Der er mange gode grunde til at holde af Allan Olsen. Der er noget grundlæggende sympatisk ved hans nærmest korstogs-agtige insisteren på, at København ikke er Danmarks navle. Hans kæren om vendelbomålets særlige musik. Hans evne til syrligt at spidde københavneriets snæversyn. Hans evne til at finde den store skæbne i den lille mands fortælling.
Alle elementerne var i spil på hans seneste plade, »Jøwt« fra 2013, der både fik masser af anmelderroser og fortjent blev en stor succes hos publikum over hele landet. Nu er den 61-årige frederikshavner så klar med en opfølger i form af dobbeltalbummet »Hudsult«, der byder på ni nyskrevne sange fra studiet og syv af ældre dato optaget live på hans seneste band-tour i 2016.
Konceptet er klappet og klart: De nye sange er overvejende holdt i en afdæmpet akustisk spillemandstradition uden de store musikalske svinkeærinder, mens livepladen er Olsen og band med fuldt udtræk og smæk for skillingen.
Det bedste ved kuldet af nye sange er så afgjort teksterne. Sådan har det været så tit med Olsen, men man skal godt nok lægge ører til meget røvballemusik for at komme til guldkornene her. Men de er der trods alt. »Nu skal mågerne skydes« lyder som en giftig allegori over danskernes fjendske forhold til flygtninge, mens »Vi Drikker Fordi« er en humoristisk hudfletning af dansk drukkultur med et omkvæd så simpelt, at selv den stiveste mand i byen kan synge med.
Den sympatiske »Gadens Tommelise« forsøger at gøre et eventyr ud af en hjemløs kvindes historie, men ligesom »Ung Mands Blues« og »Leo Numinen« stækkes sangen af et sentimentalt og søvnigt arrangement. »Min far kørte post i staten« er lige ved at lide samme skæbne men reddes af et overraskende lån fra Pink Floyd-klassikeren »Comfortably Numb«.
Mest vellykket er »Kejthåndet Slugger«, der både har spydigt bid i sin tekst om den talende klasses verdensfjerne arrogance og eksekverer den på et rullende Stones-beat. »For Deadlines stole har skimmel og svamp efter rulle og Kloge-Åge / men set fra Røde Mellemvej ligger bygningen hen i tåge,« som det lyder.
De lidt kedelige musikalske gevandter på de nye sange sættes ekstra i relief på den virkelig stærke live-plade, hvor Allan Olsen er omgivet af et saftigt spillende band, der virkelig får lov til at spille med musklerne på nyfortolkninger af sange som »49«, »Rimmerby Strand« og »Rødt Jern«. Det rykker sgu! Med Springsteen’sk luft under vingerne, gennem elektronisk glinsende reggae og ned i den tungt medrivende roots-rock.
Bare den gode Olsen dog havde taget den energi med sig i studiet også. Hans tekster fortjener det.
Hvem: Allan Olsen
Hvad: »Hudsult«, Blix & Co/Zoobaba
