud af at lave teatralsk glamrock med komplicerede sci-fi-koncepter.

Til sammenligning var »Young Americans« ren nydelse med sine smægtende grooves, lumre saxofoner og sjælfulde kor. Det var blåøjet soulmusik før den genre overhovedet var en ting. Og så gav det ham hans første topplacering på den amerikanske singlehitliste i form af »Fame«, der også blev accepteret af en stor sort lytterskare og førte til en optræden i tv-programmet »Soul Train«.

Los Angeles

Bowie var en dybt aparte skikkelse på det her tidspunkt. På Youtube kan man se hans optræden fra »Soul Train«, og her ligner han ikke bare verdens hvideste mand med sit tilbagestrøgne orange hår, han ligner også den tyndeste. Han har senere selv kaldt årene i USA for de mørkeste i hans liv.

En gal mands diæt bestående kokain og skummetmælk reducerede hans kropsvægt til omkring 45 kg. og han har i interviews fortalt, at han dårligt kan huske at have indspillet flere af pladerne fra perioden.

Men alligevel var han altså konstant skabende og på vej videre. Fra øst mod vest i en både mental, fysisk og symbolsk rejse væk fra det gamle Europa. En rejse, der nåede sin naturlige endestation, da han i 1975 slog sig ned i Los Angeles, hvor han begravede sig i okkult litteratur og bjerge af kokain og indtog hovedrollen som verdensfjern rumvæsen i Nicolas Roegs kult-klassiker, »The Man Who Fell To Earth«.

Rollen var som skabt til Bowies aparte skikkelse. Og den var med til at inspirere en af hans mest ikoniske personaer - den aristokratiske, hule vampyr-skikkelse The Thin White Duke, som Bowie selv beskrev som en »meget arisk, fascistisk type; en vordende romantiker uden følelser...«. Det gamle Europa var nu på vej tilbage i en mareridtsversion i Bowie, der balancerede på en knivsæg mellem svimlende kunstneriske højder og at tabe sutten fuldstændig.

David Bowie har selv kaldt årene i USA for de mørkeste i hans liv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andy Kent.

På den ene side resulterede hans tilstand i den måske ultimative Bowie-plade, »Station To Station«, der på forlenede den varmblodede amerikanske funk og soul med et køligt europæisk mørke. På den anden side var det i samme periode, at Bowie rodede sig ud i en lidt for kærlig flirt med fascistoid symbolik og pro-nazi-snak, som han måtte bruge de efterfølgende mange år på at undskylde.

Blot to måneder efter udgivelsen af »Station To Station« sluttede Bowies amerikanske eventyr efter den sidste koncert på USA-delen af »Isolar«-touren. Drømmen var blevet til et mareridt. Han havde fået nok. Næste stop: Den gamle verden, Europa, en fremtid uden stoffer og med konturerne af den mesterlige Berlin-trilogi i sigte.

Fascinerende og gennemmusikalsk tidskapsel

Meget passende slutter bokssættet med »Live Nassau Coliseum ‘76« - en live-optagelse af Bowies næstsidste koncert inden afrejsen mod Europa. I mange år uopdrivelig som andet end en bootleg præsenteres den her på behørig vis som en tårnende dokumentation af Bowie i historisk live-topform.

Med de dugfriske sange fra »Station To Station« i ryggen og fremført af et rygende varmt band anført af Carlos Alomar på guitar og en rytmesektion bestående af Dennis Davis på trommer og George Murray på bas.

David Bowie-bokssættet »Who Can I Be Now? (1974-1976)« får fem ud af seks stjerner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andy Kent.

Der er ingen tvivl om, at Bowies bedrifter i perioden kan bære og fortjener et vægtigt bokssæt. Men selvom »Who Can I Be Now? (1974-1976)« er både lækkert og udførligt sammensat, så er det alligevel svært at forestille sig, hvem det helt præcist er rettet i mod.

Hardcore-fans vil givetvis være særligt interesseret i »The Ghouster«, »Live Nassau Coliseum ‘76« og måske singleedit- og b-side-opsamlingen »Re:Call 2«, men er så samtidig nødt til at betale i dyre domme for et bokssæt fyldt med en række plader, som de stensikkert allerede ejer.

Og omvendt: Bowie-novicer, der bare gerne vil eje studiepladerne og introduceres til perioden, har næppe behov for at få »Station To Station« både sit originale mix og i Harry Maslins 2010 mix. På hver sin lakskive. For ikke at tale om “David Live”, der ligeledes er med i to forskellige udgaver og strækker sig over hele fem af bokssættets 13 lp’er.

Og så kunne det da have været rart, hvis pladeselskabet også havde valgt at inkludere download-koder, så man også kunne have al den gode musik med sig på farten.

Men det er alt sammen indpakning og produkt, vi snakker her. Indholdet fejler bestemt ingenting. Og lyttet til fra ende til anden er bokssættet en fascinerende og gennemmusikalsk tidskapsel fra en af de mest hæsblæsende og vilde perioder i manden, myten og kunstneren David Bowies liv.

Hvem: David Bowie
Hvad: »Who Can I Be Now? (1974-1976)«