Bon Iver bygger broer ud i fremtiden

Justin Vernon & Co. forsøger - og lykkes med - at formulere et nyt musikalsk sprog på album nummer tre, »22, A Million«.

Bon Iver er tilbage med album nummer tre. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

»Hvad fanden handler Bon Ivers sange om?« spurgte Father John Misty, da jeg interviewede ham forrige år. Ifølge den amerikanske sanger gemte Bon Iver-bagmand Justin Vernon sig bag »fortolkningens bekvemme slør«.

Skudsmålet var ikke helt grebet ud af luften. På de højt besungne »For Emma, Forever Ago« (2007) og »Bon Iver, Bon Iver« (2011) var det stort set umuligt at dechifrere ordene i Vernons malmfulde falset. Og læste man teksterne, blev man ikke meget klogere.

Men følelserne var ikke til at tage fejl af. Og måske netop fordi de tårnede på en slags semiotisk Ground Zero, gav det plads til, at man kunne bruge Bon Ivers musik som sin egen personlige følelsesforstærker. Hvis man da ellers var i det (melankolske) lune.

De semiotiske krumspring er ikke blevet mindre på »22, A Million«, Bon Ivers tredje album. Tværtimod. Vernons kryptiske ordrækker siver nu helt ud i sangtitlerne, der hedder ting som »10 d E A T h b R E a s T ⊠ ⊠«, »715 - CRΣΣKS« og »____45_____«. Det gør det til et mere utilnærmeligt værk end forgængerne - et indtryk der kun forstærkes yderligere i musikken, der mest af alt lyder som en digitalt dekonstrueret version af Bon Iver.

Lyt til albummet her:

Man genkender flere af virkemidler fra forgængeren, »Bon Iver, Bon Iver« - synthesizerne, saxofonerne, måden Vernon turnerer sine fraser på -  men her bliver de oftest klippet i småstykker og rekonfigureret i samplede, pitch-shiftede, digitalt forsirrede og polyharmoniserede formationer.

Det er lyden af en mand, der kæmper og i sidste ende lykkes med at formulere et nyt musikalsk sprog for sig selv. Utroligt nok uden at give køb på den følsomhed, som vel i virkeligheden er Bon Iver-projektets dybeste DNA.

Som lytter skal man bare være villig til at grave lidt dybere og acceptere et farvel til debutens naturalistiske folk-lyd. Nu bygger Bon Iver i stedet musikalske broer ud i fremtiden. Side om side med andre af tidens store stemme-innovatorer som James Blake, Frank Ocean og Kanye West. Ikke dårligt.

Hvem: Bon Iver
Hvad: »22, A Million« (Jagjaguwar/Playground)

Cover Fold sammen
Læs mere