Berlingskes musikredaktør anmelder Alphabeats EM-sang: »Det skal være så simpelt, at hele nationen kan skråle med. Også i en tihestes fadølskoger«

Alphabeat har været i studiet med herrelandsholdet for at lave årets slutrundesang. Har den, hvad der skal til for at samle nationen?

Bandet Alphabeat har i år fået æren af at hylde det rødhvide fællesskab til fodboldlandsholdets kampe ved europamesterskaberne i fodbold. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anders Kjærbye/DBU/Fodboldbilleder.dk
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

EM i fodbold står for døren. Danmark spiller på hjemmebane, og lige om lidt springer nationen ud som bindegale roligans.

Som vi alle ved, er det ikke en rigtig slutrunde uden en landsholdssang til at tænde op under den nationale fællesskabsfølelse. I år er det Alphabeat, der har været i studiet med Christian Eriksen & Co. for indspille sit bud på en ordentlig slasker af en slutrundesang.

»Som slutrundesang er den ikke blandt de bedste, men den er bestemt heller ikke blandt de værste. Og på den måde kan det jo nærmest ikke blive mere dansk.«


»Danmarks Dynamite« hedder den, og ja, det er en titel, der ikke lader nogen være i tvivl om, hvad vi har med at gøre her. Her er klare referencer til 80ernes elskede dynamitdrenge og samme leg med danske og engelske gloser, som har plaget og præget mangt en slutrundesang gennem årene.

Når nu The Minds Of 99 ikke har taget den på sig, så er Alphabeat et godt valg til opgaven. Alphabeat kan noget med ligefrem og glad i låget-popmusik; de er svære sådan for alvor at hade, højst lidt øretæveindbydende i al deres overstadige gymnasiebandkækhed.

Og det er i høj grad den energi, Alphabeat går til opgaven med. Den er bare rykket ind på stadion i stedet for gymnasiets festsal. Det marcherende glamrockbeat vil helt sikkert gøre sig godt på lægterne i Parken, men det hele står og falder som bekendt med omkvædet. Det skal være så simpelt, at hele nationen kan skråle med. Også i en tihestes fadølskoger.

Handler om at hylde det rødhvide fællesskab

Det kræver naturligvis, at vi vinder nogle kampe, men Alphabeat har i hvert fald gjort, hvad de kunne. Melodien er helt klassisk melodunte-materiale, teksten en glimt i øjet-collage af klassiske fodboldsange:

»Vi er red and white / Danmarks Dynamite / vi står side by side / sammen du og jeg«.

»Re-Sepp-ten«, »Rap Nu – We Are Danish Dynamite« og »Big Boys in Red and White« ... Det er ikke super originalt eller synderligt intelligent, men det skal det heller ikke være. Det handler om at hylde det rødhvide fællesskab på en måde, hvor alle kan være med, og der har Alphabeat været dygtigere til at forstå og løfte opgaven, end Thomas Helmig, Nik & Jay og Nephew har været ved de seneste slutrunder.

Hvad ellers? Nå ja, Kasper Schmeichel synger første vers. Det gør han fint, men han er ingen Frank Arnesen. Måske fordi versets melodi er så dansktop, at det halve kunne være nok. Det lyder lidt som noget, Drengene Fra Angora kunne have lavet i 2004. Bare uden den joviale humor og frækhed, som kendetegner både Angora-drengene og fodboldklassikeren over dem alle, »Re-Sepp-Ten«.

Når »Danmarks Dynamite« alligevel tager stikket hjem, er det takket være Alphabeats smittende energi, det fængende omkvæd og det store sus, der opstår, når hele landsholdet stemmer i på sangens ekstatiske finale.

Som slutrundesang er den ikke blandt de bedste, men den er bestemt heller ikke blandt de værste. Og på den måde kan det jo nærmest ikke blive mere dansk.

Lyt til sangen her: