Adeles store comeback - og fire andre album, du skal høre lige nu

AOK
Musik
Guide

Verdensstjernen Adele er tilbage i storform, og Damon Albarn søger skønheden. Berlingskes musikredaktør guider dig til de bedste album lige nu.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Rygterne om albummets død er stærkt overdrevne. Selvom der bliver zappet som aldrig før, har streamingtjenester ikke taget livet af det gode albumformat. Singler er snacks, albummet den fulde menu. Det er her, musikerne viser formatet og folder deres kunstneriske visioner fuldt ud.

Berlingskes musikredaktør lytter til al den nye musik og guider her til fem stærke album, der skiller sig ud i strømmen af nyt.

1

Adele: »30«

Adele har tidligere joket med, at hun er allerbedst, når hun lider af en knust hjerte. Og der er noget om snakken. For et par år siden valgte blev hun skilt og alenemor, og det kastede hende efter alt at dømme ud i en kæmpe krise, som hun på fremragende vis synger sig ind og ud på sit nye album »30«.

For en popstjerne af hendes rang er det et overrumplende personligt og sjæleudkrængende take på det klassiske skilsmissealbum. Og musikalsk er det i store træk langt mere interessant og kompromisløst end noget andet, vi har hørt fra hende tidligere. Sangene er stadig super iørefaldende, men de lefler på ingen måde for hverken laveste fællesnævner eller konformitet.

Albummet er udover den faste samarbejdspartner Greg Kurstin blevet til med hjælp fra London-produceren Inflo, der til daglig står bag det gådefulde projekt Sault. Et yderst spændende og overraskende match, der også lyder som om, at det har påvirket Kurstins produktioner på pladen, der under Adeles helt uovertrufne stemme leger med psykedelisk soul, filmiske strygere og dyb gospel.

Adele har aldrig lydt bedre. Og det siger ikke så lidt. »30« er et foreløbigt hovedværk i hendes karriere.

Læs hele anmeldelsen her.

Lyt til albummet her:

2

Damon Albarn

Damon Albarn har ikke travlt på sit første soloalbum i syv år. Lyden af hav, vejrbidte strygere, tøffende trommemaskiner og tøvende klavertoner giver fornemmelsen af sange, der langsomt kommer til syne som spøgelsesskibe i en tågedis. Med den vemodigt croonende Albarn som skibets ludende kaptajn, tynget af tab, men ikke helt tabt for håb. Han er stadig på udkig efter skønheden derude.

Hvor »Everyday Robots« fra 2014 var fuld af gode sange med opfindsomme arrangementer, så føles »The Nearer The Fountain, More Pure The Stream Flows« mere som at sætte en billedskøn film på. Æstetikken er virkelig gennemført, og langt hen ad vejen lykkes det Damon Albarn at blande sine kort på en række nye og interessante måder. Jeg spejder dog forgæves efter de helt uomgængelige sange.

Men som soundtrack til din novemberblues er den helt perfekt.

Læs hele anmeldelsen her.

Lyt til albummet her:

3

Bremer/McCoy: »Natten«

Jeg har skrevet det før, og jeg gør det igen: Den bedste gave, du kan give dig selv, eller en du holder af, er Bremer/McCoy. Den instrumentale danske tangent/bas-duo laver ganske enkelt noget af det rareste musik, jeg kender. Sæt det på, og rummet, du befinder dig i, bliver omgående et bedre sted at være.

»Natten« er gruppens femte album, og det er egentlig ikke, fordi der er sket de store revolutioner i udtrykket. Den rolige melodiføring og zen-agtige puls er stadig udgangspunktet, men samtidig udvides der smagfuldt med kosmiske synthflader ikke helt ulig den beslægtede tyske pianist Nils Frahm.

Natten kan være et farligt sted, men Bremer/McCoys »Natten« er et drømmende rum, hvor man i ro og mag kan falde i meditative staver over stjernehimlens uendelige kosmos.

Lyt til albummet her:

4

The War On Drugs: »I Don’t Live Here Anymore«

På album nummer fem fra amerikanske The War On Drugs indtager forsanger Adam Granduciels stærke stemme hovedrollen som aldrig før. Som en naturlig kulmination på et årti, hvor bandet gradvist er vokset og vokset i takt med, at både lyden og sangskrivningen er blevet større, skarpere og mere fokuseret.

Flere steder leges der veloplagt med referencer til 80ernes poprock. »I Don’t Wanna Wait« lyder både lidt henad Phil Collins’ »In The Air Tonight« og et glemt radiohit af Bryan Adams anno 1988, mens bandet på »Victim« skifter de endeløse amerikanske highways ud med nattekørsel i et neonoplyst Miami.

Det burde ikke være muligt, men på »I Don’t Live Here Anymore« bliver The War On Drugs ved med at vokse. Både i højde og drøjde.

Læs anmeldelsen her.

Lyt til albummet her:

5

Efterklang: »Windflowers«

Håbet er lysegrønt på Efterklangs nye album, der er skabt under sidste års coronalockdown.

Det er rart sted at befinde sig. Midt mellem det organisk håndspillede og flimrende elektronik. »Hold me close when you can,« synger forsanger Casper Clausen i inderlig falset på den smukke ballade af samme titel. Det føles som et kram, man godt gider have efter alt for lang tid, hvor den slags ikke har været tilladt.

Det er og bliver en af Efterklangs helt store forcer; evnen til sømløst at blande klassisk og rytmisk instrumentering med det programmerede og syntetiske. De gamle skel bliver opløst, og tilbage står skønheden. Som desværre ikke altid matches af helt så fængslende melodier.

Det gør »Windflowers« til en smuk og svævende drøm, der står knivskarpt, så længe den varer, men som også er underligt svær at genkalde sig, når den er slut.

Læs hele anmeldelsen her.

Lyt til albummet her: