Berlingskes musikredaktør: Unge rapfans verden over har hørt og læst om tragedien. Den slags bør gøre indtryk

Dødsulykken ved en Travis Scott-koncert var en kulmination på et årti med voldsomme hiphop-koncerter. Unges behov for at udtrykke vrede og smadre igennem er dog langtfra en ny ting, skriver Berlingskes musikredaktør.

 
Ni er døde efter en koncert i Houston, Texas. Nu beskyldes arrangørerne for ikke at have reageret på koncertgæsternes råb om hjælp. Video: AP, Reuters/Ritzau Scanpix og CNN Redigering: Alma Vrå Hjorth/ Emma M. Christensen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Som musikfan og dedikeret koncertgænger kan jeg ikke forestille mig noget mere mareridtsagtigt end at blive mast og trampet ihjel under et show.

Men sådan gik det desværre, da 50.000 mennesker for nylig gik amok til en koncert med den amerikanske rapper Travis Scott i Houston, Texas. Otte unge mennesker blev mast og trampet ihjel, og over hundrede blev kvæstet efter et stormløb mod scenen ved koncertens start. Siden er to personer mere døde af deres kvæstelser, heriblandt en blot niårig dreng, der var med sin far til koncert.

I dansk kontekst vækker hele miseren minder om ulykken på Roskilde Festival i år 2000, hvor ni unge festivalgængere blev mast ihjel under en Pearl Jam-koncert på Orange Scene. Jeg var der heldigvis ikke selv den aften, men den har alligevel præget mine formative oplevelser af festivalen i starten af 00erne. Hvorfor vender jeg tilbage til.

For der er selvfølgelig altid en risiko forbundet med at samle så mange mennesker på begrænset plads. Og der er stadig en masse uafklarede spørgsmål i forhold til, hvordan sikkerheden og beredskabet er håndteret før og under Travis Scott-koncerten.

Alligevel føles det ikke helt tilfældigt, at ulykken skete lige præcis til en rapkoncert i 2021. I løbet af det seneste årti er hiphop-koncerterne kun blevet vildere og vildere. Jeg har selv fra første parket på Roskilde Festival og Distortion Festival oplevet, hvordan hiphop-scenen år for år har adopteret en højoktan koncertkultur, som tidligere var forbeholdt rockmusikken.

Det begyndte allerede med rapkollektivet Odd Futures optræden på Roskilde Festivalen i 2011, hvor Tyler The Creator stagedivede med et brækket ben. Samme år skabte drengene fra Cheff Records med Kidd i front et nybrud i dansk hiphop med deres punkede smadr-energi.

Siden har det været mere reglen end undtagelsen, at det har været til hiphop-koncerterne, at man kunne se unge mænd smadre brutalt ind i hinanden i tumultariske moshpits, tænde spruttende romerlys midt inde crowden og generelt bare være rowdy as fuck.

Travis Scott har i den grad indtaget rollen som den destruktive amokkulturs ypperstepræst. Mere end nogen anden har den 29-årige verdensstjerne gjort vreden til en del af sit personlige varemærke. Han kalder sine fans for »ragers« – altså rasere – og har gennem årevis solgt sig selv og sine koncerter på løftet om ekstrem amokstemning.

Og det i en sådan grad, at han selv er blevet både anholdt og sagsøgt efter at have ansporet til optøjer og personfarlig adfærd samt forskellige brud på sikkerheden under sine koncerter. Folk er kommet slemt til skade. Nu er de altså også døde.

Vreden er en stærk energi

Men vreden er i den grad noget, der sælger billetter. Ikke bare for Travis Scott, men for en hel generation af rappere som Lil Uzi Vert, Playoi Carti og afdøde XXXtentacion. De taler til et helt elementært behov for at skeje ud, for at søge grænser og afprøve ekstremer. På sin vis en helt naturlig del af at være ung. Selvom tidens toner muligvis har rykket sig, er det grundlæggende behov for at komme ud med sine aggressioner det samme.

Heldigvis går det kun yderst sjældent galt. Hvis tingene kommer ud af kontrol, er der som regel nogle ansvarlige voksne til stede. Ligesom moshpitten traditionelt også har haft sin egne uskrevne regler og etik, der er blevet overleveret organisk fra generation til generation under koncerterne. Vel går man amok. Men man passer også på hinanden og samler dem op, der falder. Nok er man vild, men man er ikke hæmningsløs.

Meget tyder dog på, at den etik ikke har fyldt meget hos Travis Scott. Der har det bare handlet om at hype folks vrede og få dem til at gå grassat. Koncerten i Houston fortsatte i henved 45 minutter, mens folk kæmpede for deres liv, og store dele af publikum forsøgte at få ham til at stoppe koncerten. Da det endelig lykkedes, var skaden sket.

Nu er vreden i stedet rettet mod Travis Scott selv og arrangørerne bag, der er blevet sagsøgt for 750 millioner kroner af en gruppe overlevende publikummer og familiemedlemmer til de døde.

Video fra GQinterview om rage med Travis Scott:

En dæmper på rage-kulturen?

Jeg debuterede selv på Roskilde Festival i år 2001. Det var året efter tragedien, og selvom vi havde en fest, slap vi aldrig bevidstheden om, at det her var noget, man kunne dø af. Ulykken lå i baghovedet. Vi vidste, at hvis der ikke blev handlet hurtigt, kunne det værste ske.

Den agtsomhed varede faktisk ved hele vejen op gennem 00erne. Ja, faktisk helt frem til 2010erne, hvor rapperne kom og tændte ild under en ny generation, der var for unge til rigtigt at huske, hvad der skete til Pearl Jam-koncerten.

Derfor håber jeg også, at ulykken ved Travis Scott-koncerten kommer til at tage toppen af den mest hensynsløse del af ragekulturen. Unge rapfans verden over har hørt og læst om tragedien. De har set videoerne fra koncerten på YouTube og Instagram. Den slags bør gøre indtryk. I hvert fald for en stund.

Og hvad med Travis Scott? Han kommer nok ikke til at brøle »We want rage!« fra scenen med helt samme overbevisning igen.

Video fra Astroworld 2018: