Både tidløs og dugfrisk jazz

Den danske scene er rig på sangerinder, og fire af slagsen, Clara Vuust, Karin Juhl, Ninna Milner og Katrine Madsen, kommer godt ud over højttalerrampen med differentierede og personlige budskaber.

Clara Vuust: "Here's To Love" Fold sammen
Læs mere

Mens man som deltager i X Factor ryger op i den ældste kategori, når man har rundet de 23 år, så må man i den virkelige verden gang på gang erkende, at alder er en underordnet faktor.

På den aktuelle danske jazzscene er der i hvert fald nogle kvinder, som for længst er røget op i ovennævnte kategori, og som ikke desto mindre kan byde på musik af både tidløs og dugfrisk tilsnit.

Der er således ikke noget forkert i at pladedebutere i en alder af 39 år, hvis det er det tidspunkt, man er afklaret med sin kunst.

I hvert fald springer sangerinden Clara Vuust ganske smukt ud med en blød, mobil og velafbalanceret stemme, som står fint til det romantiske og let melankolske univers, hun har valgt at bevæge sig i. Clara Vuust bliver først og fremmest – aldeles formfuldendt – ledsaget af sin mand, den italienske pianist og harmonikaspiller Francesco Cali, som tilmed har medbragt sin landsmand, den fremragende klarinettist Nico Gori.

Også guitaristen Jeppe Holst og bassisten Daniel Franck giver deres bidrag til det helstøbte album. Ensformighed kan ikke helt undgås, om end den bliver ganske elimineret i Clara Vuusts fortolkning af Michel Legrands »Once Upon A Summertime«, Jule Stynes »Time After Time« og Charles Chaplins »Smile« samt af ægteparrets egen lyriske »Sicilian Lovesong«

Overraskende fornyelser

Også sangerinden Karin Juhl kan betegnes som en sen starter, idet hun var på plussiden af de 40, da hun i 2010 udsendte sit – i øvrigt fornemme – debutalbum. Nu optræder hun sammen med sin mand, den canadiske guitarist Daniel Van Kranendonk, i duoen Jazz By Heart.

Det betyder musik af intim karakter, om end hverken spinkel eller smal. Det er musik, som man ikke sidder overhørig, og som primært handler om relativt kendte værker, der bliver drejet på en ny og overraskende – men aldrig fortænkt – facon.

Der bliver lagt ud med en næsten ti minutters version af Rodgers & Hammersteins »My Favorite Things«, som med Karin Juhls stærkt personlige stemme åbner en god rejse, som fortsætter i sange som Joni Mitchells »All I Want«, Henry Mancini »Two For The Road«, Jimi Hendrix’ »Wind Cries Mary« og Pee Wee Kings »Tennessee Waltz«.

Alle bliver de fornyet på en speciel, men meget musikalsk måde. Hist og her suppleres duoen af smagfulde og stemningsstimulerende toner fra saxofonisten Karin Hedelykke og trompetisten Markus Breuss.

Gloria Gaynor som jazzballade

Ninna Milner, der pladedebuterede som 28-årig i 1989 med jazzgruppen Ninna and The Moodmakers, har en god stemme og et godt overblik over situationen.

Repertoiret på hendes nyudgivelse er blandet, og hun har valgt at åbne og lukke med et par disco-klassikere – »Blame It On The Boogie« og »I Will Survive« – fra henholdvis Michael Jackson og Gloria Gaynor.

Og hvis man i forvejen ikke bryder sig om førstnævnte, så får man det ikke bedre af den nye version, hvorimod »I Will Survive« – transformeret til en jazzballade – er et lille mesterværk.

Derimellem bliver der plads til udmærkede ting fra egne og andres sangbog, og her er det værd at nævne sangerindens fine formidling af Billie Holiday-balladen »Left Alone«. Pianisten Mads Søndergaard, bassisten Morten Ankarfeldt og trommeslageren Janus Templeton sørger for, at musikken swinger, og dertil er der seje bidrag fra altsaxofonisten Christina von Bülow og ikke mindst den alt for sjældent hørte tenorsaxofonist Simon Thorsen.

Mystisk og monoton verden

Den nu 42-årige Katrine Madsen har siden 1996 udsendt en lang række plader, hvor det ofte har handlet om swingmusikalsk fortolkning af værker fra den store amerikanske sangbog.

Men mere og mere har hun budt på egne ting. Det gør hun også på sit nye album. Tilmed i et ganske spartansk og ganske originalt regi. Sangerinden har allieret sig med pianisten Jacob Christoffersen og den svenske bassist Anders Jormin, to eminente musikere, som falder perfekt ind i et univers, hvor sangerinden på tekstsiden er blevet bistået af forfatteren Lene Kaaberbøl.

Katrine Madsen, som især har været værdsat for sin varme og relativt mørke stemme, lægger sig her et godt stykke op i registret. Det gør hendes udtryk sart og skrøbeligt, men ikke desto mindre fortroligt og troværdigt.

Vi bliver taget igennem en personlig og umiddelbart lidt mystisk og monoton verden. Men det er en monotoni, man bliver bidt af. Katrine Madsen åbner med den otte minutter lange »Ring of Gold«, som er et dybt fascinerende værk, og som tilhører er det vanskeligt andet end at blive hængende.

Fire stjerner

Hvem: Clara Vuust.

Hvad: »Here’s To Love«. Storyville Records.

Fem stjerner

Hvem: Jazz by Heart.

Hvad: »Amalgamating«. CAT#JAZ123.

Fire stjerner

Hvem: Ninna Milner.

Hvad: »Connection«. Wimi.

Fem stjerner

Hvem: Katrine Madsen.

Hvad: »Katrine«. KMCD.

-