Døden hænger som en stor tjæresort skygge over Nick Cave & The Bad Seeds 16. album, »Skeleton Tree«. Inde i mørket forsøger en fortabt mand at samle sig, orientere sig, finde et sprog til at prøve at forstå den meningsløse tragedie, der har ramt ham.
I sommeren 2015 døde den ene af Nick Caves 15-årige tvillingesønner efter et styrt fra en klippeskrænt i hjembyen Brighton. Nick Cave & The Bad Seeds var på det tidspunkt midt i indspilningerne til det nye album, og lad os bare sige det, som det er: Det er fristende for ikke at sige umuligt at lytte til det færdige værk uden at bruge Caves personlige tragedie som fortolkningsramme. Sangene er gennemsyret af død, af tab og en sorg så tyngende, at det næsten er kvælende at lytte til.
Den tragiske ironi er, at Cave er totalt på hjemmebane i de her temaer. Lige siden starten af karrieren tilbage i 80erne har de altid været til stede i hans værk. Sommetider i form af mere eller mindre direkte reaktioner på begivenheder i Caves privatliv, andre gange i mere fabulerende, mytisk form som f.eks. på den tårnende »Murder Ballads« fra 1996.
Fra narkoman til afrikansk doktor
På »Skeleton Tree« overlapper de to tilgange i en på én gang ekstremt følsom, voldsomt billedskabende, sprængt poesi. På den statisk summende åbner »Jesus Alone« skrider virkelighedens tab ud i fiktioner, hårrejsende billeder, sindstilstande og forskydninger. »You fell from the sky and crash-landed in a field near the river Eider,« lyder den første linje.
Og man tænker uvægerligt på Caves søns fald. Selv om det ikke var ved Ejdern-floden, han styrtede ned. Og ligeledes er det »you«, som Cave vedvarende påkalder med sin stemme, en evigt omskiftelig størrelse. Det ene øjeblik en ung mand dækket af en anden persons blod, det næste en narkoman på en seng i et Tijuana-hotel, det tredje en afrikansk doktor, der samler på tårekanaler.
Der er ikke nogen nemme tolkninger. Og det synes at være en pointe i sig selv.
I løbet af pladen bevæger Cave sig fra den dybeste kulkælder på »Jesus Alone« og »Girl In Amber« over det nærmest komatøse på »Magneto« og »Antrocene« og endelig – langsomt – frem mod en eller anden form for tentativ accept af tingenes tilstand på de to afsluttende numre, den hymniske »Distant Sky«, sunget i smuk duet med den danske sopransanger Else Torp, og »Skeleton Tree«, der lukker pladen med at gentage linjen, »and it’s alright now«.
Før eller siden skal vi alle miste
Det er hård kost og drænende lytning. På de ubærligt smukke »Girl In Amber« og »I Need You« er sorgen så knugende, at man kan mærke den som en klump i halsen. Ikke bare i kraft af Caves slagne baryton, der synger om, hvordan hans verden er stoppet med at dreje rundt, om hvordan alt er ligemeget, når den man elsker er væk. Om hvordan vi alle før eller siden kommer til at miste alle dem, vi elsker.
Men i høj grad også i kraft af selve musikken, der – orkestreret af multiinstrumentalt og højrehånd Warren Ellis – flimrer i ildevarslende impressionistiske strøg og går i perfekt symbiose med Caves sindstemninger. Gennem chok, sorg, forvirring, håbløshed, kollaps og accept. Og som med sin brug af ildevarslende feedback-loops, køligt-varme synth-flader og vekslen mellem uldne, forvrængede og glasklare teksturer trækker klare linjer til Cave og Ellis’ formidable soundtrackarbejde og ikke mindst forgængeren »Push The Sky Away« fra 2013.
Selvom pladen med sine 39 minutter er forholdsvis kort og koncis, tårner den som et stort og vægtigt værk. Som en knugende rejse ud af Caves eksistentielle bombekrater. Fuld af slagne sange på randen af kollaps. Men som samtidig med sin langsomme bevægelse fra mørke mod lys synes at insistere på musikken - og kunsten - som en slags helende kraft. Det kan godt være, at man er drænet, når man kommer ud på den anden side. Men man er også fortrøstningsfuld. Og det er ikke så lidt af en bedrift.
Hvem: Nick Cave & The Bad Seeds
Hvad: Skeleton Tree
